Det skal du vide, før du ser den nye ‘Sons of Anarchy’-spinoff ‘Mayans MC’

5. september er der HBO Nordic-premiere på FXs nye dramaserie 'Mayans MC', som fortsætter, hvor 'Sons of Anarchy' slap. Med den mexicanske bikerklub i hovedrollen. Vi giver her en oversigt i, hvad du skal vide, før turen går til grænsen mellem Californien og Mexico og en verden af narkohandler, kærlighed, karteller og broderskaber på høj oktan med adrenalin i blodet.
Det skal du vide, før du ser den nye ‘Sons of Anarchy’-spinoff ‘Mayans MC’
Hovedpersonen i den nye 'Mayans MC', EZ Reyes, spillet af JD Pardo.

Hvem er Mayans i ‘Sons of Anarchy’?

Mayans MC er en mexicansk motorcykelklub, anført af præsidenten Marcus Alvarez, der begår sig i organiseret kriminalitet med primært fokus på våben- og narkohandel. Eftersom våbenhandel også er en hovedindtægtskilde for seriens centrale bikerklub SAMCRO, er en rivalisering mellem de to klubber naturligvis uundgåelig.

Stridighederne manifesteres allerede i ‘Sons of Anarchy’s første episode, hvor Mayans plyndrer et af SAMCROs våbenlagre og brænder bygningen ned. Herefter er der lagt i kakkelovnen til flere sammenstød mellem de to MCs, og de er da også på randen af bandekrig, da SAMCRO tilbyder at sælge våben til Mayans og yde støtte mod den sorte street gang One-Niners, som er Mayans’ udfordrere på heroinmarkedet.

Som serien skrider frem, gør Mayans MC deres indflydelse i narkoverdenen gældende og faciliterer et samarbejde mellem SAMCRO og det mexicanske Gallindo-kartel om narkohandel. Senere blusser konflikten mellem Mayans og SAMCRO dog op igen, da SAMCRO laver en våbenaftale med irske True IRA, som One-Niners drager fordel af. Mayans indgår hermed en alliance med det kinesiske forbrydersyndikat Lin Triads.

Hvad er det sidste, man ser til dem i serien?

Mod slutningen af ‘Sons of Anarchy’ er voldsudgydelserne taget til i takt med de voksende konflikter mellem SAMCRO, Mayans og Lin Triads. Mexicanerne har vendt sig mod kineserne, fordi de tror, at Lin Triads står bag mordet på SAMCRO-præsident Jax Tellers kæreste Tara. Efter en række blodige angreb, der uskadeliggør det kinesiske syndikat, bliver en række nye vilkår faciliteret mellem SAMCRO og Mayans MC.

Præsidenten for Mayans MC, Marcus Alvarez, i ‘Sons of Anarchy’. (Foto: Prashant Gupta/FX)

Mayans MC bliver hovedleverandører af våben i det nordlige Californien, ligesom de også skal stå for handel med True IRA i Irland. SAMCROs samarbejdspartner Nero Padilla sælger sin andel i bordellet Diosa International til Alvarez, så Mayans MC får således også en aktie i prostitutionsverdenen. Endelig bliver de territorier, Lin Triads kontrollerede, fordelt mellem One-Niners og Mayans MC. Det er således en ganske ekspansiv forretning, den mexicanske bikerklub har kørende for sig, da vi tager afsked med dem i ‘Sons of Anarchy’.

Hvem bliver hovedperson i den nye sæson?

En central karakter i den første sæson af ‘Mayans MC’ er den unge prospect EZ Reyes.

Modsat Jax Teller i ‘Sons of Anarchy’, der er født ind i SAMCRO som søn af klubbens grundlægger, skal EZ kæmpe sig vej op i hierarkiet. I traileren bliver hans håndsrækning til Mayans-præsident Alvarez mødt med et sæt motorcykelnøgler og beskeden om at vaske hans kværn grundigt. Der er således tråde tilbage til den originale serie, ikke blot i gensynet med Alvarez, men også med Galindo-kartellet, som efter sigende kommer til at spille en større rolle.

Gallindo-kartellet, som får en større rolle i den nye serie.

Informationerne er dog pt. sparsomme (både FX, Sutter og skuespillerne holder kortene tæt ind til kroppen inden sæsonstart), men det er tilsyneladende et sammenstød mellem et kartel og Reyes’ familie, der bliver startskuddet til, at EZ dribler ind på kriminelle bane.

Som udgangspunkt etablerer det vores nye hovedperson som en spændende karakter, eftersom han aktivt vælger tilværelsen som outlaw. I traileren får vi indblik i EZs fortid (»he’s the American dream of his family and then there’s an event that rises and he ends up going to prison«). Ligesom Jax i den oprindelige serie er det således skæbnen, som positionerer hovedpersonen i hans nye miljø. Og netop fordi han har kendt til en anden tilværelse, giver det mulighed for at udvikle EZ til en interessant og nuanceret karakter.

Hvad kan vi forvente os af ‘Mayans MC’?

Serien tager sin begyndelse, knap tre år efter begivenhederne i ‘Sons of Anarchy’ sluttede, og udspiller sig på grænsen mellem Californien og Mexico, hvor de mexicanske MC’ere er en afgørende spiller i den kriminelle underverden. Ifølge et interview med skaberen af begge serier, Kurt Sutter, ønsker han at »fusionere de to mytologier«, og vurderet udfra teasere og trailere kan vi forvente actionfyldt drama, der vil appellere til fans af den oprindelige serie.

Som nævnt er hovedpersonen den unge prospect EZ, og traileren løfter desuden sløret for en kærlighedshistorie mellem ham og ungdomsflammen Emily, hvis vilkår (ligesom Jax og Tara i ‘Sons of Anarchy’) synes at balancere mellem lovlydighedens trygge sti og kriminalitetens krogede fangarme. Hvorvidt den vil tegne sig lige så intenst og dramatisk, må tiden vise. Livet i en MC er »like a brotherhood. At the end of the day, it’s family, man«, som det lyder fra Emilio Rivero, der atter ifører sig rygmærket fra ‘Sons of Anarchy’ i rollen som Mayans MC-præsident Alvarez.

Emily er ‘Mayans MC’s svar på Tara i ‘Sons of Anarchy’.

Temaer som loyalitet, hævn, tætte relationer og blodets bånd videreføres således også fra moderserien over i den nye spinoff. I denne omgang har ‘SoA’-skaber Kurt Sutter desuden allieret sig med manuskriptforfatteren Elgin James, som selv har en fortid med banderelateret kriminalitet. Hvilket kan være med til at styrke troværdigheden i ‘Mayans MC’-universet. Ligesom der også er gasset op for det visuelle aspekt med stiliserede kameravinkler og æstetiske shots.

Hvad bliver seriens udfordring?

Den store udfordring bliver helt klart, hvorvidt ‘Mayans MC’ formår at adskille sig fra ‘Sons of Anarchy’ og skabe et solidt selvstændigt univers. Den oprindelige serie strakte sig immervæk over syv sæsoner og introducerede derigennem mange story arcs med interessante karakterer. Om end den mexicanske bikerklub var løbende til stede gennem hele ‘Sons of Anarchy’, spillede Mayans ikke desto mindre andenviolin til SAMCRO. Vurderet ud fra trailerne ser serien også ret identisk ud med det oprindelige ophav.

Nogle SoA-loyalister har da også allerede stillet sig skeptiske over for ‘Mayans MC’ og på forhånd afskrevet serien med lidet flatterende termer som ‘Mayans of Monarchy’ og EZ som ‘a mexican Jax’. Hvilket synes en kende uretfærdigt og præmaturt. Ikke mindst, når serien synes at stile efter at differentiere sig med en hovedkarakter, der skal earn his way up i den kriminelle underverden modsat Jax Teller i ‘Sons of Anarchy’, som var født ind i bikerkulturen og forholdt sig kritisk til MC’ernes kriminelle løbebane.

Modsat ‘Breaking Bad’s spinoff ‘Better Call Saul’, som etablerede en fortællemæssig ramme med udgangspunkt i en opsigtsvækkende bifigur, skal ‘Mayans MC’ på egne præmisser forsøge at markere sig lige så stærkt som ‘Sons of Anarchy’ med et rigt facetteret persongalleri og spændende krydsfortællinger. Om det lykkes, får vi første svar del af svaret på 5. september på HBO Nordic.

Læs også: Anmeldelse af ‘Sons of Anarchy’ – hele serien

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af