’Flatliners’: Dansk instruktørs Hollywood-film er hovedrystende ringe
Mens knap 900.000 danskere valfartede i biografen og så årets store superromantiske hit ’Pretty Women’ i 1990, var der knap så stor opbakning til Hollywoods nye darling Julia Roberts næste film ’Leg med døden’, da den havde premiere senere på året. Hvor den førstnævnte var for alle landets forældre, var ’Leg med døden’ for deres unger.
’Flatliners’ – som den originalt hedder – var en af 1990’s helt store buzzfilm blandt ungdommen, og 66.000 indløste billet i biografen. Og så man ikke ’Leg med døden’ på det store lærred, var man helt sikkert en af dem, der så – eller genså – filmen på en lejet vhs-kopi nede fra kiosken. ’Leg med døden’ var en af de gyserfilm med samtidens nye superstjerner Kiefer Sutherland, Julia Roberts, Kevin Bacon, loverboy William Baldwin og til dels Oliver Platt, man bare måtte se. Sådan var det bare. Og sådan er det jo så ofte med hypede film, der holder, lige indtil man opdager, at de ikke gør. ’Leg med døden’ var temmelig elendig allerede i 1990. Og det er genindspilningen ’Flatliners’ såmænd også i 2017.
»Det er en god dag at dø på«, siger Kiefer Sutherland i originalens åbningsreplik, der i Niels Ardens Oplevs remake først falder efter en halv time. Meget større forskel er der såmænd ikke på de to versioner, hvor udgangspunktet er fem medicinstuderende, som på egen hånd i nødhospitalets off limits kælderafdeling beslutter sig for at eksperimentere med døden – eller snarere forske i uvisheden om, hvad der sker, når hjertet slår en sidste gang, og mørket eller lyset overtager ’bevidstheden’.
Fremgangsmåden er simpel – i hvert fald efter manuskriptets logik: På skiftende tur stopper de unge lægestuderende hinandens hjerter og bringer så hinanden tilbage fra det hinsides efter få minutter. Missionen er banebrydende forskning i søgen efter det svar, mennesket har stillet sig selv siden tidernes morgen: Hvad sker der efter døden? De religiøse – uanset trosretning – har jo sådan set svaret. Kun videnskaben har reelt endnu ikke knækket koden. Og i hverken ’Leg med døden’ eller nu her i ’Flatliners’ kommer de skridtet nærmere. Manuskriptets mission er netop at forkaste videnskabens guddommelig bespottelse og i stedet søge tilgivelse på bodsgangens barske straffeveje.
De unge læger finder nemlig aldrig svar. I dødsrigets korte besøg finder de i stedet deres synder, som pludselig manifesterer sig som voldelig visioner i den virkelig verden for at straffe de unge læger for fortidens ugerninger.
En enkelt læge har som ung spredt nøgenbilleder – hævnporno – af en pige fra sin klasse. En anden var været et svin over for en pige, han gjorde gravid og efterfølgende overlod til sig selv på abortklinikken, mens en tredje ved et uheld har et drab på samvittigheden. Og netop mangler på anger, deres selvoptagethed og feje livssyn for at fremme sig selv og karrieren er deres fælles referenceramme. Tilstå og du skal blive tilgivet. Og lad så i øvrigt være med at lege videnskabelig gud!
Det var moralen i Peter Filardis originale manuskript, og det er stadig moralen i manusforfatters Ben Ripleys opdaterede version – eller mangel på samme. Om uhyggen kan man kun sige det samme: Den er fraværende. Endnu mere nedtonet til fordel for fyld med ligegyldige fest-, fjas- og forelskelsessekvenser.
Efter 27 års udvikling inden for special- og visual effects burde man mene, det havde være muligt at løfte 1990-versionens sløje gyserscener til noget mere uhyggeligt, når fortidens ondsindede skygger dukker op i lejligheder eller lighuse, og lægerne i spontant angst indser, de ikke er alene, men onde øjne stirrer dem i nakken.
Men også her fejler Niels Arden Oplevs anden amerikanske film (den første var den jævne ’Dead Man Down’) fælt. Det mest uhyggelige forbliver faktisk den hæslige handling igennem samtlige hovedrystende 110 ringe minutter.