‘Vogterne’: Første Verdenskrig – fra et helt andet perspektiv

‘Vogterne’: Første Verdenskrig – fra et helt andet perspektiv
4 6
Instruktion

Xavier Beauvois

Medvirkende

Nathalie Baye, Laura Smet, Iris Bry

Spilletid

138 min.

Premiere

Den 1. november

Den danske premiere på ‘Vogterne’ er godt nok et år bagud i forhold til den franske. Til gengæld falder den fint sammen med 100-året for afslutningen på Første Verdenskrig. Det er nemlig »La Grande Guerre«, som den omtales i Frankrig, der danner ramme for handlingen i filmen. Men hvor vi er vant til at opleve krigen fra skyttegravens udsyn, stilles denne gang skarpt på den hverdag, der foregik langt fra slagmarkens kaos. Vi følger kvinderne, som i mændenes fravær fik tildelt et andet og tungt ansvar, uden at vide hvad morgendagen ville bringe.

Instruktør Xavier Beauvois (’Om guder og mænd’) henlægger fortællingen til den midtfranske Limousin-region, hvor driften på en stor gård styres med bestemt om end noget uprøvet hånd af en enke og hendes voksne datter. Hortense og Solange, som de hedder, spilles af Nathalie Baye og Laura Smet, der også i virkeligheden er mor og datter. De er begge naturligt smukke, men derudover stolte og hårdtarbejdende. Det er de nødt til at være. Husets sønner kæmper ved fronten sammen med Solanges mand, så alt afhænger af de to damer.

Snart får de hjælp udefra i skikkelse af tjenestepigen Francine. Hun er rødhåret, ung og forældreløs. Hun har ben i næsen og ingen problemer med at falde til. Hun arbejder på marken, genner kvæg og tager sig af det huslige. Det er ikke for meget sagt, at hun på gården finder den familie, hun aldrig har haft.

Hun portrætteres af Iris Bry, der ikke tidligere har forsøgt sig som skuespillerinde, men som ikke desto mindre skinner tydeligt igennem. Bry bidrager med en umiddelbarhed, der står i kontrast til Bayes og Smets mere professionelt distancerede spil, og det er om hendes person, at filmen hurtigt centreres, ligesom hun bliver vores indfaldsvinkel til livet på landet i begyndelsen af sidste århundrede.

Ser man bort fra den afsluttende del af filmen, byder ‘Vogterne’ ikke på det store drama. Ligesom Beauvois’ tidligere film, den eminente ‘Om guder og mænd’ fra 2010, der omhandlede et fransk munkeklosters kamp for overlevelse under 1990’ernes borgerkrig i Algeriet, foregår den for det meste i skyggen af katastrofen. Krigen er »off-screen«, og den viser kun sit ansigt, når mændene kommer desillusionerede hjem på orlov, eller når navnene på de faldne soldater bliver læst op i kirken.

Styrken ved filmen er dens adstadige tempo, hvor en periode, der spænder fra 1915 til starten af 1920’erne, får lov til at folde sig ud og komme til syne. Det er de scener, der netop ikke driver plottet direkte fremad, som er de mest mindeværdige. Som når gårdens kvinder høster uden hjælp fra moderne redskaber, og deres blågrå klædedragter falder i med markens gyldne korn. Eller da en gruppe amerikanske soldater slår lejr ved gården og får en drink ude i laden med egnens gamle mand. Bonden mumler, de er højrøstede, og alle hygger sig.

Det er i høj grad sådanne øjeblikke, der gør Beauvois’ billedskønne film værd at se.


Kort sagt:
‘Vogterne’ er en stilfærdig og billedskøn skildring af hverdagen under »La Grande Guerre«. Det giver god mening at se den i disse dage, her 100 år efter verdenskrigens afslutning.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold