»Det nye ’Twin Peaks’ er et onaniprojekt – så stik mig hellere ’Billions’«

»Det nye ’Twin Peaks’ er et onaniprojekt  – så stik mig hellere ’Billions’«
Kompleksiteten i 'Twin Peak: The Return' versus banaliteten i 'Billions', eller et surt opstød fra en skør ADHD-kugle om kejserens nye klæder, og om at der er nok ting i verden at føle sig dum over, og det derfor er okay ikke at ville føle sig dum, når man vil se en tv-serie.
»Det nye ’Twin Peaks’ er et onaniprojekt  – så stik mig hellere ’Billions’«
Mads Grage

Uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole.

Stod tidligere på året bag DR3-webserien 'Yes No Maybe'.

KOMMENTAR. Jeg ligger lige nu på en strand på Bali og har svedt ud, at jeg skylder min kære Soundvenue-redaktør en artikel om ‘Twin Peaks: The Return’, og hvorfor jeg ikke kan se mere end et afsnit uden at få lyst til at hamre min lilletå ind i et bordben bare for at føle et eller andet. Og hvis jeg kan lave en lille komparativ analyse og flette ’Billions’ ind, så ville det bare være alle tiders.

Jeg tror muligvis, at opgaven opstod, da jeg skrev en Facebook-opdatering, hvor jeg i frygt for at blive glemt skråstreg i et anfald af FOMO skrev en passiv-aggressiv statusopdatering om, at ‘Twin Peaks: The Return’ lignede videokunst af en førsteårselev på kunstakademiet, og at jeg i kommentartråden bemærkede, at jeg endte med at se ’Billions’ i stedet, for det kunne jeg forstå. Men måske er det bare, fordi det er agurketid.

Det er vigtigt at understrege, at dette ikke er en dybdegående analyse af værkerne. Det er også vigtigt at understrege, at jeg hele mit liv har følt, at min hjerne fungerede anderledes end de flestes. Forrige år fik jeg bekræftet det, da jeg blev diagnosticeret med ADHD, med en gren af Aspergers, der i korte træk er en mild form for autisme, som opfatter verden mere systematisk, logisk og kausalitetsbundent, end den nødvendigvis er.

Derfor føles et fravær af kausalitet og logik som et personligt angreb på mit intellekt, og jeg kan få deciderede raserianfald, hvis jeg ikke kan sætte tingene i system. Her er altså ikke bare tale om én mands forudindtagede mening, men om en skør kugles forudindtagede mening.

Og med denne lille disclaimer – lad os begynde…

Indforstået humor

»She’s dead, wrapped in plastic« er en af verdenshistoriens bedste åbningsreplikker. Jeg elsker den første sæson af Twin Peaks for den konstant knugende stemning forklædt i sæbeoperaindpakning, og for hvordan serien revolutionerende tv-mediet.

Der er faktisk mange ting at elske ’Twin Peaks’ for. Om ikke andet så at alle og enhver stadig siger »Damn good cup of coffee«, når de får serveret en kop mokka.

Men i min optik er ‘Twin Peaks the Return’ ikke en tv-serie, men et onaniprojekt for David Lynch, der er mere optaget af at flette sine drømme og meditationer sammen end at fortælle en historie. Det føles mest af alt som at sidde til en fest med en ekskæreste, man skulle have slået op med for længst, og hendes familie, hvor alle griner lystigt med, når bedstemor genfortæller, hvad hun har drømt ned til mindste detalje, og ingen tør sige, at det ikke giver nogen mening, for hvad vil de andre ikke sige, og hvad med arven?

Det talende træ i det nye ‘Twin Peaks’.

Lynch har en kulsort humor, som i bedste fald kan få én til at klukke, men i værste fald giver en distance til værket. Måske er det tilstræbt verfremdung, men sjovt er det sjældent. Hans humor er heller ikke blevet mere subtil med alderen. Tværtimod. Det føles, som om den er blevet mere sort og indforstået. Som når en gren med tyggegummihoved pludselig taler til Agent Cooper, som en erstatning for den dansende dværg. Onde tunger siger, at det er, fordi dværgen ville have for meget i løn, og at det er Lynchs subtile hævn, at en fucking gren kan gøre det bedre.

Ikke desto mindre giver det en klangbund af weirdness og et univers uden regler. Og så går der altså asparges i en aspergershjerne.

Det, Lynch gør, er nemt

Jeg fatter vitterligt ikke, hvad ‘Twin Peaks: The Return’ går ud på. Jeg forstår, at serien har et trofast kultfollowing, men serien har altså været kejserens nye klæder i en rum tid. Jeg har en mistanke om, at seriens fortsatte hype primært handler om, at ’Twin Peaks’ er en markør for coolness. Det er lidt connaisseuragtigt og viser, at man er edgy på den allermest uforpligtende facon. Gad vist hvor mange der rent faktisk kan huske, endsige har set den udsyrede anden sæson til ende, eller om de bare husker det sublime setup og stemningen fra første sæson og så bilder sig selv ind, at serien slutter, da Laura Palmers morder blev afsløret.

Den forbrydelse begik jeg i hvert fald selv i årevis.

Jeg havde også selv hidset en god fanboy-stemning op, da seriens genfødsel blev annonceret, men hele tiden med en iboende tvivl om, hvorvidt de kunne forløse potentialet. For der er et kæmpe potentiale, men det føles, som om at det, som masserne fandt fascinerende ved ’Twin Peaks’, slet, slet ikke interesserer David Lynch længere. Lynch har altid været en lidt svævende filmskaber, men de senere år har han fuldstændigt mistet jordforbindelsen.

Det gode gamle ‘Twin Peaks’.

Det, der frustrerer mig ved ‘Twin Peaks: The Return’, er, at Lynch bliver ophøjet til en stor ufejlbarlig visionær kunstner, for det, han gør, er altså nemt. Det er nemt bare at kaste bolde i luften uden at gribe dem igen. Det svære er at få alle trådene i sin fortællings garnnøgle til at binde op som en fin sløjfe ved blot at trække i de rigtige tråde. Så må der godt være nogle knuder på tråden, som man kan rende og gruble over og aldrig rigtigt få styr på, men hvis hele ambitionen bare er at lave en garnnøgle, som til evig tid vil være uløselig, så pisser man altså en stor portion af sit publikum ned af ryggen.

Så kan überfans nok så meget proklamere, at det er meningen, at man ikke skal forstå det, men vi befinder os i en verden, som bliver mere og mere kompleks, og vi er derfor mere tilvænnet, at fiktionens funktion er at tilbyde katarsis, og der er ‘Twin Peaks: The Return’ garant for alt andet end det.

Jeg anerkender, at serien potentielt kan vise sig at være vor tids største kunstværk, langt forud for sin tid, som sin første sæson, men jeg tror ikke rigtigt på det. Jeg er naturligvis også skolet i den skandinaviske fortællemodel, hvor vi begrænser os med regler og dogmer og tilstræber fortællingens naturlige historie. Det var netop det, der var så sindsoprivende spændende ved ’Twin Peaks’, dengang. Denne blanding af det ordinære og velkendte mikset med det syrede og uhyggelige. Som vores egen Trier gjorde efter med ’Riget’, med væsentligt større katarsis og følelse af et afsluttet værk.

Og så til ’Billions’…

I 2017 er Lynch stukket helt af på sit private syretrip, som mest af alt bliver sådan en gang Fanboy Bingo, hvor nørderne sidder og konkurrerer om, hvilken intertekstuel selvplagierende reference, som Lynch nu på genial vis har drysset ind i en scene.

Skide være med at scenen er hamrende uinteressant og fem minutter for lang, der var lige det der guldkorn, så man kunne føle sig klog. Nå! Men jeg føler mig dum, når jeg ser det. For jeg vil have, at det betyder noget i den virkelige verden, at det er en cautionary tale, der skal lære mig noget om at leve livet og ikke bare være en Lynch-meditationsplade, der er gået i hak. Det er kedeligt.

»Ja ja, men det er meningen, det skal være kedeligt. Det er det, som gør Lynch så genial«. Nej, bare nej.

Næh du, så stik mig hellere en anden Showtime-serie, ’Billions’. En serie, der bedst kan beskrives som ’Bedrag’ uden Bimse. ’Billions’ er en binge-værdig serie, hvor to verdensklasseskuespillere, Paul Giamatti og Damian Lewis som henholdsvis den retskafne statsadvokat Chuck Roades og den überrige hedgefondsvindler Bobby Axelrod, iført skræddersyede jakkesæt udkæmper en kamp om at få ret og få fred, på rigtigt og forkert, på godt og ondt.

Damian Lewis og Paul Giamatti i ‘Billions’.

Men der er ikke tale om en engel mod en djævel. Den retskafne statsadvokat, Chuck Roades spillet af Giamatti, har en rem af huden af sin modstander og omvendt. Hvor billionæren Bobby Axelrods perversion er penge, er Roades’ seksuel. Den magtfulde statsmand vil naturligvis gerne domineres i sengen. Og har et komplekst forhold med sin psykologkone, som han betror sig til, når han kommer til at give efter og gå på sexklub, samtidig med at hun er en stærk independent woman, der arbejder i det firma, som han selv efterforsker.

Det er svært utroværdigt og enormt belejligt. Men så snart man har købt den dynamik, hvilket ikke kræver stor suspension of disbelief – for vi vil gerne tro, at the one percent er en perverteret indavlet størrelse, hvor alle kender alle – er man med. ’Billions’ er en simpel serie. Men fra det simple setup opstår en smuk kompleksitet i menneskelig adfærd. For som publikum skifter man konstant perspektiv fra den grådige levemand til den (selv)retfærdige statsadvokat, der tager det personligt, når folk bryder loven. Der er regler!

Krampagtige klicheer

’Billions’ er en serie, der handler om vores samfund, om kapitalisme, penge og (u)retfærdighed. Om at have lyst til at omfordele verdens goder med høtyve og fakler, men samtidig liiiige have lyst til at køre i en dyr slæde og bo i The Hamptons.

Den handler om det at være menneske, forklædt som underholdning, hvor ‘Twin Peaks: The Return’ er et navlepillende kunstværk, der peger indad i afsenderens eget oeuvre, men er så obskur og kedelig, at enhver cautionary tale eller relaterbar detalje forsvinder i sildebensgulvtæpper, røde rum og forvrængede stemmer, der afspilles baglæns for at sløre for det faktum, at de ikke siger et ord.

Det svære i en fortælling er ikke at lave spænding, det svære er at lave spænding, der konstant bliver indfriet og erstattet af større spænding. Hvor ‘Twin Peaks: The Return’ formår at skabe spændende scener, så formår den til gengæld ikke at skabe en spændingskurve, hvor man får små præmier løbende for at udholde spændingen. I stedet bliver spændingen erstattet af undren. Og så kan man sidde og undre sig til næste uge, hvor man så igen bliver spist af med mere undren.

Kyle McLachlan som Dougie og Naomi Watts i det nye ‘Twin Peaks’.

Det undrer mig, at Lynch og co. i den grad har holdt sig for gode til at lefle for deres publikum. Der er med garanti en pointe i, at serien skal være en acquired taste, men i iveren efter original weirdness har de glemt, hvad der gjorde serien speciel.

Og det var altså clashet mellem det syrede og det relaterebare i en mordgåde i Small Town America, som er blevet efterlignet til døde (bare uden det syrede element). Fremtiden har indhentet Lynch i mellemtiden, og  det er, som om man ser på en filmmager, der ikke har set tv-serier i 25 år.

Man kan jo mærke ’Twin Peaks’-aftryk i alt fra ’Stranger Things’ til vores egen ’Forbrydelsen’, men det er, som om Lynch og co. nægter at tage ved lære af dem, så afsmitningen kun går én vej. Derfor bliver Lynchs klichéer, som han selv opfandt, pludselig krampagtigt pinlige, grænsende til det latterlige. Det er med garanti charmerende for feinschmeckere, dansklærere og holger-fortolkere, men for en ADHD-ramt knægt, der craver katarsis, er der altså for langt mellem snapsene til at blive hængende.

Nå, men jeg skal snart flyve hjem igen. Det bliver en lang tur, men Qatar Airlines har investeret lidt af deres beskidte oliepenge i ‘Billions’. Desværre har de ikke kastet penge efter ‘Twin Peaks: The Return’. Jeg kunne ellers godt bruge hjælp til at falde i søvn.

Læs også: Det nyeste afsnit ’Twin Peaks’ var det mest batshit crazy, der nogensinde er vist på tv