’Platoon’ (1986)
Hvem?
Charlie Sheen, før han skyllede karrieren ud i toilettet, som overklassedrengen Chris, der dropper ud af college for at støde til en Vietnam-deling, som også tæller den arrede sergent Barnes (Tom Berenger), hans renskurede rival sergent Elias (Willem Defoe) samt Forest Whitaker, Kevin Dillon (aka. Johnny ’Drama’ fra ’Entourage’), John C. McGinley og en meget ung Johnny Depp.
Hvad?
’Platoon’ var Stones modsvar til John Waynes pro-Vietnam-film ’De grønne djævle’ (1968). Stones udlægning kunne dog hverken kaldes upatriotisk eller subversiv i en tid, hvor modstanden mod Vietnam-krigen for længst havde vundet konsensus. Men den banede vejen for en ny bølge af Vietnam-film, blandt andet Stanley Kubricks mesterværk ’Full Metal Jacket’ (1987).
Holder den?
Den første film i Oliver Stones Vietnam-trilogi (senere fulgte ’Født den 4. juli’ og ’Himmel og jord’) er inspireret af hans egne erfaringer som Vietnam-veteran og er en rå og usminket skildring af slagmarkens gru.
Den er kendetegnet ved en pragmatisk realisme, der indfanger både krigens kedsomhed, kammerateri og psykologiske kompleksitet, og som forlener kampscenerne med en oplevelse af kaos, klaustrofobi og kropslighed. Et dokumentarisk tilsnit, der fortjent har dannet skole siden.
Filmen er dog ikke helt forskånet for Stones didaktiske uvaner, der ikke mindst kommer til udtryk gennem Charlie Sheens voice-over, hvor han læser op af sine breve til sin bedstemor og agerer talerør for Stones politiske agenda. Mest transparent i den afsluttende monolog: »I think now, looking back, we did not fight the enemy; we fought ourselves. And the enemy was in us«.
Man kunne også kritisere den noget manikæiske modstilling mellem den hjerteløse Barnes og den uangribelige Elias, der udgør yderpunkterne i filmens moralske kompas, uden at der findes ret meget indimellem. Men i det mindste er begge karakterer, som de fleste andre i filmen, velafrundede, dragende og flot gestaltet af de navnkundige skuespillere.
Som filmhåndværk står ’Platoon’, Stones eneste Oscar-vinder for bedste film, derfor stadig tilbage som et absolut højdepunkt i hans oeuvre.
Bundlinjen:
Et mesterværk er ’Platoon’ ikke, men trods en forsimplet manikæisk moralisme er den en flot og effektiv krigsfilm, hvis indflydelse er tydelig den dag i dag.
’Wall Street’ (1987)
Hvem?
Charlie Sheens kometkarriere fortsatte med ’Wall Street’, hvor han spiller Bud Fox, en opadstræbende børsmægler. Han får selskab af blandt andre farmand Martin Sheen (som Fox’ far) og Daryl Hannah, men filmen huskes utvivlsomt bedst for Michael Douglas’ glatstrøgne, karismatiske portræt af den ikoniske corporate raider Gordon Gekko.
Hvad?
Mest berømt af dem alle er Gordon Gekkos ’greed is good’-tale, som samtidig er blevet filmens største sociale arv. Venstreorienterede Stone mente egentlig filmen som en advarsel om kapitalismens faldgruber, men den fik den stik modsatte effekt: Den tjente til at mytologisere Wall Street gennem Gordon Gekko, der i stedet for et fugleskræmsel blev et eksempel til efterfølgelse for mange unge børsmæglere.
Set i det lys er det måske ikke så sært, at Oliver Stone siden er blevet mere bastant med sine budskaber?
Holder den?
Oliver Stone er et let mobbeoffer, hvis man er således inklineret. Tag nu bare den universelt latterliggjorte scene halvvejs gennem ’Wall Street’, hvor Fox, forført af kyniske Gekko og hans frynsegoder, stiller sig ud på sin altan og skuer ud over et New York klædt i tusmørke. Et dybt suk, og så spørger han ud i luften, hvis nu nogen skulle være i tvivl om, hvordan han egentlig har det indeni: »Who am I?«
Trods den slags klodsetheder er ’Wall Street’ på sit 30. år stadig en stærkt underholdende film, som med Stones faste fotograf Robert Richardsons indramning af den minutiøse mise-en-scene rammer tidsånden på kornet. Historien er klassisk Hollywood og glider af sted med tempofyldt klipning og mundrap dialog spækket med oneliners.
I dag har ikke mindst de teknologiske landvindinger fået tidsbilledets glittethed til at falme noget, ligesom den verden, Gekko introducerer Bud Fox for, virker mindre chokerende på et nutidigt publikum, der må ty til Martin Scorseses ’The Wolf of Wall Street’ (2013) for en nært beslægtet film, der rammer vores zeitgeist bedre.
Bundlinjen:
’Wall Street’ kan stadig nydes som en vellavet og til tider spændende moralfortælling, men den er så bundet til sin tid, at den ikke undgår at føles en smule bedaget.
’Natural Born Killers’ (1994)
Hvem?
En cool Woody Harrelson og en skinger Juliette Lewis er Bonnie og Clyde – undskyld: Mickey og Mallory Knox – et diabolsk og depraveret ægtepar med morderiske tilbøjeligheder, der trækker et blodigt spor efter sig på deres roadtrip gennem USA og et sensationshungrende og voldsforherligende medielandskab, som snylter på folkedybets bundløse nyfigenhed.
Historien er konciperet af Quentin Tarantino præ-’Pulp Fiction’, og i forsmåethed over ikke at få lov at instruere selv samt senere over at se sit manuskript kraftigt revideret distancerede kultinstruktøren sig fra filmen, som han i mange år hævdede, at han simpelthen ikke kunne komme igennem.
Hvad?
Med gentagne krydsklip og henvisninger til Tonya Harding, Rodney King og ikke mindst O.J. Simpson bøjer Stone sit budskab i neon. ’Natural Born Killers’ var et højaktuelt opråb til massemedierne og deres samvittighedsløse ophøjelse af vold og ulykke til simpel underholdning.
I øvrigt endte ’Natural Born Killers’ med tragisk ironi som udtryk for den bekymrende udvikling, den ønskede at udstille. Filmen huskes således især for at have inspireret flere forskruede fans til at begå copycat-drab, herunder gerningsmændene bag massakren på Columbine High School i 1999, hvilket har ført til en endnu verserende debat om filmmageres sociale ansvar.
Holder den?
Man kan ikke fortænkte Tarantino i hans skepsis, for især filmens første del er et anstrengende sensorisk overload. Stone formulerer sin lidet subtile mediekritik i et hysterisk, psykedelisk filmsprog, der klasker sort-hvide sekvenser, neonfarver, fragmentariske drømmesyn, projicerede budskaber, krydsklip, ultravold og skæve kameravinkler sammen i en kakofoni af postmodernistisk eklekticisme.
Det er et satirisk syretrip, der lefler hårdt for en ung kult, som især blev skabt med ’Pulp Fiction’ året efter, mens historien og karaktererne reduceres til hallucinatoriske fatamorganaer.
Vi er knap nok kommet i gang med filmen, før vi får et langt flashback i form af en manieret sitcom-parodi komplet med dåselatter. Der er ikke plads til finere nuancer hos Stone, som bogstaveligt talt staver sit budskab for publikum, når han projicerer ordene »too much tv« ud på sine hovedkarakterers maver.
Budskabet fremstår (beklageligvis) så selvindlysende, at det har mistet sin brod – om end glorificeringen af seriemordere i det mindste synes mindre fremherskende i dag end dengang.
Ret skal dog være ret: Det bliver lidt bedre, da Mickey og Mallorys dødsrute fører dem i fængsel, hvor Tommy Lee Jones som fængselsinspektør og Robert Downey Jr. som slesk tv-vært (med australsk accent) leverer mindeværdige præstationer, der fungerer fortrinligt inden for filmens excessive univers, mens en fængslende monolog leveret af Woody Harrelson bibringer tarantinosk quotability.
Bundlinjen:
Det er lettere at blive irriteret over NBK’s overgearede stil end at blive provokeret af dens budskab, som i dag fremstår mere banalt end kontroversielt.