Lyt til Soundvenue Filmcast: ’The Nice Guys’, sommerfilm, O.J. Simpson og serieverdens opgør med USA’s mørke fortid

Lyt til Soundvenue Filmcast: ’The Nice Guys’, sommerfilm, O.J. Simpson og serieverdens opgør med USA’s mørke fortid

Fjollet buddy-komik og en af menneskehedens største forbrydelser får den nye udgave af Soundvenue Filmcast til at spænde vidt.

’The Nice Guys’ er den nye film fra kongen af Hollywoods buddy-actionkomedier, Shane Black, og den har Russell Crowe og Ryan Gosling i hovedrollerne som et umage efterforskerpar. Filmen har delt vandene, og heller ikke i podboksen er der enighed om, hvorvidt filmen er en værdig opfølger til Shane Blacks nyklassiker ’Kiss Kiss Bang Bang’.

Dernæst skal det handle om en særlig aktuel tendens i amerikanske serier i disse år: Behandlingen af landets forhold til race og den afroamerikanske minoritet.

’American Crime Story: O.J. Simpson vs. the People’ er blevet en af årets mest hypede serier i USA, og nu kan den også ses herhjemme. Med udgangspunkt i den måske mest omtalte retssag i amerikansk historie sætter den race på dagsordenen med folk som Cuba Gooding Jr., John Travolta og Sarah Paulsen i hovedrollerne, mens landets mørke slavefortid kommer under brutal behandling i de nye serier ’Roots’ og ’Underground’.

Men hvorfor oplever vi denne bølge af serier lige nu, siger de noget nyt, og hvilke af dem bør man først kaste sig over?

Det diskuterer vi og løfter også sløret for, hvilke film vi glæder os mest til over sommeren, ligesom vi blotter os i hurtigrunden og kommer med streaminganbefalinger på 30 sekunder.

Soundvenue Filmcasts temamusik er som altid komponeret af Jonas Colstrup.

Denne udgave af Soundvenue Filmcast er sponsoreret af Arbejdernenes Landsbank.

Omtalte film/serier ud over ovennævnte: ’The Lobster’, ’Everybody Wants Some!!’, ’Captain Fantastic’, ’Wiener Dog’, ’Ghostbusters’, ’Jason Bourne’, ’Suicide Squad’, ’The Other Guys’, ’21 Jump Street’, ‘Tango & Cash’, ’12 Years a Slave’, ’O.J.: Made in America’, ’Blackish’.

Abonnér på Soundvenue Filmcast via iTunes – eller lyt til den nye udsendelse HER.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af