»Sjældent stærk musikdokumentar« – se den rørende ’Amy’ på C More

Seriemorderen Michael Myers er tilbage i rædselsvækkende trailer til ‘Halloween’-efterfølger

John Carpenters ‘Halloween’ hjemsøgte verden, da den havde premiere i 1978 og blev en øjeblikkelig gyserklassiker. Siden er der blevet lavet et remake og en tilhørende toer, men nu er den direkte efterfølger til originalen på vej mod det store lærred, og det ser gruopvækkende ud.

Den nye ‘Halloween’ udspiller sig 40 år efter originalen, hvor Jamie Lee Curtis gentager sin ikoniske rolle som Laurie Strode, der stod ansigt til ansigt med seriemorderen Michael Myers i den oprindelig film. Hendes lokker er grå, og så er hendes hus fyldt med skydevåben, som hun har brugt de sidste årtier på at lære at mestre.

Strode har én forhåbning i livet: At Michael Myers flygter fra sin livstidsdom i forvaring, så hun selv kan gøre det af med ham. Men drømmen forvandler sig hurtigt til et rendyrket mareridt, da Myers bryder fri, og snart går målrettet efter Strode og hendes familie.

Det er indie-instruktøren David Gordon Green, der tidligere har stået bag film som pot-komedien ‘Pineapple Express’, og Nicolas Cage-dramaet ‘Joe’, som instruerer. Han bakkes op af yderst kapable kræfter, nemlig produktionsselskabet Blumhouse, der har banet vej for skrækfilmens nye guldalder med titler som ‘The Purge’, ‘Paranormal Activity’, ‘Insidious’ og sidste års megasucces ‘Get Out’.

‘Halloween’ får dansk biografpremiere 18. oktober – lige præcis i tide til netop Halloween.

Læs også: Den amerikanske horrorfilm er trådt ind i en ny guldalder

Advertisement