»Som hvis din datter blev voldtaget til et frat party«: Stephen Kings nådesløse dom over filmatiseringer af Stephen King

»Som hvis din datter blev voldtaget til et frat party«: Stephen Kings nådesløse dom over filmatiseringer af Stephen King
Jeff Fahey som Jobe i Stephen King-filmatiseringen 'The Lawnmover Man'.
Det kræver som filmskaber store nosser at tage fat på Stephen Kings elskede forlæg, for forfatteren er kendt som en nådesløs kritiker. Vi har samlet nogle af hans mest underholdende smagsdomme over filmatiseringerne i anledning af denne King-dominerede sensommer: Cinemateket kører i august og september en serie med fem 80’er-filmatiseringer af forfatterens værker, mens Christian Torpes tv-serie ’The Mist’ snart rammer Netflix, og Nikolaj Arcels ’The Dark Tower’ som bekendt er på vej til de danske biografer.

Anmelderne har ikke været søde ved Nikolaj Arcels premiereaktuelle ’The Dark Tower’. Til gengæld kan den danske instruktør trøste sig med noget, som ikke er alle forundt – velsignende ord fra manden bag forlægget selv, Stephen King:

»’The Dark Tower’-fansene er på det niveau, hvor de dukker op i en autografkø og har tatoveringer på deres kroppe af Dark Tower, Roland, pistoler, eller hvad det nu er. Så det er klart, jeg vil have, at filmen skal tilfredsstille dem, og jeg ved ikke, om det vil lykkes eller ej«, sagde han for nylig i et stort interview med Vanity Fair.

»Men jeg siger altid, at hvis du ikke kan lide den – og det kan jeg – så gå tilbage og læs bogen igen, for den kan du ikke ændre. Men som jeg siger: Man er nødt til at vente og se. Jeg synes, de har skabt en kanon film«.

Brian De Palma lagde i 1973 kimen ved omgående at gøre Kings debutroman ’Carrie’ til en del af gyserfilmkanonen i 1976. Lige siden har Kings enorme forfatterskab, der tæller godt 40 romaner og godt 200 noveller, været endevendt for selv den mindste idé, som kunne smides op på det store lærred eller tjene en plads blandt de mere underlødige kuriositeter på videohylden.

I skrivende er han på IMDb akkrediteret for næsten 250 titler (!), og intet tyder på, at det skulle stoppe der (King har altid opildnet unge filmstuderende til at filmatisere hans endnu ikke kontraktligt forbundne historier for den taknemmelige pris af en sølle dollar).

Nikolaj Arcel instruerer Idris Elba og Tom Taylor i ‘The Dark Tower’.

Et væld af instruktører, inklusive Stephen King selv, har gennem tiden gået på opdagelse i denne skattekiste af titler, der strækker sig fra mareridtsagtige historier om dræberdyr til nostalgiske og tårefremkaldende periodedramaer fra forfatterens barndom i 1950’ernes Maine. Ikke alle instruktører er dog sluppet lige heldigt fra deres filmatiseringer ifølge anmeldere og fans, hvilket den danske showrunner Christian Torpe senest har måttet høre for efter sin ligeledes aktuelle serieudgave af ’The Mist’.

På trods af at King selv betragter filmmediet som laverestående i forhold til det literære, har han aldrig holdt sig tilbage, når dommen skulle lyde over de cinematiske gengivelser af hans bogunivers. Der er således allerede skrevet mangt og meget om Kings erklærede aversion over for Stanley Kubricks version af ’The Shining’. Hvad mange ellers har udråbt til den bedste gyserfilm nogensinde, mislykkes for King på grund af den for ham fraværende motivation bag det psykoridt, Jack Nicholsons Jack Torrance-karakter går igennem.

Først og fremmest begik instruktørlegenden Kubrick dog den fejl, man ifølge King i hvert fald ikke skal begå: Han afveg for meget fra forlægget:

»Jeg synes, ‘The Shining’ er en smuk film, der ser forrygende ud. Den er ligesom en stor smuk Cadillac uden nogen motor indeni. Jeg valgte ikke at sige noget dengang, men jeg havde ikke meget tilovers for den«, lyder en af Kings mildere ytringer om hans syn på Kubricks film, der kan opsummeres i sætningen: »Bogen er hot, filmen er kold; bogen slutter i ild, filmen slutter i is«.

I anledning af premieren på ’The Dark Tower’, ’The Mist’ og Cinematekets store serie med en række af forfatterens gyser- og sci-fi-fornøjeligheder fra 80’erne, har vi håndplukket et par af de film og serier, der på godt og ondt har fået den omnipresente forfatterguds holdning at føle.

De Gode:

Sissy Spaceks ulykkelige blik i ‘Carrie’

’Carrie’ (Brian De Palma)
Vi starter fra begyndelsen. Den blåøjede highschool-pige Carrie Whites opdragelse under en religiøst fanatisk mor clasher med hendes spirende pubertet. Lige lidt hjælper det, at pigen i al sin pålagte fortrængning rummer stærke telepatiske kræfter, der blot venter på at folde sig ud.

De Palmas fetich for Hitchcock-suspense og overtydelig freudiansk symbolik har sjældent været så virkningsfuld som i filmens berømte prom-scene, hvor det indledende menstruationsblod klimakser i massive blodstrømme. De Palma fortæller i dokumentaren ’De Palma’ om, hvordan han så bort fra bogens journalistiske rammefortælling, der blander overlevelsesberetninger fra karakteren Sue Snell med artikelstumper fra overnaturlige hændelser i tiden omkring Carries fødsel.

For en sjælden gangs skyld var det en ændring, King i dag bifalder.

»Spørgsmålet er ‘hvorfor?’, når originalen nu var så god. Jeg mener, det er ikke ’Casablanca’ eller noget i den retning, men en virkelig god horror-suspense-film, langt bedre end bogen«, udtalte King i forbindelse med rygterne om et ’Carrie’-remake, der siden blev til virkelighed og var netop så ligegyldig, som King frygtede.

’Cujo’ (Lewis Teague)
»Seriously, what’s wrong with the dog« bliver Joe spurgt af en skræmt Rachel i en scene fra sæson af 8 af ‘Friends’, hvor de to karakterer får lejlighed til at rykke sig godt ind til hinanden, imens ’Cujo’ kører over skærmen. Den omhandler en familievenlig Skt. Bernhardshund, som efter at være blevet bidt af en rabiesramt flagermus går på et på rabiat blodstogt (King har indrømmet, at han var fordrukken, da han fandt på historien).

Hvad Llewis Teagues’ film fra 1983 ikke vinder på i god smag, gør den til gengæld op for i det kompromisløse tag på materialet, der her fungerer takket være en række effektive jump scares samt ikke mindst scream queen-darlingen Dee Wallace (Elliotts mor i ’E.T.’) i rollen som den beskyttende mor Donna Trenton.

»’Cujo’ er en forrygende film. Du ved, den bliver ofte overset. Hvis der er noget, som nager mig, er det, at Dee Wallace aldrig blev nomineret til en Oscar«, har Stephen King sagt til ABC-programmet ’Nightline’.

Drengenes rejse langs togskinnerne i ‘Stand By Me’

’Stand By Me’ (Rob Reiner)
Ligesom Ben E Kings sjæler, som titlen er taget fra, indkapsler Rob Reiners coming of age-film seeren i en rørende nostalgisk tidslomme i den lille halvanden times spilletid. Som en ’Heart of Darkness’ i børnehøjde begiver Gordie, Chris, Teddy og Vern sig ud for at finde en forsvunden dreng, men rejsen tager form som en magisk overgang til voksenlivet, hvor børnenes allegoriske sidehistorier om tærtespisende fedlinge og masseopkast indgår side om side med opdagelsen af døden som eksistentielt grundvilkår.

Alt sammen klinger rent takket være et formidabelt børnecast med den for tidligt døde naturkraft River Phoenix som essensen af ungdommelig sårbarhed. Filmen, der er baseret på novellen ’The Body’, står som en kærlighedserklæring til Stephen Kings egen barndom og rangerer øverst over hans favoritfilmatiseringer.

»Den havde historiens emotionelle hældning. Den var bevægende… Og husk på, at den var lavet for ingen penge. Den var sat til at være en af de film, der har premiere i seks biografer og så måske forsvinder. I stedet nåede den bredt ud. Da filmen var slut, gav jeg Rob Reiner et kram, fordi jeg var så rørt til tårer, fordi den var så autobiografisk«, fortalte King til The Rolling Stone i 2014.

Annonce

De mindre gode:

’The Running Man’ (Paul Michael Glaser) – vises i Cinemateket
I 2017 er verdensøkonomien brast sammen og USA blevet en totalitær censurpålæggende stat. Efter først at være blevet framet for massemord og siden retmæssigt anklaget for tjeneste i modstandsbevægelsen havner den tidligere helikopterpilot Ben Richards i gladiator-gameshowet ’The Running Man’. I farverig spandex må Ben nu nedkæmpe et ekstravagant freakshow med navne som Subzero, Dynamo og Captain Freedom for til slut at omstyrte den onde mediekonge Killian og afsløre programmets propaganderende natur.

Denne science fiction-dystopi fra 1987 har i 2017 vist sig mere aktuel end nogensinde. Hvad der i 1987 blev modtaget som en run of the mill Schwarzenegger-flick, fremstår i 2017 som et profetisk kulturportræt af nutidens fake news-prædikende vilde vest, hvor den, der styrer medierne, styrer magten. Interessant nok slutter Kings oprindelige roman med, at separatistiske Ben flyver et fly ind i tv-selskabets skyskraberhovedsæde, men det er ligesom en anden profeti.

»Min version af Ben Richards er så langt fra Arnold Schwarzenegger-figuren i filmen, som du kan komme«, skriver i King i en genoptrykt version af sin egen ’The Long Walk’, der som et af flere værker er skrevet under pseudonymet Richard Bachman.

’The Lawnmower Man’ (Brett Leonard)
I starten af 90’erne var man overbevist om, at en Virtual Reality-opbygget hverdag lå lige om hjørnet eller rettere: Instruktøren Brett Leonard bildte det sig.

VR-udfoldelser er således konceptet i denne idiotfortælling og i Leonards efterfølgende ’Virtuosity’ med Denzel Washington og Russell Crowe. Filmen starter fra en chimpanses POV, og præmissen er, at debile Jobe opdages og afprøves i en videnskabsmands forsøg med Virtual Reality og hjerneudvidelse. Forsøget virker, men har den katastrofale følge, at titelkarakteren slår over fra ’simple Jack’ til hyperintelligent og stangliderlig ’Jack the Ripper’ i cyberspace.

Stephen King har, så vidt vides, ikke verbalt givet sin mening til kende om Leonards filmudgave, men der er også andre måder at udtrykke sig på. Således kæmpede King en toårig lang retssag med filmens distributør New Line Cinema for at få sit navn fjernet fra filmen og alskens reklamerelateret indhold.

Årsagen: Filmen havde ’Cyber God’ som arbejdstitel og udover titlen og en telekinetisk styret græslågemaskine var intet genkendeligt fra Kings novelle.

’Children of the Corn’ (Fritz Kiersch)
Et ungt par strander ved et uheld i en ødeliggende landsby, hvor indbyggerne hovedsagligt består af amish-lignende børn med gammeltestamentlige navne. Parret opdager hurtigt, at noget er ragende galt, men først meget sent går det op for dem, at byens diktatoriske præsteleder Isaac og hans højre hånd Malechi ofrer alle over 18 år til en falsk dæmongud ude i kornmarken.

Rip-off’et af ’Jaws’ med dæmonens POV gennem kornmarken og den rødmankede Malechi-figur har været med til at give filmen sin kultstatus, men dens happy end går imod bogens slutning og faldt ikke i god jord hos den kroniske sortseer Stephen King.

»Min oplevelse med de fleste af disse film er som en far, der sender sin datter på college. Du håber, hun klarer sig godt. Du håber, hun ikke havner sammen med de forkerte mennesker. Du håber, at hun ikke bliver voldtaget til et frat party, hvilket er virkelig tæt på det, der skete med ’Children of the Corn’ – i metaforisk forstand«, sådan lød Kings analogi i et interview med USA Today.

Man skal ikke lade sig narre af Drew Barrymores uskyldige udseende i ‘Firestarter’

‘Firestarter’ (Mark L. Lester) – vises i Cinemateket
I hvad der kan beskrives som ’Eleven fra Stranger Things: The Movie’ optræder en ung Drew Barrymore som pigen Charlie, der nedarver flere overnaturlige evner fra sine forældre, som har været en del af et regeringsforsøg.

En af evnerne er det såkaldte ’pyrokinese’, hvor Charlie kan sætte ild til ting ved tankens kraft, hvilket samtidig gør hende til et jaget bytte for skumle regeringsagenter. Filmen er lavet af instruktøren bag ’Commando’, Mark L. Lester. Der blev heller ikke sparet på pyroteknikken, når den lille ’E.T.’-stjerne skulle ud med sine indre dæmoner. Et remake er under udarbejdelse og kan måske falde lidt mere i Kings smag.

»‘Firestarter’ er en af de værste i bunken, selvom den, hvad angår historien, lægger sig tæt op ad originalen – men den er smagløs. Den er cafeteriamoste kartofler. Med hensyn til special effects er der ting i filmen, som ikke giver nogen mening overhovedet. Hvorfor dette barns hår skal blæse, hver gang hun begynder at sætte ild til ting, går over min forstand. Filmen har rigtigt gode skuespillere med undtagelse af hovedrollen David Keith, som jeg ikke følte, var specielt god. Min kone sagde, han havde dumme øjne«.

’The Mangler’ (Tobe Hooper)
»Three modern masters of horror have just created the ultimate machine – for terror«, udbasuneres det selvsikkert i traileren til denne film med henvisning til treenigheden bestående af Tobe Hooper (’Motorsavsmassakren’), Robert Englund (Freddy Krueger fra ’Nightmare on Elmstreet-filmene) og så selvfølgelig King himself. Titlens dæmoniserede strygemaskine viste sig bare ikke at være bygget til at skabe frygt. Filmen om den livsfarlige proto-tørretumbler på jagt efter jomfrublod skabte højst en del klukken hos publikum, der måske skal ses i lyset af de mange nødvendige tilføjelser til Kings meget korte forlæg. Hooper skred endda undervejs, idet han indså, maskineriet ikke fungerede.

»Tobe Hooper, som har instrueret den, er lidt af et geni. Det understreger ‘Motorsavsmassakren’ uden tvivl. Men når et geni går galt… mand, pas på. Filmversionen af ‘The Mangler’ er energisk og farverig, men samtidig end rodebunke med Robert ‘Freddy Krueger’ Englund, som lurer rundt af grunde, som selv nu er uklare for mig. Filmens visuelle side er surreel og sets’ene er beundringsværdige, men et sted undervejs gik historien tabt (måske i de rigelige mængder damp forårsaget af filmens mekaniske hovedperson)«, skriver King i bogen ’Stephen King Goes to the Movies’ fra 2009.

Damian Lewis er på skideren i ‘Dreamcatcher’

’Dreamcatcher’ (Lawrence Kasdan)
Igen et på papiret skudsikkert line-up: De senere konger af serieland Henry James (’Hung), Timothy Olyphant (’Deadwood’ og ’Justified’) og Damian Lewis (’Homeland’) i selskab med Morgan Freeman, manuskript af William Goldman (’Butch Cassidy and the Sundance Kid’ og ’Alle præsidentens mænd’) og instruktion af ’Star Wars’-hovedet Lawrence Kasdan samlet i én film!

Baseret på en bog med den passende danske titel ’Som en ond drøm’ ender denne film fra 2003 som et miskmask af forsødet barndomstilbageblik hentet fra ’Stand By Me’ og paranoiafyldt sci-fi fra ’Body Snatcher’-skuffen plus et pølsemonster á la Cronenbergs ’The Shivers’. Stephen King fandt på historien godt påvirket af opiumsstoffet oxycodon og fortryder dens eksistens. Det samme gælder for filmen.

»Jeg kan godt lide at slippe tøjlerne. Jeg prøver ikke på at holde kvalitetskontrol udover at få gode folk involveret. Sagen er, at du aldrig rigtigt ved, hvad der kommer ud i den anden ende, når du sammensætter et manuskript, en instruktør og alle de andre variabler. Så du starter med ideen om et baseball-hold. Du sætter de bedste spillere på banen, og så ved du, at du de fleste gange vil sejre«, har King sagt.

»I mit tilfælde er der flere film, som lykkes end omvendt – frataget de mange remakes. Hvis du gør det på denne måde, så vil du i de fleste tilfælde opnå noget, der i det mindste har et eller andet interessant over sig. Det betyder dog ikke, at du undgår lejlighedsvise train wrecks som ‘Dreamcatcher’, fordi den slags sker, ikke?«

Den sjove:

’Maximum Overdrive’ (Stephen King)
Også Stephen King selv har stået for skud hos kritikeren Stephen King, i hvad der blev en enlig svale ud i instruktørfaget, ’Maximum Overdrive’. En komet vækker maskiner til live og går drabeligt til angreb på deres ejere. Kun en ung Emilio Estevez (Stephen King havde gerne set, at det var Bruce Springsteen) og sovjetiske atomvåben kan i sidste ende redde menneskeheden.

’Maximum Overdrive’ fik jævnfør titlen alt, hvad remmer og tøjler kunne klare, og Kings forkærlighed for besatte objekter kom lidt for tæt på virkeligheden, da optagelserne var udsat for væltede telefonmaster og vildkørende græsslåmaskiner. Som en lille trøst tabte King det års Razzie Award for værste instruktion til et andet forfængelighedsprojekt, Princes ’Under the Cherry Moon’.

»Problemet med den film er, at jeg var så langt væk på coke under hele produktionen, og at jeg egentlig ikke vidste, hvad jeg havde gang i«, citeres King for at sige i bogen ’Hollywood’s Stephen King’. Og ud fra hans præsentation i traileren til filmen er der vist noget om snakken.

Cinemateket viser Stephen King-filmatiseringerne ‘Sidste Chance’ (‘The Running Man’), ‘Firestarter’, ‘Christine’ og Ondskabens Kirkegård i august og september. Læs mere HER.

(Soundvenue og Cinemateket har indgået et samarbejde for 2017, hvor Soundvenue bl.a. er vært for redaktionens favoritfilm i Cinemateket, og Cinemateket er partner på Soundvenue Filmcast.)