’Kaninbjerget’: Netflix’ nye kaninserie fra et langøret perspektiv
Lauge Kaninus stamper ind. Anledningen er, at I hårløse og hensynsløse dræbere igen har skabt levende billeder til de langøredes ’Lord of the Rings’: den fantastiske myte om ’Kaninbjerget’.
Engang fremstillede I os karikeret som enten nuser eller frække. Det ændrede sig heldigvis med den algode forfatter Richard Adams. Han satte sig ind i vores sprog, vores kolonisamfund og skabelsesberetning og viderefortalte historien med alle dens brogede nuancer til sin slags, jer.
Det var dog først med den ekstremt blodige gengivelse i betagende grafit og vandfarver for omkring fire kaninaldre siden, at I fik traumatiserende syn for sagn og derefter udtrykte medfølelse for vores udsatte tilværelse.
Jeres barmhjertighed blev dog hurtigt glemt. Jeg er derfor hoptimistisk over, at I nu viser vores fortælling til nye generationer og så endda i fire dele med ekstra tid til væsentlige Lapine-termer og til at forklare centrale aspekter i vores dyrkelse af solguden Frith og den hellige førstekanin El-ahraihrah.
Alting starter og slutter med El-ahrairah, der for sin frækhed blev straffet af Frith til at leve med sit folk i evig flugt fra naturens fjender. El-ahrairah blev imidlertid begunstiget med et egenartet sæt af hale, poter og ører til at undslippe verdens tusinde dræbere, inklusive jer.
Urfortællingen om El-ahrairah er afsæt for den eventyrlige myte, som udformer sig med Hassel og hans floks farefulde frihedskamp for et trygt sted at bo. At de i første omgang må forlade deres huler skyldes jeres tankeløse jordtilraning, som Hassels synske bror, Femmer, fornemmer er på vej. »Mennesket helmer ikke, før det har ødelagt jorden og dræbt dyrene«, som der ganske rigtigt bliver sagt.
Hassel overbeviser Femmer, den rå Samson og et par stykker mere om at krydse kuperede skovstier, hrududuveje, undskyld, »bilveje«, og søer med konstante trusler til lands, til vands og i luften. Deres største fjende er andre kaniner med en mere indbildsk og snæversynet kultur. Kontrasten tegnes op med Efrafa-kolonien ledet af den autoritære General Galtetand, som med sin krigsliderlige facon »mangler dyrlighed«.
Desværre mangler jeg ’dyrligheden’ hos samtlige af de animerede kaniner. Ét er, at man tilsyneladende har brugt en hare som skabelon. Noget andet er, at jeg ikke kan spejle mig i kaninerne med deres stive bevægelser og fastfrosne pels. De føles sjældent levende i den ellers fine genskabelse af de brungrønne vidder i Sydengland. Vi havde mindst fortjent samme tredimensionelle behandling, som vores flyvske fjender fik med ’Legenden om Vogterne: Uglerne fra Ga’Hoole’.
Når alt kommer til alt, er historien imidlertid så højtragende og medrivende fortalt med overraskende spring mellem kaninernes genvordigheder, at jeg langsomt så igennem ører med de langt fra naturtro billeder. Kaninerne fik tilmed karakter og liv gennem nogle af jeres dygtigste fortolkere, hvor særligt stemmen fra en vis Daniel Kaluuya (’Get Out’) varmede mine øregange som den episke fortæller Klokkeblomst.
Klokkeblomst har den essentielle funktion at viderefortælle legenden om Hassel. En episk heltefortælling om krig og kærlighed, om godt og ondt, om tro og håb og om at forstå verden og sig selv gennem historier. I vil sikkert læse en masse af jeres politik og religion ind i kaninernes handlinger. Selv tramper jeg af glæde over, at vores mægtige myte stadig holder og får lov at leve videre.
Kort sagt:
Ikke engang den grimmeste kanin kan ikke stoppe langøret fortælling af ægte mytologisk stof.