Kæmpe spoilers for ‘The Cloverfield Paradox’.
1. Monstrene kommer!
Fra samtlige sci-fi-thrillere og lommerelativitetsteori har vi lært, at det potentielt kan være noget rigtigt juks at forstyrre rumtiden – »spacetime continiuum« – hvis man da ikke vil ende i en parallel galakse, møde sin onde dobbeltgænger eller få vendt vrangen ud.
I ’The Cloverfield Paradox’ forsøger astronauterne på rumfærgen Cloverfield at fyre op for en vedvarende energikilde med acceleratoren ’Shepherd’, der skal redde den ressourcefattige jord under dem fra sparepærernes uflatterende lys. Filmens oprindelige titel var ’The God Particle’, og er der noget, mennesket ikke må – udover at flyve hovedkulds ned i sorte huller – er det at lege Gud.
Heldigvis er ’Paradox’ klar med en gumpetung ekspositionsdialog leveret af filmens token sortsynede professor, der skærer ud i pap præcist, hvor galt det kan gå:
»Ved hver test risikerer de at lave hul i rumtid-membranen, så flere dimensioner kolliderer … Eksperimentet kan udløse kaos af hidtil usete dimensioner. Monstre, dæmoner og havuhyrer …!«.
Frygten for havuhyrer og deres fæller – såvel som det besynderligt specifikke behov for at skelne mellem arterne (nyhedsværten i scenen hæfter sig først og fremmest ved »dæmoner«) – virker umiddelbart som en aparte tillægsbekymring, når nu jordens undergang alligevel står for døren. Men som i alle katastrofefilm gør man klogt i at lytte til tossen med sølvpapirshat og fedtet hår, der i en højteknologisk fremtid har valgt at skrive en støvet hardcover-moppedreng med powerpoint-omslag frem for at sprede sit budskab på diverse digitale platforme.
Spørgsmålet om, hvorvidt professoren kun er interesseret i at advare pensionister med et lånerkort, står imidlertid i skyggen af absurditetslogikken bag, at det pludselig regner med havuhyrer over det ganske land.
2. Jorden, der blev væk
Efter to lange år og 47 frugtløse forsøg på at starte energiacceleratoren lykkes det endelig for Cloverfield-besætningen at finde tændingen. Men ak: Noget går grueligt galt.
Hvordan ved vi og de det? FORDI JORDEN ER VÆK. Den blå planet er ikke til at se ud af forruden, og et hastigt kig i rumstationens grynede ‘bakspejle’ bekræfter sørme så, at JORDEN ER VÆK. Har Cloverfield simpelthen destrueret den? Eller er rumstationen – gisp – blevet transporteret til en galakse langt, langt borte? Der udbryder hovedløs kylling-panik og kættersk stemning på kontroldækket, hvor de erfarne astronauter stirrer olmt på hinanden og især på gruppens russer i stedet for ud af vinduet, hvor de ellers oplagt kunne have nærstuderet stjernehimlen sammen for velkendte konstellationer og planeter. Senere hovsa-spotter de Cassiopeia, men nej, nej, nej, »IT’S UPSIDE DOWN!«.
Jordens skæbne ville være i mere kompetente hænder hos en KFUM-spejder med sin morfars kikkert end hos Cloverfield-ekspeditionens lallende astroamatører, der ikke magter meget andet end at spille bordfodbold og spise ulækre 3D-printede donuts.
3. 他妈的
Ikke nok med at Cloverfields besætning er som taget ud af en politisk korrekt Benetton-reklame, de har også lært sig at tale kinesisk for at kunne kommunikere med gruppens eneste kineser og asiatiske marketingsmaskot, Tam (Ziyi Zhang fra ’Crouching Tiger, Hidden Dragon’).
Er kinesisk obligatorisk i skolerne i fremtiden, eller er Tam så kulturelt indifferent, at hun efter to år i selskab med sine kolleger stadig ikke orker at tale engelsk mere end højest nødvendigt (læs: Når hun er i overhængende livsfare)? Hvorfor taler besætningsmedlemmerne ikke også tysk til tyskeren og russisk til russeren? Og hvorfor lyder det, som om alle på nær Tam på mystisk vis ændrer stemmer som i en dubbet b-film, når de taler kinesisk?
Sidst, men ikke mindst: Er russeren Volkov missionens sprogspasser eller bare spontant døv, når nu Schmidt (Daniel Brühl) og kæresten Tam pludselig kan konspirere sammen på kinesisk, uden at Volkov, som går lige ved siden af, fatter et hak?
Så mange spørgsmål. Så mange.
4. Det forudsigelige ‘Alien’-moment
Intet respektabelt rummareridt uden en god dosis body-horror.
Her går det særligt hårdt ud over russiske Volkov, spillet af norske Aksel Hennie der har trukket det korteste strå på rollelisten af endimensionelle karakterer med præ-koldkrigsnationale karakteristika (’Selma’s David Oyelowo er den heroisk-amerikanske runner-up).
Efter at Cloverfields rumhop til en alternativ virkelighed belejligt ophæver al logik og derigennem giver manusforfatterne en undskyldning for at bombardere skærmen med uanede mængder af tåbelige indfald uden konsekvens, begynder Volkov at opføre sig underligt.
Først bliver hans ansigtshud elastisk a la David Cronenbergs ’Videodrome’, dernæst smutter hans øjeæble rundt i øjehulen som en slimet pingpongbold i en af filmens eneste effektivt ubehagelige scener for alle os, der i forvejen bliver lidt kvalme af at se folk tage kontaktlinser på.
Men det bliver mere fjollet: Volkov begynder at tale med sig selv i spejlet og forsøger at skyde sine kolleger med en 3D-printet pistol. »There’s a gun now?!« råber pauseklovnen Mundy (Chris O’Dowd) som et ekko af ’Amageddon’s »Man, what are you doing with a gun in space?«-replik.
Jep, der dukker altid en pistol op på en rumfærge i amerikanske film. Og det er som hovedregel besætningens mest suspekte medlem – det hjerteløse kapitalist eller kommunistsvin – der får fingre i den, når lokummet brænder.
Inden Volkov når at forvolde nogen skade, får han det dårligt. Som i ’Alien’-mavekramper-dårligt – og så ved vi alle, hvad klokken er slået. Ikke mindst fordi Mundy kort forinden højt og tydeligt har gjort alle opmærksomme på, at Cloverfields bestand af levende orme (der blævrer rundt i en bunke i en glasmontre – don’t ask) er forsvundet.
Selvsamme orme vælter selvfølgelig ud af munden på stakkels, ligegyldige Volkov, der sålunde lider en uværdigt slimet død. Men intet på Cloverfield er så skidt, at det ikke er en kikset oneliner værd: »Well, vi fandt ormene«, konstaterer Mundy med slet skjult lettelse over i det mindste at have fået løst ét mysterium i gakkelakgalaksen.
Var det ormene, Volkov talte til i spejlet? Forsøgte ormene at overtage kontrollen med Cloverfield igennem deres vært? Og havde det været en langt sjovere film, hvis det havde været tilfældet? The judge is still out.
5. Av min arm
Apropos pauseklovnen. Normalvis glimrende Chris O’Dowd reduceres til 100 procent forceret comic relief, da mekaniker-Mundys arm bliver ’spist’ af en væg, uden at han føler nogen smerte (det havde alligevel været for ulækkert).
Armen er bare væk »som om, den aldrig havde været der«, siger Cloverfields renhjertede kristne doktor (se bare, skeptiske amerikanske seertyper, man kan sagtens være videnskabsmand og gudfrygtig). Hvis armen aldrig havde været der, havde man formentlig ikke haft frit udsyn til knogle og sener for enden af stumpen, men lad nu det ligge, for det bliver meget værre, og desuden er Mundy rimelig cool omkring, at han har mistet en legemsdel under seriøst suspekte omstændigheder. Han tager jo bare skruetrækkeren i den anden hånd.
I bedste ’Twin Peaks’-stil vender armen tilbage, møjsommeligt kravlende hen ad gulvet og med stor nyfunden indsigt i, hvad besætningen skal gøre for at komme ud af deres penible galaksesituation.
»That’s me facking aarrrm!« siger irske Mundy, mest til dem, der lige er vågnet på sofaen, og stikker armen en kuglepen, så den kan formidle et nyttigt, men tilpas gådefuldt tip: De skal skære døde Volkov op og se, hvad der gemmer sig i hans mave, udover ormeefterladenskaber. Hvorfor armen ikke bare kan skrive, hvad det er, eller om den ikke kan stave til ’gyroscope’, ligger hen i det uvisse.
6. Jensens psycho-bitch
Det er dumt, men også en kende ækelt fascinerende, da Mina Jensen (Elizabeth Debicki fra ’The Night Manager’) banker på i rumfærgens altædende væg og viser sig at være fra det parallelle univers’ Cloverfield-mission, der nu er smadret/muteret sammen med vor heltes Cloverfield og gjort kål på Minas kolleger.
Mina er en tilpas overjordisk englesmuk og blond karakter til at være optændt af ufine ambitioner (i rummet kan blege russere og stoiske blondiner skæres over én forræderisk kam) og sikkert nok: Mistænkeligt høflige Mina er ude på at dræbe besætningen og forhindre deres hjemrejse, så hun i stedet kan videregive vigtige data om Cloverfields funktionelle accelerator til sin fortabte jord.
Men hvorfor sender hun ikke blot den data med et tryk på en knap – som Hamilton (Gugu Mbatha-Raw) senere gør det til sit andet ’jeg’ – eller overfører den til et 3D-printet usb-stick, som hun kan tage med i lommen? Der er ingen verdens grund til, at Hamilton og de andre skulle have nægtet Mina en kopi. Nok har lægen fjernet de mange kabler, der gennemborede Mina inde i væggen, men pigebarnet har stadig en skrue løs, og i stedet for at spørge pænt kæmper hun indædt og forgæves, indtil hun som så mange alien-bitches før hende suges ud i den kolde intethed. RIP.
7. Monster i skysovs
’The Cloverfield Paradox’ blev ikke skrevet som en ’Cloverfield’-film – som førnævnt hed projektet ’The God Particle’ – og på den konto er der flere scener, der føles ubehjælpeligt påklistrede i et forsøg på at etablere ’Paradox’ som en prequel for de to foregående kapitler.
Intet billede er dog så fornærmende mod filmserien som ’Paradox’ sidste fem sekunder:
Hamilton og Schmidt er efter de mange strabadser vendt tilbage til vor egen galakse og har fået gang i acceleratoren. Halleluja! Energikilden sender lysende håb mod jorden, og de to overlevende astronauter drager lettede hjem i en ’escape pod’ – men bedst som de bryder igennem skyerne, stikker et gigantisk monster pludselig gabet op af disen og sluger det lille fartøj i én glubsk mundfuld.
W. T. F.
Den paranoide professor havde ret: Acceleratoren åbnede døren for en række »bæster«, som Hamiltons mand kalder dem fra sit skjul i en bunker (filmens mest malplaceret indskudte sideplot, der skal vække minder om den suverænt overlegne ’10 Cloverfield Lane’).
Efter ’Cloverfield’ i 2008 løftede J.J. Abrams sløret for, at monsteret, der skabte ravage i New York, muligvis kun var en baby – hvorfor ’Paradox’ gigaslægtning kunne være et fuldvoksent eksemplar. Men scenen føles som en våd klud i ansigtet.
Helt i filmens ånd i den pinagtige halvanden time, der er gået forud, giver ’Paradox’ ikke en fuck for at toppe sin snotforvirrede filmfortælling med en slutning så doven, at den reducerer ’Cloverfield’s oprindeligt indie-inspirerede koncept til en blockbuster-fadæse, der endegyldigt frarøver franchisen alt originalt momentum og suspense ved at lade udyret sprælle i det afslørende spotlys som Godzilla på slap line.
En fjerde film lander senere i år, men end ikke de lovede havuhyrer kan trække ‘Cloverfield’ op fra sumpen.
Læs også: Anmeldelse af ‘Cloverfield: Paradox’