‘Whitney: Can I Be Me’: Dokumentar om en af verdens største stemmer rammer lige i hjertekulen

‘Whitney: Can I Be Me’: Dokumentar om en af verdens største stemmer rammer lige i hjertekulen
Whitney Houston i 'Whitney: Can I Be Me'.
5 6
Dokumentar
Instruktion

Nick Broomfield, Rudi Dolezal

Medvirkende

Whitney Houston, Bobby Brown, Robyn Crawford, David Roberts, Bobbi Kristina Brown, Cissy Houston

Spilletid

105 min.

Premiere

Den 26. juli

Midt i ’Whitney: Can I Be Me’ går dokumentarens hovedperson af scenen under en koncert i Wien i 1999. Whitney Houston har lige sunget ’I Will Always Love You’ med al den uforlignelige kraft og følelsesmæssige indlevelse, hun kan mønstre – og som hun mønstrer hver eneste aften under verdensturneen – og sveden hagler af hendes spinkle, korsetterede overkrop.

Det øjeblik, hun er ude af syne for publikum, begynder tårerne at trille. Sangerinden dumper ned på en stol og græder ordløst. »Why you cry? Why?« spørger åndsfraværende assistenter, der bringer håndklæder og vand inden næste sang, mens brølet fra salen endnu lyder i baggrunden over de sidste toner af ’Bodyguard’-hittet.

Whitney stirrer frem for sig, ligeglad med kameraet og de mange mennesker i rummet. Et øjeblik senere er hun ude på scenen igen, 1000 watt-smilet på plads, sved og tårer tørret bort. Hun er stærkt påvirket af stoffer, og turneen bliver hendes sidste succesfulde i livet.

Nick Broomfields dokumentar om en af de største sangerinder i musikhistorien er aldrig forceret sentimental, men ofte oprigtigt hjerteskærende.

Filmen består af interviews med tidligere ansatte og pårørende samt utroligt omfangsrigt aldrig-før-set materiale fra en skrottet dokumentar af hollænderen Rudi Dolezal, som i ’99 fulgte Whitney Houston og hendes crew overalt.

Og her menes vitterligt overalt: Fra hotelværelser i sene nattetimer, hvor Whitney og husbonden Bobby Brown giver fjollede parodier på Tina og Ike Turners voldelige forhold (ironien er bitter), til ferier og fester tågede af spirende forfald.

Whitney Houston i ‘Can I Be Me’.

’Can I Be Me’ er ikke spækket med højtravende konspirationsteorier, a la Broomfields tidligere musikdokuer ‘Biggie & Tupac’ og ‘Kurt & Courtney’. Ej heller føles filmen akut relevant og samtidsreflekterende, som genremesterværket ’Amy’, der kom ud relativt kort tid efter den unge engelske sangerindes død.

Men selvom Broomfield ikke går i kødet på sine interviewpersoner med den form for hard-hitting spørgsmål, man kunne forvente af en film om en kunstner, hvis offentlige liv var indhyllet i misbrug og medieskandaler, lokker hans tilbageholdende approach alligevel ikke så lidt ud af de medvirkende.

Særligt samtalerne med svigerinden – Browns søster – og Whitneys forhenværende bjørn af en bodyguard er fascinerende, når de to ud fra radikalt forskellige standpunkter (og moralbegreber) genkalder sig Whitneys bortgang.

Annonce

Bodyguarden fremlægger endog en hidtil uset rapport til Whitneys advokat fra 1996, hvori han detaljeret beskrev sin bekymring for sangerindens ve og vel – og navngav personer, han mente havde en destruktiv indflydelse på Whitney. Deriblandt svigerinden. »Der er ikke én person derude, der ikke er ansvarlig for den smukke kvindes død,« siger den store mand med grødet stemme.

Whitney Houston på scenen. (Foto: David Corio/’Whitney: Can I Be Me’)

’Can I Be Me’ optrevler Whitneys sociale arv, fra barndommen i et fattigt, sort kvarter i New Jersey med en kontrollerende og religiøs mor, til det magiske gennembrud i teenageårene, og statussen som popdronning på toppen af verden.

På overfladen er det en af den slags rags-to-riches-beretninger, vi har set udfoldet i showbiz mange gange før.

Men Whitneys historie handler mest af alt om en kvinde, hvis dybe identitetskrise kridtede vejen til enden op længe før karrieren peakede.

Sangerinden kunne sin charmerende prinsessepersona på fingrene, men til trods for 25 millioner solgte debutalbums var hun hverken hvid nok til pladestudiernes direktører eller sort nok til sine egne. ’Can I Be Me’ zoomer åndeløst effektivt ind på et af Whitneys mest traumatiserende øjeblikke, da hun I 1989 blev buet af det sorte publikum ved Soul Train Awards for at have »solgt ud«. Kritikken var absurd – Whitney var langt fra den første sorte musiker, der havde opnået succes blandt både hvide og sorte. Men hun var uomtvisteligt den mest succesfulde.

Oplevelsen rystede sangerinden, og såede frøet for den eksistentielle usikkerhed, hun sidenhen dulmede med crack. Og som i et klichefyldt filmisk tvist ville skæbnen det, at Whitney og Bobby mødtes for første gang på selvsamme aften. Bobby gav Whitney den street cred, hun blev forledt til at tro, at hun manglede. Alt imens Whitney gav Bobby et strejf af klasse – og en hulens masse penge.

Whitney Houston, Bobby Brown, moderen Cissy Houston og Robyn Crawford.

Bobby var dog ikke Whitneys eneste kærlighed, og uden et strejf tabloid-mæsken ser Broomfield nærmere på sangerindens forhold til barndomsveninden Robyn. Tabuiseringen af sorte kvinders homoseksualitet i miljøet splittede kun Whitney yderligere, og ikke overraskende sender Bobby og Robyn hinanden giftige blikke, når kameraet fanger dem i samme lokale.

Hver gang sangerinden stiller sig foran en mikrofon i ‘Can I Be Me’ rejser gåsehuden sig. Men det er billedet af kvinden backstage, der for alvor sniger sig ind under huden, hvor frustrationen over hendes triste skæbne forplanter sig til en lille hjertesorg.

Op til premieren på Tribeca-filmfestivalen i år blev ’Can I Be Me’ ramt af sagsanlæg fra Houston-familien, der selv arbejder på en dokumentar om sangerinden. Heldigvis lykkedes det ikke at censurere Broomfields portræt, der hverken dæmoniserer eller helgendyrker – i modsætning til de mange, der knapt så Whitney som et menneske, men et hylster for »en stemme fra Gud«.

Så meget for »can I be me?«


Kort sagt:
Nick Broomfields intime Whitney Houston-dokumentar rammer som et stab i hjertekulen, og efterlader én dybt berørt i biografmørket – for ikke at sige mildest talt rasende over, at så få kerede sig nok om den tragiske sangfugl til at forsøge at hive hende tilbage fra afgrunden.