Manden bag ny Tinder-serie på DR3: »Jeg har tumlet med en løgnagtig impotent penis og massive hjertekvaler«

Manden bag ny Tinder-serie på DR3: »Jeg har tumlet med en løgnagtig impotent penis og massive hjertekvaler«

Nå, Mads. Allerførst må vi komme med en disclaimer: Det her er det mest nepotistiske interview, vi nogensinde har bragt hos Soundvenue. Hvordan har du det med nepotisme?

»Jeg synes, det er forkasteligt, og jeg har mistet den smule respekt, jeg havde tilbage for jeres ellers udmærkede blad. Men altså i den givne situation, der kan jeg godt se igennem fingre med det«.

Ja, for ikke alene har du skrevet adskillige artikler for os gennem årene, senest for blot et par uger siden. Vi har også kendt hinanden privat i hen ved et årti. Og vi spiller stadig den dag i dag på fodboldhold sammen.

Det stiller naturligvis krav om, at det her interview også bliver det mest kritiske i Soundvenues historie. Det skal få Clement Kjersgaard til at ligne ’Aftenshowet’. Er du indforstået med det?

»Ja. Må jeg i øvrigt lige sige, at du spillede en fremragende kamp her forleden. Synes meget af sejren kan tilskrives din arbejdsiver og ærlighed på banen«.

Fedterøv. Men apropos ærlighed. Så tænker jeg også, at det skal være det ærligste interview nogensinde. Og det mest kontroversielle. Du er jo en ærlig mand. Dumdristigt ærlig, måske ligefrem. Især i medierne. Og så kan det jo gå begge veje. Enten kan det blive et you’ll never eat lunch in this town again-interview. Eller et you’ll never pay for your own lunch again-interview. Med andre ord er målet, at enten vil ingen røre dig med en ildtang bagefter – eller også vil alle. Stadig med ildtang dog. Er du enig?

»Det synes jeg ville klæde os. Og jeg tror sgu lidt, jeg lever efter den gamle Woody Allen slash Groucho Marx saying ’I don’t want to member of a club, that wants me as a member’. Jeg er ret sikker på, at jeg quoter det forkert, og måske er kilden også forkert, men substansen står jeg inde for«.

Mads Grage 2

Mads Grage på et pressebillede, han selv karakteriserer som »Klammo Mads farve«.

Det er Groucho – og det siger jeg slet ikke, fordi jeg lige har googlet. Men godt. Lad os lige sætte scenen ordentligt. Hvor er du lige nu, og har du tøj på?

»Haha lige nu sidder jeg faktisk fuldt påklædt i et klipperum ude i Nordhavn hos vores co-producent Act3, fordi vi skal have klippet en trailer af ’Yes No Maybe’ til det franske marked. Vi gør jo tingene lidt anderledes, så vi har en international salgsagent på, der skal ud og banke døre ned. Men altså, havde du fanget mig enhver anden dag på ugen, så havde jeg siddet derhjemme med tømmermænd og skriveblokade og spillet ’Rainbow Six’ over skype med mine buddies«.

Hmm, det var et både længere og mere usexet svar, end jeg havde håbet på. Men nu til sagen. Du har lavet en webserie (læs anmeldelsen af ‘Yes No Maybe’ HER, red.) baseret på dine egne erfaringer med dating-livet og særligt et storforbrug af Tinder. Mads i serien fortaber sig så meget i kvindekabalen, at han glemmer sine venner. Og sig selv. Hvor mange virkelige kvinder kommer til at blive sure, når de ser serien?

»Jeg tror, der er en håndfuld kvinder, der kommer til at kunne genkende sig selv, når de ser serien, men hvorvidt de bliver sure, må stå for deres egen regning. Jeg synes ikke, jeg udstiller nogen, og alle karaktererne har gennemgået en fiktionalisering. Det er ikke 1:1-dokumentar, men en hybrid over nogle kvinder, der har gjort indtryk på mig på godt og ondt.

Når man har dated så meget, som jeg har, så vil der være nogle tematiske overlaps fra date til date, så ofte er karakteren et patchwork af forskellige kvinder. Jeg ved personligt, hvor tingene kommer fra, men der vil med garanti også være nogle, som mener, at jeg udstiller dem, hvor jeg formentlig har glemt, at de overhovedet eksisterer. Jeg håber, at alle vil kunne se noget af sig selv i alle karaktererne. Der er karakteren Mads et spejl, der fremkalder de andre karakterer.

Undskyld det blev langt«.

'Yes No Maybe'

Til højre ses Yousef Wayne Hvidtfeldt, der spiller Mads i ‘Yes No Maybe’.

»Når man har dated så meget, som jeg har«. Du er en fandens karl, hva!

»Jeg ved for a fact, at jeg ikke er en fandens karl. Og det tror jeg, en kæmpe portion af de kvinder, jeg har dated, kan skrive under på. Set udefra kan jeg godt forstå, at det bliver sådan lidt fisseministeragtigt, men jeg har tumlet rundt med massive hjertekvaler og en løgnagtig impotent penis, der ikke er til at regne med, fordi jeg konstant er på vej ud af et eller andet brud. Jeg forelsker mig meget hårdt og intenst, når det endelig sker, og vil jo dybest set bare gerne elskes.

Det korte og det lange er, at hvis man er på date med en skidesød pige og ikke ved, om man overhovedet kan få den op at stå, hvis man skulle være så heldig at lokke hende med hjem i seng, så bliver man ikke så resultatorienteret. Så handler det om at forlænge nuet og skabe noget magisk, så hun synes godt om én, selvom man skulle være verdens største skuffejern senere på aftenen«.

Det er sgu meget sødt, Fisse-Mads. Har du stadig problemer med at få den op at stå?

»Ja sgu. Det er fucking russisk roulette. Des flere følelser der er på spil, des værre virker lortet«.

Men hvorfor er det interessant for andre at se dig udøve selvterapi for åben skærm?

»Jeg har brugt shitloads af penge på terapi. Eller min mor har. Det her handler om, at jeg er repræsentant for en folkeepidemi. Vi er alle sammen nogle like-ludere, der bare gerne vil elskes. Og de digitale medier er et fix. Jeg tog den bare til ekstremen. Og så er jagten på kærlighed blevet en mudret affære i disse app-tider, hvor der altid er noget mere spændende bag dør nummer 2. Folk committer ikke til kærligheden, ligesom de ikke kan finde ud af at melde sig til en Facebook-event. Det synes jeg er en skam«.

Kan dine potentielle, kommende fans stadig finde dig på Tinder?

»Ja, det kan de faktisk, men jeg tog lige en offperiode på nogle måneder med cølibat og fosterstilling efter et hårdt brud. Nu kan jeg mærke, at jeg er klar på noget seriøst og ikke bare et fix. Det var meget sundt«.

Men du håber vel, at serien kan give dig flere og bedre matches?

»Det er vel derfor man bliver skabende kunstner… Men altså. Det er jo ikke et særligt flatterende billede, jeg giver af mig selv, så det skal jeg nok sabotere ligesom karrieren…«.

Den vatpik jeg var for 3-4 år siden, han havde satme ondt af sig selv

Ja, Mads er jo ret ynkelig i serien. Spiller den af i badet til Saybia. Har ondt af sig selv. Er mere barn end voksen. Er det sådan, du ser dig selv?

»99 procent af tiden. Jeg har ikke så ondt af mig selv som karakteren Mads. Det har jeg lært gennem alle de afvisninger, som dating giver en. Men den vatpik jeg var for 3-4 år siden, han havde satme ondt af sig selv. Det kan jeg godt lide at udstille, for det var latterligt. Jeg forstår fortids-Mads, men han skal også tage sig sammen«.

Har du dyrket klicheen om den lidende kunstner?

»Ja, det er patetisk. Men jeg vil også sige, at jeg har erfaret, at hvis man møder folk med sårbarhed og ærlighed, så får man en ret god connection med mennesker. Vil gerne tro, at jeg taler om vigtigere ting end de fleste på en date. Men det er satme dårlig pillow talk. Det er til gengæld også en forsikring, man lige tegner tidligt på aftenen. ’Hey, jeg sagde, jeg ikke kunne få den op at stå, så du er selv ude om det’.«

Hvad er det mest patetiske, du har gjort i dit datingliv?

»Jeg lægger et ret lavt bundniveau, så det er svært lige at udpege enkelte cases. Der, hvor jeg føler mig mest ussel, er, når jeg ikke kan acceptere en afvisning og bare tigger om at få en verbal lussing. Jeg kan ikke acceptere ghosting som en måde at fortælle folk, at man ikke gider dem. Så jeg tvinger nogle gange de stakkels piger til at være utroligt ærlige om, hvorfor de ikke gider mig.

Og så er den der impotens-situation, hvor jeg desperat forsøger at overbevise pigen om, at det ikke handler om hende, men mit eget shit, også ret patetisk. Samtidig med at jeg er ved at eksplodere indvendigt af raseri og selvhad«.

Hvad er det mest usle, en pige har gjort mod dig?

»Jeg antager altid, at jeg skal tage regningen, så jeg lægger altid mærke til en helt særlig kaliber af kvinder, der lister af for at pudre næsen, når regningen skal betales. Det synes jeg er ret usselt. For jeg er selv på røven ret ofte, og så inviterer jeg på en dåsebajer. Og så er der nogle mega cool piger, der siger, at de da bare tager den, og så giver man næste gang. Det hører dog virkelig til sjældenhederne.

Der er ufatteligt mange, der græder efter sex

Der var også engang, hvor jeg brugte en hel date på at agere parterapeut for en pige, som tumlede med problemer med sin eks. Hvor hun græd ud ved min skulder, men som så ’bare ikke mærkede den’. Der følte jeg mig ret brugt.

Der er også ufatteligt mange, der græder efter sex. Det synes jeg dog er helt smukt og kræver en enorm tillid og intimitet. Det håber jeg, at folk gør noget mere«.

Det med regningen spiller en central rolle i et af afsnittene. Hvor du spidder en hyklerisk feminist. Har du et horn i siden på de erklærede feminister?

»Jeg har ikke et horn i siden på erklærede feminister. Jeg har et horn i siden på hykleri. I alle indpakninger. Nu har jeg oplevet en del militante feminister opføre sig hyklerisk, men det er jo ikke det samme som at sige, at de alle sammen gør det. Og så vil jeg sige, at dating-arenaen fremkalder nogle af de paradokser, som grene af feminismen tumler med«.

Ih hvor nuanceret. Hvad er det for paradokser?

Yes No Maybe 1

»Uh, du vil gerne have mig ud på glat is…«

Hvem mig!?

»Jamen så lad mig da gå planken ud…

Jeg synes for eksempel, at der sker et skred i den identitetspolitiske diskurs, hvor man bedømmer folks kompetenceniveau inden for empati ud fra deres køn, race og seksuelle orientering. Hvor den, der føler sig mest krænket, automatisk er ekspert, og den, der er privilegeret, automatisk er ude af stand til at sætte sig i den krænkedes sted og derfor ikke må udtale sig. Hvor blot det at udtale sig er krænkende.

Det synes jeg er paradoksalt, når det kommer fra en fløj, der bryster sig af at være inkluderende og rummende. Nu taler jeg om en fundamentalistisk forståelse af køn/race/seksualitet etc. Jeg har også været på date med en fuldstændigt genial kvinde, der læste kønsstudier (og som tog regningen uden at lave et nummer ud af det).

Min våde drøm er at skulle debattere med Anne Grethe Bjarup Riis

Jeg tror måske, det brænder lidt sammen i hovedet på nogle af de kvinder, der er splittet mellem deres krop og deres hoved. Hvor de har lyst, men ikke handler på det, fordi sex er blevet politisk. Så i deres iver efter at være rummelige og favnende og inkluderende, så bliver det med den hvide cis-mand som fjendebillede, og når de lige pludselig sidder og har lyst til den mand, der sidder overfor dem, så siger munden ét og kroppen noget andet. Der synes jeg empowerment-feminismen kunne noget. Og at Tinder kan noget. Kvinder har fået lov til at eje deres liderlighed. De må gerne kneppe uden skam. Det tror jeg vil komme os til gode som samfund«.

Jeg føler, jeg sådan journalistisk set burde stille et opfølgende spørgsmål her. Men det må de gøre, når du bliver inviteret i Deadline. Eller til Sverige.

»Min våde drøm er at skulle debattere med Anne Grethe Bjarup Riis. Kan du få det til at ske?«

Jeg tror, du er ved at få det til at ske. Men tilbage til serien. Jeg synes, den starter lidt sløvt. Første afsnit rammer ikke helt skiven. Men derfra bliver den bedre og bedre. Hvad synes du selv?

'Yes No Maybe'

‘Yes No Maybe’

»Det synes jeg, du har ret i. Første afsnit skal lidt for meget. Men jeg trøster mig med, at vi skal gøre på et kvarter, hvad ’Game of Thrones’ bruger halvanden time til. Og så får jeg det bedre med det. Jeg synes også, vi finder formen undervejs. Og karaktererne.

Vi har skudt cirka 90 minutters dramatik på 10 optagedage for ingen penge, så det er klart, der er nogle svipsere. Og så improviserer vi meget for at opnå en naturlighed i sproget. Og nogle gange bliver den naturlighed lidt lang i spyttet og svær at klippe ned. Jeg kan bare ikke holde ud, hvordan skuespillere spiller i dansk film, så det er et nødvendigt onde«.

Hvordan spiller skuespillere i danske film?

»Ned til bagerste række. Eller mumlende naturalistisk. Jeg kan i hvert fald altid høre hvert et komma i hver replik. Der er jeg meget fascineret af mumblecore og fejlene i sproget. Vi har heller ingen punchlines. Jeg synes, det er håbløst umoderne at lave komik på den måde. Jeg vil aldrig ofre troværdigheden for et grin«.

Men altså, har Mads Mikkelsen ikke spillet mumblecore på dansk siden 90’erne?

»Jo, men det er Mads Mikkelsen. Jeg vil gerne se film med ægte mennesker. Altså hvor jeg ser karakteren og ikke en stjerne. Og komedie, hvor det ikke er haha-morsomt, men hvor man hygger sig og genkender sig selv eller ham den impotente, man var på date med forleden. Vi har en underskov af hypertalentfulde skuespillere, som aldrig får chancen, fordi vi har et arkaisk syn på hvordan man laver film.

Jeg tror, der er flere fede kvinderoller i min serie end i det samlede danske filmår

Jeg vil hundrede gange hellere lave film med de drenge, der er med i ’Yes No Maybe’, end med Mads Mikkelsen. Youssef Wayne Hvidtfeldt, der spiller Mads, er den næste nye ting. Og så er ’Yes No Maybe’ en serie, der har en masse fede kvindekarakterer. Jeg tror, der er flere fede kvinderoller i min serie end i det samlede danske filmår ;)«

Når du snakker om et arkaisk syn på at lave film, så handler det vel om meget mere end casting og repliklevering?

»Ja for helvede. Jeg synes jo, alle er idioter. Alle dem, der bestemmer noget. Filminstituttet, tv-kanalerne, instruktørerne. Sådan lidt groft sagt. Altså for nyligt lavede DFI et super fedt tiltag, hvor de støtter webisodes som vores (vi kunne så ikke søge, fordi vi var for langt i processen). Men hvor de giver en halv million til otte forskellige projekter, så de kan lave en dummy af ét afsnit og noget andet lir. For en halv million.

Vi lavede ’Yes No Maybe’ for nærmest ingenting, så selvom jeg kan lide tiltaget, så synes jeg, det skyder helt ved siden af. Giv dem 100.000 til at lave 90 minutter i stedet for en halv million til at lave fem. Folk vil gerne lave ting, men djøffere og smagsdommere og executive producers i form af konsulenter og deslige står klar til at fortælle, hvorfor man ikke kan. Folk der siger, at man ikke kan, burde ikke være i en position, hvor man vælger hvem der får lov.

'Yes No Maybe'

‘Yes No Maybe’

Jeg har min personlige kæphest, fordi folk ikke kan læse komik. Det kræver enormt meget forståelse for, hvad der virker, at kunne læse komik. Men hvis du har dårlig humor, så tror du at komedie er Julefrokosten, Klassefesten, Undercover og så videre. Og der kan komedien altså andet end farcen«.

Hård kritik. Men altså, hvem er du, Mads Grage? Du gik ud af filmskolen i 2013 og har lidt ‘Lillemand’ på cv’et, men ellers ikke noget nævneværdigt før denne serie. Kommer du ikke til at lyde lidt forsmået?

»Jo. Og det er jeg også. Men ikke kun på mine egne vegne. Jeg synes, jeg kæmper en brav kamp for en underskov af talentfulde mennesker, der ikke får lov, fordi dem, der bestemmer, har nået deres inkompetenceniveau. Og slet ikke har fulgt med tiden.

Dem, der lavede film for 20 år siden, sidder stadig på flæsket og får lov til at lave en masse lort, som aldrig burde være blevet lavet. Og jeg kunne snildt have en lang række fine credits på cv’et. Jeg har bare en stolt historik med at blive fyret fra lorteprojekter, hvor folk var mere optaget af at hygge sig end at fortælle historier, der vil noget.

Jeg har en fabelagtig evne til at få folk til at føle sig dumme, fordi jeg er en bedrevidende nar

Jeg vil gerne mene, at jeg har integritet nok til ikke bare at tage en paycheck og en credit. Der vil jeg hellere kalde kejserens nye klæder. Vi har et paradoksalt system, hvor du ikke kan få lov til at lave en film, før du har lavet en film. Og så kan man enten spille gamet og sidde på hjul hos nogle etablerede kræfter, indtil man selv er etableret, eller man kan pay your dues på tv. Eller man kan bruge fire år af sit liv på at være i diverse udviklingsforløb på talentudviklende platforme, der suger energien ud af projekterne.

Vores branche ville være meget bedre stillet, hvis vi fyrede mellemlederne og erstattede dem med en carte blanche konto. I stedet for at give folk to års udvikling, indtil de får tre-fem millioner kroner til at lave en lavbudgetsfilm for, så giv dem én million nu, no questions asked«.

Mads Rosenkrantz Grage

Opvokset på Vestegnen.

Har læst Film- og Medievidenskab og Teatervidenskab. Uddannet manuskriptforfatter fra Filmskolen i 2013.

Har været medforfatter på Jonatan Spangs 'Lillemand' og er blevet fyret fra serier som 'Dicte' og 'Sjit Happens'.

Arbejder ud over 'Yes No Maybe' sæson 2 blandt andet på et projekt med Magnus Millang.

Han har skrevet og instrueret 'Yes No Maybe' baseret på sine egne oplevelser. Selv Mads' lejlighed i serien er Mads Grages egen.

Hele 'Yes No Maybe' kan ses på dr.dk fra søndag 21. maj – og første afsnit vises på DR3 samme dag kl. 20.45

Fik lige læst et kapitel af Mark Frosts ‘Den hemmelige historie om Twin Peaks’, mens du skrev det der.

»Haha. Jeg giver ikke en fuck for ’Twin Peaks’. Alle, der elsker den, forholder sig alligevel kun til sæson 1, som de så for år tilbage. Lad os se, hvor de tager den nye sæson hen…«.

Men altså. Du har fået sparket på ‘Dicte’, ‘Sjit Happens, og har jeg glemt nogen? Er det ikke dig, der er problemet?

»Ja, der var også en Mads Brügger-film. Og en Tamilsags-film, hvor det lykkedes mig at blive fyret adskillige gange. Det er totalt meget mig, der er problemet. Jeg har en fabelagtig evne til at få folk til at føle sig dumme, fordi jeg er en bedrevidende nar. Og de fleste vil ikke føle sig dumme. Men jeg mener, jeg er en bedrevidende nar, fordi jeg ved bedre.

Jeg var bare ikke den rigtige forfatter til ’Dicte’, og det var helt rigtigt set af dem at skille sig af med mig. Men jeg vil da mene, at jeg fik præget sæson 3 i en positiv retning gennem de måneder, jeg var med til at storyline. Tror jeg ødelagde det lidt for mig selv, da jeg kaldte det babymorder-serien og sagde, at det var gratis at dræbe babyer i manuskriptet. Det kræver balls at dræbe et rigtigt menneske«.

Babyer er altså også rigtige mennesker.

»Babyer er ikke rigtige mennesker på film. Det er en rekvisit.

Det mener jeg stadig var rigtigt af mig at sige i ‘Dicte’-forfatterummet. Men nogle vil nok mene, det var karrieremæssigt selvmord. Jeg har i hvert fald mærket til, at jeg fik et ry som ’svær at arbejde sammen med’ siden da. Og det er nok meget rigtigt.

Jeg ville ønske, jeg ikke havde brændt broen til Mads Brügger-filmen, for det var et fucking lækkert projekt, som jeg ville slå et spædbarn ihjel for at skrive. Men der tumlede jeg med nogle virkelig store personlige problemer med et kvindemenneske, så der imploderede jeg.

Tror jeg ødelagde det lidt for mig selv, da jeg kaldte det babymorder-serien

Jeg vil mene, at samtlige af mine chefer har gjort fuldstændigt ret i at fyre mig. Men når jeg bliver hovedforfatter, så vil jeg hyre forfattere, som kæmper med næb og kløer for deres idéer og for at gøre serien bedre. Ikke dem, der er for bange for at rocke the boat, fordi jobbet og pengene og sikkerheden betyder for meget for dem. Jeg vil slås i et forfatterrum. Og man bliver ikke fyret for at sige mig imod.

Men jeg ved godt, at jeg har en attitude som Zlatan og måske mere et talent som Bendtner. Du kender mig jo fra banen. Der tror jeg jo også, jeg kan alt muligt, og så kommer realiteterne og min tyndfede krop i vejen. Men på idéplan, der sidder den altså lige i krydset«.

Men på banen er du jo faktisk ret samarbejdsvillig og… temperamentsforladt? Og ude i virkeligheden er du jo en sød og rar fyr, må jeg tilstå.

»Hmm, ja, men det tror jeg handler om, at jeg kender min plads i hierarkiet. Jeg er langt fra den bedste på fodboldbanen, men jeg kan nogle ting. Og i livet er jeg meget præget af, at jeg blev mobbet hele vejen gennem folkeskolen, så jeg har brugt et helt liv i randen af gruppen og undret mig over, hvorfor jeg ikke var god nok. Så jeg har sådan et iboende selvværdsproblem, som man jo så kan drukne ved at swipe.

'Yes No Maybe'

‘Yes No Maybe’

I forfatterrummet har jeg dog en klar fornemmelse af, hvor jeg ligger kompetencemæssigt. Og jeg fungerer ekstremt dårligt under svag ledelse. Hvis lederen ikke ved, hvor vi skal hen, så skal jeg nok sige det. Og så handler det om en gensidig anerkendelse. Jeg kan snildt indgå i et samarbejde, hvis min kompetence bliver anerkendt«.

Nok fodbold og forfatterrum. Lige til sidst skal jeg høre dig: I et af de første afsnit hugger en meget selvhævdende filminstruktør, der lige er kommet hjem fra Hollywood, Mads kæreste for næsen af ham. Hvem er han bygget på?

»Nu skal jeg jo passe gevaldigt på ikke at sige noget injurierende. Men han bygger på flere karakterer. Jeg var kæreste med en fuldstændigt vidunderlig pige for nogle år tilbage, som fik et job som forfatter på ‘Guldkysten’ af Daniel Dencik, og jeg gik på Filmskolen på daværende tidspunkt og tumlede virkelig med selvværdet. Og følte nok på alle måder, at jeg havde scoret opad. Hvilket alle, der kender mig, vil give mig ret i.

Det her er kun første spæde spadestik i min seksuelle deroute

Så jeg kunne simpelthen ikke leve med, at hun skulle til Ghana med en talentfuld, sexet filminstruktør, der var alt det, jeg ikke var. Så det forhold fik jeg saboteret godt og grundigt ved at være et jaloux småligt menneske. Sidenhen er hun så blevet kærester med Nikolaj Arcel, som jeg beundrer enormt. Især ‘Sandheden om Mænd’, som handler om en manuskriptforfatter ved navn Mads med kærlighedskvaler.

Så følelserne i min Mads er baseret på jalousien over for de to mænd. Men samtidig er det også lidt en tom skal, hvor jeg planter alt mit mindreværd over den etablerede branche, som har fået alt det, som jeg ikke må få. Det er en meget lidt elegant allegori. Men altså denne verdens Vinterbergere, Flyere, Augustere, Madsener og deslige må da hjertens gerne se lidt af sig selv i den karakter. Dybest set er det jo den mand, jeg selv gerne vil være. Og derfor fik han faktisk efternavnet Rosenkrantz, fordi han i sidste ende er mig«.

Det er noget Weronika/Véronique-shit, right there. Nå, men lad os wrappe. Føler du, du var ærlig nok?

»Nu dropper du en eller anden obskur fransk/polsk/whatever reference, som jeg burde kende…«

Jeg har lige læst et interview om Hitchcock, hvor det blev beskrevet, hvordan han manipulerede sine stjerneskuespillere til at være underdanige ved at snakke om en masse kultiverede ting, som de ikke forstod en skid af.

»Ha! Det må jeg prøve! Første trin må være at blive kultiveret.

Jeg ville gerne have været endnu mere ærlig og sårbar. Der var nogle meget vilde og skrøbelige dates, som vi valgte at gemme til en fremtidig sæson, fordi vi var bange for, at karakteren Mads kom til at fremstå usympatisk. Dem ville jeg have ønsket vi havde lavet. For det hele er måske lidt pænt.

Yes No Maybe 2

Men hele idéen med sæson 1 var at give en teaser for, hvad universet kan. Vi vil også gerne fortælle om datinglivet fra en kvindes POV i fremtidige sæsoner. Den skulle aldrig være et selvstændigt værk og slutter derfor også relativt åbent. Det her er kun første lille spæde spadestik i min seksuelle deroute. Og vi er en familie af cast og hold, der alle har ejerskab. Den kollektive vision er ofte stærkere end den oprindelige«.

Tror du, du har brændt nogle broer i interviewet her?

»Formentlig. Men folk, der lader sig skræmme af den slags, ville jeg alligevel komme skidt ud af det med efter kort tid, så måske har jeg sparet en masse mennesker for den oplevelse. Så har jeg mere tid til at lave mine egne ting. Og jeg har fundet en fed gruppe mennesker, der tænker på samme måde, som jeg gør, så jeg behøver ikke de andre.

Hvordan er vores nepotistiske interview gået? Vil du gerne slutte af på en zinger? Skal jeg lige brænde en bro mere? Jeg plejer jo at være mere quotable og kort i spyttet, men det er nogle svære ting, du spørger om!«

Jeg synes, vi er nået vidt omkring. Og ville egentlig bare sige tak for snakken, og vi ses i omklædningsrummet. Altså, du må gerne få det sidste ord, men så skal det denondelynemig også sidde i skabet.

»Jeg føler mig impotent og utilstrækkelig. Kan du ikke runde elegant af. Måske med et Trufeau-citat?«

Truffaut, Mads.

»Godard, så«.

Kan kun den med pigen og pistolen, og den er lidt slidt.

»Hov, må det så ikke være ’Hvad glor du på, din ko?!’ ’Blinkende lygter’ er den film, der gav mig lyst til at skrive film. Og med Mads Mikkelsen knytter vi en smuk lille sløjfe på det hele«.

Elegant. Hvad glor du på, din ko.

Læs også: Anmeldelse af ‘Yes No Maybe’

Læs også: En fuckfinger fra den danske webserieundergrund