’I blodet’: Lidt for meget sjæleligt selvpineri i Rasmus Heisterbergs debut

’I blodet’: Lidt for meget sjæleligt selvpineri i Rasmus Heisterbergs debut
3 6
Spillefilm
Instruktion

Rasmus Heisterberg

Medvirkende

Kristoffer Bech, Elliott Crosset Hove, Victoria Carmen Sonne, Aske Bang, Mads Reuther, Lea Gregersen

Spilletid

104 min.

Premiere

Den 15. september

Stream filmen:

Se 'I blodet' hos Blockbuster

Det er noget af et baneskift, Rasmus Heisterberg er ude i.

Nikolaj Arcels faste manusmakker er kendt som en af dansk films mest pålidelige penne – en genredreng med storsællerter som ‘Kongekabale’, ‘Mænd der hader kvinder’, ‘En kongelig affære’ og ‘Fasandræberne’ i porteføljen. Men nu, nys hjemvendt fra Hollywood og en Robert F. Kennedy-biopic med Matt Damon i støbeskeen, springer han ud som instruktør under ydmygere forhold med en lille, personlig film om en ung mands identitetskrise.

‘I blodet’ strækker sig over en sommer i København – dette forjættede, flygtige fænomen, som synes at fordufte, så snart den er ankommet. Lidt ligesom den ungdom, som filmens hovedperson Simon dier så forslugent.

Simon (debutant Kristoffer Bech, kendt som forsanger i bandet Shiny Darkly) lever et uforpligtende og tilsyneladende ubekymret liv med lange, våde nætter, engangsknald og tømmermændstrodsende 12-taller på medicinstudiet. Men denne sommer banker virkeligheden og voksenlivet på døren, da en af kammeraterne foreslår at sælge delelejligheden, mens en anden venter barn og får en designervase i fødselsdagsgave.

Simon vil ikke bo alene. Han vil hverken have børn eller en designervase. Og han vil slet ikke være voksen. Som en moderne Ole Jastrau fra Tom Kristensens klassiker ‘Hærværk’ flygter han i stedet ned i flasken, hvor tankerne drukner i rusens bevidstløshed, men hvor han også finder spleen i bundsjatterne. Hans adfærd bliver mere og mere destruktiv, og da sommeren går på hæld, er der snart ikke flere soldebrødre tilbage.

Heisterberg demonstrerer i sin instruktørdebut en finindstillet iagttagelsesevne. Der er mange naturlige scener med letflydende dialog fra drengegruppens godmodige trakasserier til den forsigtige, forlegne tilnærmelse dreng og pige imellem, om end nogle af samtalerne foregiver en dybsindighed større, end de besidder. Filmen er i det hele taget et flot og vellignende portræt af ungdommens København anno 2016, og fotograf Niels Thastum leverer sanselige og poetiske snapshots både fra det flimrende natteliv og de dovne morgener, hvor solens lys står skarpt som glas.

Desværre er Simon en svær karakter at holde af. En forkælet og selvoptaget døgenigt, hvis nedtur det er svært at engagere sig følelsesmæssigt eller intellektuelt i. Han er så langt fra den første unge mand i filmhistorien til at lide af livslede og udve, og mange af hans fiktive lidelsesfæller har bedre evnet at give sprog og krop til den uudgrundelige eksistentielle tomhed.

Hverken studentikose replikker a la »ansvar er overvurderet«, Kristoffer Bechs lidt begrænsede spil eller instruktørens til tider famlende flirt med ekspressiv lyd og metaforiske drømmesekvenser rummer de psykologiske nuancer, som havde gjort Simons krise mere gribende og mindre postuleret. Derfor åbner dramaet sig aldrig.

Det er ærgerligt, for der er ømhed og nærvær i scenerne med den usikre bedsteven Knud (Elliott Crosset Hove) og Simons love interest Emilie (Victoria Carmen Sonne). Man kan ikke undgå at tænke, at ‘I blodet’ var blevet en bedre film, hvis den havde brugt mere tid på dem og mindre på at lade sin kedelige hovedperson søbe i sjæleligt selvpineri.

Kort sagt:

Manuskriptsnedkeren Rasmus Heisterberg udlever sin indre Joachim Trier i sympatisk instruktørdebut, men en kedelig hovedperson forhindrer det sanselige københavnerdigt i at gå i blodet på tilskueren.