Laura Ricciardi, den ene halvdel af instruktørteamet bag Netflix-dokumentarserien ‘Making a Murderer’, indtager fredag morgen scenen i Tivoli Congress Center på årets Copenhagen TV Festival alene. Makkeren Moira Demos er blevet i Manitowoc i Wiconsin, hvor hun står parat med kameraet i tilfælde af, at Brendan Dassey, den ene af seriens hovedkarakterer, bliver løsladt.
Dassey blev sammen med sin onkel, Steven Avery, dømt for mordet på den 25-årige fotograf Teresa Halbach i 2007. For halvanden uge siden omstødte en føderal domstol i Wisconsin Dasseys livstidsdom, da dommeren vurderede, at tilståelsen fra den dengang 16-årige mentalt tilbagestående dreng var ufrivillig.
Nu, forklarer Ricciardi på scenen, er der tre muligheder: 1: Brendan Dassey bliver løsladt inden 90 dage. 2: Staten vælger at give Dassey en ny retssag. Men da sagen er baseret på Dasseys tilståelse, og den tilståelse nu er dømt ugyldig af en føderal dommer, er den mulighed usandsynlig. 3: Staten appellerer den føderale dom, og sagen kan trække ud i årevis.
Uanset hvad vil Ricciardi og Demos dække forløbet til den anden sæson af serien, som Netflix annoncerede i sidste måned. Her vil instruktørerne også følge Steven Averys nye advokat Kathleen Zellner, som forleden meldte ud, at hun muligvis har fundet en ny mistænkt i sagen.
Et kamera af virkelig dårlig kvalitet var nok
Ricciardi og Demos har arbejdet på ‘Making a Murderer’ i ti år. I 2005, da de begge var ved at afslutte filmskoleuddannelsen på Columbia University, faldt de over en overskrift i New York Times, »Freed by DNA, Now Charged by New Crime«. Artiklen beskrev, hvordan Steven Avery netop var blevet løsladt efter at have tilbragt 18 år i fængsel for en voldtægt, han ifølge nye DNA-beviser ikke havde begået. Parret tog til Wisconsin og filmede Steven Averys grundlovsforhør. Allerede efter første optagedag var de overbeviste om, at de havde fat i en god historie. De skrev et brev til Avery, som gav dem lov til at følge sagen og satte dem i forbindelse med sin familie.
Ricciardi og Demos blev 18 måneder i Manitowoc County. De finansierede selv projektet og havde ikke råd til at hyre et kamerahold eller rejse frem og tilbage til New York. Under Averys indledende høring tillod dommeren kun et enkelt kamera, så de samarbejdede med de lokale tv-medier, der skiftedes til at optage fra salen og delte materialet. Til selve retssagen fik de lov til at hænge et fjernstyret vejrkamera »i meget dårlig kvalitet« op over nævningeskranken for at få en vinkel mere – på betingelse af, at Demos opererede kameraet og liveklippede materialet til de andre medier, mens Ricciardi styrede lyden. Det gjorde de i seks uger.
Ricciardi og Demos færdiggjorde optagelserne i 2007, men solgte først serien til Netflix i 2013. Hvad lavede instruktørerne i de seks år, er vores første spørgsmål til Laura Ricciardi, da vi møder hende på tomandshånd efter sessionen på festivalen.
»Vi flyttede tilbage til New York, hvor vi blev indtil 2010, og så flyttede vi til Los Angeles. Vi fortsatte med at arbejde på projektet hver dag, men fordi vi selv finansierede det, havde vi også dagjobs. Jeg gik tilbage til at arbejde som advokat, som jeg gjorde før filmskolen, men på timebasis, så jeg havde mere kontrol over mit skema. Det betød dog også, at jeg degraderede mig selv og gik ned i løn. Moira havde baggrund som elektriker på film- og tv-produktioner, så det vendte hun tilbage til. Det tog lang tid, fordi det var et kæmpe projekt. Vi havde en enorm mængde materiale og kunne kun afsætte en del af vores tid til det«.
Hvordan brugte du din baggrund fra jura til arbejdet med serien?
»Det hjalp mig afgjort i forhold til at navigere i sagen, tale med personalet i retten og få adgang til og gennemgå offentlige dokumenter. Jeg researchede og lavede interviews, mens Moira filmede og klippede. Mange af vores interviewpersoner var advokater, og der var det utroligt nyttigt at have en juridisk baggrund. Jeg var i stand til at tale deres sprog, men også tale med dem på en måde, som lægfolk kunne forstå. Det var vigtigt for Moira og mig, at historien var så tilgængelig som muligt for alle«.
Ville ikke påvirke retssagen
Hvis vi vender tilbage til 2005, så fortalte du i morges, at det, der tændte jer, var spørgsmålet om, hvorvidt systemet, der havde svigtet Steven Avery én gang, ville svigte ham igen. Var det det sociale retfærdighedsaspekt, I var optagede af?
»Ja, det var hovedattraktionen for os. Det er ikke rigtigt et spørgsmål om, hvorvidt systemet ville svigte ham igen, men om det ville være mere pålideligt, end det var 20 år tidligere. På det tidspunkt havde vi ingen idé om, at vi ville arbejde på, hvad der blev til en serie, i ti år. Det, vi troede ville blive en historie, der spændte over 20-21 år, kom til at spænde over 30 år. Det er fascinerende, fordi historien fortsætter.
I sidste uge blev Brendan Dasseys domsfældelse omstødt, og historien synes på mange foruroligende måder at gentage sig selv. Det var et af vores spørgsmål: Har vi udviklet os som samfund? Har systemet udviklet sig, og har vi udviklet os? Og hvis ikke, hvad foregår der så?
Et af aspekterne, som du også nævnte, er, at Avery-Dassey-familien tilhører underklassen og ikke har råd til gode advokater. Var I drevet af en følelse af uretfærdighed på Steven Averys vegne og et ønske om at ændre hans skæbne?
»Nej, vi forsøgte ikke at have indvirkning på historien. Vi ville bare dokumentere den. Vi følte et enormt ansvar ved at fortælle Stevens historie, og han, hans familie og hans advokater viste os enorm tillid ved at medvirke. Det her var ekstraordinære omstændigheder. Systemet havde svigtet ham før, og der kunne ikke have været mere på spil. Jo, hvis det havde været en delstat med dødsstraf. Men han stod over for en livstidsdom. Alligevel lukkede han et filmhold ind. Vi fortalte alle, at vi ikke var der for at påvirke eller dømme i sagen. Vi var der for at lytte og gøre vores bedste for at fange det, der foregik, og hvordan folk havde det med det«.
Tror du, at serien har påvirket sagen med omstødelsen af Brendan Dasseys dom?
»Det ville være ren spekulation. Jeg har hørt folk sige det, og måske finder de det svært at tro, at den føderale dommer ikke har hørt om serien. Jeg har læst dommerens 91-sider lange begrundelse, der blev offentliggjort i sidste uge, og det virker på mig, som om dommeren har gennemgået sagen grundigt. Jeg har ingen grund til at tro, at han var påvirket af serien.
Måske er han opmærksom på, at alles øjne følger Manitowoc County lige nu. Men det er en føderal dommer, der ikke er del af statsretssystemet, hvilket er en af de gode ting ved systemet: at man på et tidspunkt kan få en udenforstående til at se på sin sag. Mit bud er, at dommeren har gennemgået sagen og truffet sin beslutning på den baggrund«.
»Der er mange ubesvarede spørgsmål«
Du sagde tidligere, at I var optagede af processen og ikke af, hvorvidt Avery og Dassey er skyldige. Hvordan har du det så med, at mange seere er så investerede i det spørgsmål og laver underskrivningsindsamlinger og så videre?
»Jeg ved det ikke… Alle har selvfølgelig ret til deres mening og deres egen oplevelse med at se serien. Vi synes, det er sundt, at folk diskuterer sagen og deres uenigheder omkring den.
Serien er blevet omtalt som true crime, men vi har bestemt ikke forsøgt at give svar på, om han gjorde det, eller han ikke gjorde det. Og hvis han ikke gjorde det, hvem gjorde så? Det håbede vi virkelig at gå imod. Det, vi håbede, at folk ville tage med sig, var, at der er meget på spil i sagen, og at det er et komplekst område. Der er en grund til, at advokater studerer jura.
Et af problemerne ved film og tv-serier om kriminalsager er, at de leder folk til at tro, at sandheden altid kommer frem i den proces, og det tror jeg ikke, at den gør. Spørgsmålet er, hvad vi gør, når der er tvetydighed? I forhold til Halbach-sagen mener jeg, at der er mange ubesvarede spørgsmål. Det virkelige spørgsmål for mig er, om processen er retfærdig, og beviserne er pålidelige. For hvis beviserne ikke er pålidelige, hvordan kan domsfældelsen så være pålidelig? De beslutninger kan folk godt træffe selv – det er det, en jury gør«.
Så for dig betyder det ikke noget, om Steven Avery og Brendan Dassey er skyldige?
»Jeg mener ikke, at det er vores rolle at afgøre det, og der er så meget mere i sagen. For mit eget vedkommende, med alt hvad jeg har gennemgået, føler jeg ikke, at jeg kunne danne en gyldig mening om det. For uanset hvad har jeg stadig ikke hele billedet. Der er så mange uregelmæssigheder i den her sag.
Den offentlige anklager Ken Kratz holdt en pressekonference den 2. marts (dagen efter Brendan Dassey anholdelse, hvor han afslørede fortrolige detaljer fra afhøringen, som de senere jurymedlemmer fik at vide gennem medierne, red.). Flere anklagere i USA har fortalt os, at de aldrig har set noget lignende, og at der er etiske regler, der burde forhindre, at den slags sker, og at hvis en advokat gør det, burde han blive straffet.
Alligevel slap Katz afsted med det. Det synes jeg er virkelig foruroligende. Hvorfor ville en anklager holde et pressemøde fuld af blodige detaljer under et indledende retsmøde, når personen først var blevet arresteret aftenen forinden? Han ikke havde en advokat, og det ikke var afgjort endnu, om hans udtalelser var gyldige i sagen. Hvorfor skynder han sig ud og fortæller alle, at nu ved vi præcist, hvad der skete den 31. oktober (hvor mordet skete, red.)? Det mener jeg er mere end dumdristigt«.
Jeg er med på din pointe, jeg synes bare, at det er interessant, at det virker, som om at mange seere går vildt op i skyldsspørgsmålet. De fleste, jeg har diskuteret serien med, er harmdirrende, fordi de er overbeviste om, at Avery og Dassey er blevet uskyldigt dømt.
»Ja, men sådan er vi socialiseret. Folk vil have svar. De vil vide, om han gjorde det. Vi har påtaget os en stor opgave, og måske er vi ikke lykkedes med det. Det ved jeg ikke, men vi håbede, at folk virkelig ville overveje spørgsmålet om, hvorvidt processen var fair. Mit indtryk er, at mange mener, at Steven Avery begik forbrydelsen, men at han fortjener en ny retssag, fordi processen ikke var retfærdig. Folk drager forskellige konklusioner. Pointen er, at vi ikke kender svaret, og at vi kan have det okay med, at vi ikke kender svaret«.
Vil stadig ikke påvirke historien i anden sæson
Nu er I tilbage og optage anden sæson. Er det dit indtryk, at borgerne i Manitowoc har set serien?
»Helt ærligt, så ved jeg det ikke. Vi har talt med de mennesker, vi har relationer til, og de har bestemt set den. Vi har hørt fra Stevens kusine, at nogle mennesker er gået op til hende og sagt, at de har fået et andet perspektiv på sagen. Jeg tror, at nogle lokale har ændret holdning og åbnet deres sind. Men jeg har også læst – jeg ved ikke, hvor pålideligt det er – at mange mennesker fra området slet ikke vil se serien, fordi de synes, at den er respektløs over for Halbach-familien og mener, at Manitowoc har lidt nok«.
Nu hvor sagen er blevet så offentlig, og alle medier dækker den, hvordan vil ‘Making a Murderer’ så forblive unik?
»Andre mennesker kan dække sagen, men ingen kender historien, som vi gør. Vi har ti års institutionel viden. Jeg kan ikke tale for alle lokale medier, men det virker, som om at deres fremgangsmåde er at dække sagen fra dag til dag frem for virkelig at dykke ned i historien. Der er en printjournalist, der ser nærmere på nogle af de større temaer, men generelt føler jeg, at vores proces er unik«.
I første sæson er du og Moira ikke en del af historien, modsat eksempelvis Sarah Koenig i true crime-podcasten ‘Serial’. Kan I undgå at inkludere jer selv og serien i den nye sæson, nu hvor den er så kendt?
»Vi har helt sikkert mistet en grad af anonymitet, men vi vil stadig ikke være del af historien eller bruge fortællestemme. Det er naturligt, at når vi sætter os ned med en interviewperson nu, så vil de referere til serien. I de situationer kigger Moira og jeg på hinanden og tænker, at det er en ny dimension, som vi er nødt til at finde en løsning på«.
Apropos Moira, hvad laver hun, mens vi sidder her?
»Hun er i Wisconsin i dette øjeblik. Brendan Dassey kunne blive løsladt om fem minutter. Vi ved det simpelthen ikke. Det er en anden ting, vi arbejder på – hvor skal vi være, og hvor mange kamerafolk skal vi have med os i tilfælde af, at der sker en ny udvikling i sagen? Vi bor jo i Los Angeles og har ikke mulighed for at agere breaking news-kanal. Vi arbejder på at ekspandere og være fleksible. Det er spændende, men udfordrende«.