’Mig før dig’: Emilia Clarke er ulidelig i romantisk tåreperser
Lou (Emilia Clarke) er en simpel pige fra arbejderklassen. Derfor har hun aldrig set en film med undertekster. Will (Sam Claflin), hendes arbejdsgiver, er fra overklassen og har en sofistikeret smag. Han ser en regnfuld formiddag som den perfekte anledning til at slappe af med Xavier Beauvois’ franske munkedrama ‘Om guder om mænd’.
»Sæt dig«, beordrer han Lou. Og hun elsker den! Ligesom hun elsker sin første Mozart-koncert, galopløb og dykkerferie. Han åbner en ny verden for hende, mens hun til gengæld åbner ham følelsesmæssigt med sit lyse og ligefremme væsen.
Det ville være ren ‘Pretty Woman’, hvis det altså ikke var, fordi Will var lammet fra kravebenet og ned som følge af en trafikulykke to år forinden. Før ulykken havde han både en succesfuld karriere og en smækker kæreste og brugte sin fritid på at dyrke ekstremsport og drikke kaffe i Paris. I dag er han bare ensom og bitter. Hans forældre hyrer Lou til at »muntre ham op«.
Det er heldigt, at hun er så munter, for hun har ingen andre kvalifikationer, talenter eller ambitioner. Hun panikker over at skulle dosere Wills medicin, når den mandlige sygeplejerske, der ellers udfører alt intimt og fysisk arbejde, ikke er der.
Hun er klodset, sludrende, optimistisk, livlig og spontan og klæder sig stolt som en 10-årig pige. Hendes reaktion på alle glæder, kriser og overraskelser er at smile fra det ene øre til det andet. Hun er en manic pixie dream girl af værste skuffe. Bortset fra at hun er så ubegavet, at jeg ikke forstår, hvordan hun kan være en drømmepige for nogen som helst. Eller en hovedperson, som det kvindelige publikum kan identificere sig med. Det er trist, at filmens manuskriptforfatter Jojo Moyes, der også har skrevet bogen bag, og instruktørdebutanten Thea Sharrock har så lidt tiltro til sit køns intelligens.
Filmen forsøger sig med et dybere lag om aktiv dødshjælp. Det viser sig, at Will allerede har planlagt at ende sine dage på et center i Schweiz, fordi han ikke kan forlige sig med sin nye tilværelse, men har lovet sine forældre at tænke over det i et halvt år.
Den drejning har fået schweizisk engelske og amerikanske handicapaktivister til at kritisere filmen for at portrættere en handicappets liv som ikke værd at leve. Det er egentlig en spændende diskussion, men filmen kommer aldrig i dybden med problematikken og heller ikke med de fysiske og psykiske smerter, som Will ifølge sygeplejersken døjer med.
Han viser dem ikke over for Lou og dermed heller ikke over for os seere. I stedet fokuserer filmen på Lous indsats for at bringe glæde og nye eventyr ind i hans liv. Den overfladiske behandling af så alvorligt et emne føles usmagelig og passer dårligt ind i filmens øvrige glansbilledromantik. Det er mærkeligt, at den kørestolsbundne Will iscenesættes som charmerende førsteelsker, samtidig med at filmen antyder, at et liv med en hengiven (om end enfoldig) ung kvinde, der glad tager ham med på eksotiske rejser og til kulturelle oplevelser, kærlige forældre, et slot i England og tilsyneladende alverdens rigdom ikke er noget værd.
Kort sagt:
Klicheerne står i kø i den romantiske tåreperser ’Mig før dig’, der dog hverken fremkalder tårer eller nogen former for varme om hjertet. Blot irritation over Emilia Clarkes ulidelige manic pixie dream girl og forudsigeligheden i Pygmalion-romancen med Sam Claflins tragisk lammede rigmand. Det er den slags film, der giver romantiske ’tøsefilm’ sit dårlige rygte.