En vis ‘Stranger Things’-karakter skulle oprindeligt dø i sæson 1

En vis ‘Stranger Things’-karakter skulle oprindeligt dø i sæson 1

(Spoiler alert for dem, der ikke har set ‘Stranger Things’)

Kan man forestille sig ‘Stranger Things’ uden Eleven? For mange er hun i Millie Bobby Browns skikkelse selve ansigtet på serien. Men faktisk var det slet ikke meningen, at hun skulle have overlevet sæson 1.

»Måske burde jeg ikke sige det, da jeg gerne vil have det til at ligne, at alt var planlagt, men jeg pitchede det oprindeligt som en afrundet serie. Meningen var, at Eleven skulle have ofret sig selv og reddet verden, og det ville have været det. Der var et tidspunkt, hvor afrundede serier var en stor ting«, sagde den ene af seriens skabertvillinger, Ross Duffer, under en masterclass på Chapman University ifølge The Wrap.

I det meste af anden sæson var Eleven ganske vist adskilt fra resten af drengene, men – SPOILER ALERT! – hun endte med at være den helt store redningskvinde. Som en opdateret Luke Skywalker havde Eleven en helteark, hvor hun måtte rejse ud på en opgave og konfrontere sine indre dæmoner for så at genopstå på ny og komme endnu stærkere tilbage i en nærmest gudelignende form.

Alt det havde man dog aldrig set, hvis det ikke havde været for nogle jakkesætstyper fra Netflix.

»Det er her, business-siden kommer i spil. Da vi startede med at pitche serien, var responsen typisk ‘vi tjener ikke penge på uafsluttede serier’. Jeg husker, at da vi tog til Netflix og pitchede den, var det med kommentaren: ‘Tja, vi kan lide historien, men hvordan kan den fortsætte?’.

Vi begyndte mere eller mindre at improvisere på stedet ‘jo, Will kommer tilbage fra den anden dimension, og han har det ikke godt’. Deres holdning var ‘fedt!’«, fortæller Ross Duffer, der nu står for at styre serien i mål gennem fire sæsoner.

Læs også:  ‘Stranger Things’-epilogscener blev droppet for at sikre kreativ frihed i sæson 3

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af