Prisvindende ’Godless’-instruktør: »Et samfund er nødt til at rode i sit beskidte vasketøj«

Prisvindende ’Godless’-instruktør: »Et samfund er nødt til at rode i sit beskidte vasketøj«
Ralitza Petrova vandt sidste år hovedprisen på CPH PIX med ’Godless’. Nu får filmen rigtig dansk premiere, og vi har talt med instruktøren om at skabe en allegorisk, men også spiddende kritisk film om et land, hvor mennesker sælger deres stemmeret for 20 euro. Et land, hun selv har forladt.

Engang var Bulgarien en by i Rusland.

Okay, faktisk var Bulgarien nærmere betegnet en stat i den sovjetiske østblok. Ligesom sine naboer var landet gennem 80’erne hærget af kummerlige vilkår og tomme forestillinger om frihed, mens koldkrigen ulmede. Men så faldt muren. Et demokratisk styre spirede og med det en lysere fremtid for næsten ni millioner bulgarere.

Men selv i 90’ernes forhåbningsfulde skær kunne bulgarere som Ralitza Petrova stadig træde ud af sin hoveddør og se lejemordere gøre levende til døde på Sofias fortove. Se kriminaliteten og korruptionen blomstre, mens bulgarerne mistede deres vilje til at kæmpe sig ud af mareridtet. Så hun rejste væk og gav op på håbet om en bedre fremtid i hjemlandet.

Petrova tog først til Frankrig og så til England, hvor hun uddannede sig på filmskolen og lavede tre velansete kortfilm. Alt imens holdt hun kontakten til et land, der forblev i en udsigtsløs stilstand.

»Jeg tror, filmskabere er bedst, når de forbliver tro over for det, de ved noget om. Jeg kender fortidens spøgelser, der hjemsøger landet, og endnu mere de følelser som Bulgariens indbyggere tynges af. Det er det sted, jeg kommer fra, så jeg kan tale om det med en fornemmelse for kompleksitet«.

Identitet til 20 euro

Med sin debutfilm ’Godless’ valgte hun at vende tilbage til den lille by Vrast uden for Sofia. Her ville hun udfolde en universel historie om menneskelig dvaletilstand med de farvedrænede boligblokke og et korrupt system som baggrundstapet.

»Og jeg ville gerne provokere. Jeg vil stille spørgsmålstegn ved den apati og kynisme, der gennemsyrer vores samfund og verden«.

Godless 3

Mange bulgarere har fundet Petrovas trøsteløse skildring af hjemlandet mere end bare provokerende, når hun i ’Godless’ fortæller historien om hjemmesygeplejersken Gana (Irena Ivanova). En kvinde, der stjæler ID-kort fra de demensramte og dødssyge patienter, hun tilser, og sælger dem videre på det sorte marked for at tilfredsstille sin morfinafhængighed. Hendes kæreste sælger ID-kortene til politimænd og dommere, der har givet afkald på titlen som lovens vogtere for sexorgier, penge og magt.

»For mig er ’Godless’ en film, der beskriver en følelsesmæssig smerte, som en nation bærer på, fordi tingene ikke ændrer sig. Den viser, hvor svært det er at overleve, når du konstant går på kompromis med din bevidsthed for at overleve«.

Fra socialrealisme til allegori

Ganas afkald på medmenneskelighed beskriver Petrova som en virkelighed, mange bulgarere i dag lever i.

»Mine film er altid paletter bestående af fakta og fantasi. Så selvom Ganas historie ikke er sand, er den baseret på det faktum, at mange ældre mennesker i Bulgarien har solgt deres ID-kort til kriminelle og sågar deres politiske stemme for i omegnen af 20 euro. For mig er det så trist, at et ældre menneske, der engang levede sit liv med integritet, er tvunget til at sælge sin identitet for at købe medicin og brød. Jeg ser det som en klar metafor for et land, der er villig til at sælge sin værdighed for at overleve«.

Historien om denne østeuropæiske osteklokke har resoneret rundt omkring i verden. ’Godless’ vandt den gyldne leopard på Locarno International Film Festival og juryens specialpris ved Sarajevo Film Festival. Herhjemme modtog Petrova sidste år New Talent Grand Prix ved CPH PIX, og nu er hun i Danmark for at følge filmen frem til biografpremieren den 9. marts.

Godless 2

Den internationale anerkendelse har aldrig været et mål for Petrovas debutfilm, men dens humanitære brandtale og visuelle tæft har utvivlsomt banet vejen. Filmet i 4:3-formatet bliver billederne af Ganas aldrende patienter, trivielle suppeslupren og elevatorture lige så intense som scener i film som Xavier Dolans ’Mommy’, László Nemes’ ‘Son of Saul’ og Andrea Arnolds ‘American Honey’, der også leger med filmformatet.

»Jeg ser ikke ’Godless’ som socialrealisme, og det er særligt på grund af dens visuelle stil. Den tackler virkelige problemer, men står for mig mere som en allegori ligesom Michelangelo Antonionis og Robert Bressons film.

Jeg er ikke interesseret i den socialrealistiske form, men at være tæt på sandheden og ophøje den til noget større, som Chris Marker eller Yasujiro Ozu gjorde det. De filmskabere gik tæt på skuespillere, der selv gik tæt på det virkelige liv i deres roller, og så gjorde de dem heroiske«, siger Petrova og tilføjer, at hun er mere inspireret af kunstnere som maleren Rembrandt og fotografen Paul Graham end de belgiske realisme-mestrende Dardenne-brødre.

To millioner er rejst

For at indfange autenticiteten fandt Petrova sine skuespillere i byens gader og stræder. Irena Ivanova, der spiller Gana, og hendes medspillere forstod, hvordan forræderi, amoral og håbløshed føles, når man er vokset op i et postkommunistisk samfund.

»Jeg er i teorien ikke imod konceptet om skuespillere, men når jeg laver en film om dette emne, så er jeg ikke interesseret i at se en højere middelklasseskuespiller prøve at genskabe noget, de aldrig har mærket. Jeg ville finde det autentiske, og det kunne jeg kun i mennesker, der har gennemlevet det her. Mennesker der bærer det i deres ansigt og den måde, de går og taler på.

Jeg gav dem ikke noget manuskript, så de blev stresset over at forberede sig. Det var mig, der havde kontrol over historien, og jeg ville ikke belemre skuespillerne med den. I stedet ville jeg fortælle, hvad de skulle i en specifik scene og høre, om de havde oplevet noget af det samme. Vi ville finde ind til den følelse, og de ville spille den med mine ord. Det er en arbejdsmetode, jeg har været glad for, fordi det er en måde at bruge det virkelige liv i et fiktivt værk«.

Men selvom Petrova forkaster socialrealismen, betyder det ikke, at ’Godless’ er uden samfundspolitisk bund.

»Jeg tror virkelig på, at et samfund kun kan bevæge sig fremad, når det roder sit beskidte vasketøj igennem. Hvis man bare putter det i skuffen, bliver man fastlåst i et limbo, man aldrig kan komme ud af. Det er præcis det problem, vi har i Bulgarien, hvor vi undgår at tale om problemerne, fordi vi har mistet håbet om, at vi kan forandre os.

Og de, der kritiserer ’Godless’ for dens deprimerende udseende, lukker øjnene for, hvad der sker uden for de store byer og de problemer, landet har. Næsten to millioner mennesker har forladt Bulgarien siden 1989. To millioner er rejst på grund af landets stilstand og det konstante misbrug, befolkningen oplever fra magthavernes side«.

Læs også: Det, der får Esben Smed til at tude