‘Wiener-Dog’: Det vrimler med fucked up eksistenser i ustyrligt morsom udstilling af livets absurditet

‘Wiener-Dog’: Det vrimler med fucked up eksistenser i ustyrligt morsom udstilling af livets absurditet
5 6
Spillefilm
Instruktion

Todd Solondz

Medvirkende

Julie Delpy, Greta Gerwig, Danny DeVito, Keaton Nigel Cooke

Spilletid

90 min

Premieredato

Den 21. juli

Stream filmen:

Se 'Wiener-Dog' hos Blockbuster

»USA er en stor, fed elefant, som drukner i en flod af mismod«.

Manden bag den slående visuelle metafor er en mexicaner, der fortæller nedslået om sit møde med det forjættede land, men man er ikke i tvivl om, hvem der i virkeligheden stiller diagnosen: Todd Solondz selv.

Siden sin debut med ’Welcome to the Dollhouse’ og gennembrudsværket ’Happiness’ er Solondz’ nemlig blevet ensbetydende med en lige dele skarpt observerende og sardonisk portrættering af sit hjemlands smuldrende familiestrukturer, der avler fremmedgjorte, seksuelt afvigende, ensomme eksistenser, som bruger deres egen sæd som tapetklister og forgifter og forgriber sig på deres børns mindreårige venner.

Helt så grelt står det dog ikke til hos de særlinge som Solondz introducerer os til i sin nye film ’Wiener-Dog’, der følger en gravhunds rejse fra den ene hundeejer til den anden: fra en ung knægt ved navn Remi (spillet helt eminent af Keaton Nigel Cooke), til dyresygeplejersken Dawn (Greta Gerwig), til manuskriptskrivningsunderviseren Schmerz (Danny DeVito), til en livstræt, mundskyllevæske-tyllende ældre dame uden tænder.

Først hedder hunden bare Wiener-Dog. Men efter en slem omgang diarré (der i øvrigt bliver filmet i ét langt, smukt tracking shot af ’The Virgin Suicides’-fotografen Edward Lachman og tilsat Debussy-klaverspil), får den tilnavnet Doody (der er slang for lort), og til sidst bliver den kaldt Cancer. Den bliver også undervejs brugt som middel til at transportere en kæmpemæssig bombe ind på et universitet.

Ja, personerne, der befolker Solondz’ film er typisk temmelig fucked up. Også mod dyr. Men han formår at tage toppen af ens forargelse og få én til at føle med karaktererne trods deres fejlbehæftethed. Ikke fordi han kunne finde på at introducere nogen som helst formildende omstændigheder eller årsagssammenhænge, bevares, men fordi han bruger sin spydige humor og intelligente dialog til at udstille den absurditet, der præger deres trivielle tilværelse på en måde, der gør os i stand til også en gang imellem at grine ad meningsløsheden – en måde, der ikke er ulig landsmanden Charlie Kaufmans kringlede skildringer af forpinte, evigt søgende (kunstner)sjæle i værker som ’Orkidé-tyven’, ’New York, iscenesat’ og ’Anomalisa’.

Solondz’ særlige tæft for filosofisk dialog og mørkesorte sans for humor træder især frem i scenerne mellem Remi og hans mor (spillet dejligt dead-pan af Julie Delpy), der blandt andet i et forsøg på at forklare, hvorfor Wiener-Dog skal steriliseres ender med at rode sig ud i en lang røverhistorie om en voldtagende vildhund på fri fod, der hedder Mohammed (!).

’Wiener-Dog’ er dybt grotesk, fyldt med kollapstruede sad cases og alligevel helt ustyrligt sjovt at overvære. Når man ser Solondz’ film fyldes man med en ambivalent følelse, der vist kun kan kaldes skadefryd. Men en fryd at se, det er den altså. Selv hvis man føler, man har brug for et bad bagefter. Og måske en psykolog.


Kort sagt:
Hvis mennesket er hundens bedste ven, behøver den ingen fjender. I hvert fald ikke hvis man skal tro den spydige, amerikanske instruktør Todd Solondz’ seneste – og fremragende – hudfletning af en excentrisk flok hundeejere.