’The Prodigy’: Gyser om creepy barn punkterer sit eget mysterium
»There’s something wrong with Miles«, står der på plakaten til Nicolas McCarthys ’The Prodigy’. Desværre afslører den ’Exorcisten’-inspirerede film alt for hurtigt, hvad det er.
I første scene flygter en kvinde, der har fået hugget sin hånd af, fra en faldefærdig hytte. Inde i huset sidder hendes voldsmand og nynner lumsk ved et skrivebord. Da han ser, at kvinden er flygtet fra sit fangeskab, råber han i vilden sky, hvorefter en tungt bevæbnet politistyrke nærmer sig huset og skyder ham ned.
Samtidig med hans død kommer Miles (Jackson Robert Scott) til verden. Blodklatter på drengebarnets bryst matcher den udåndende mands skudsår. Man skal ikke være Sherlock Holmes for at regne ud, at der er en forbindelse mellem de to.
Alligevel er dette hovedmysteriet, som Miles’ forældre forsøger at opklare gennem det meste af filmen. Sarah (Taylor Schilling) og John (Peter Mooney) opdager hurtigt, at der er noget usædvanligt ved sønnen. Han er afsindigt intelligent og lærer at tale, inden han fylder et år, men samtidig har han svært ved at få venner. Mest bekymrede bliver de, da han slår en klassekammerat ned med en svensknøgle og messer i søvne på et ukendt sprog.
Miles’ opvækst frem til otteårsalderen klares på kort tid. Faktisk går det så hurtigt, at det næsten føles som en montage, når vi både skal lære familien at kende og gyse over drengens eskalerende voldelige tendenser. Opbygningen af suspense, som typisk kræver noget tid, går tabt.
’The Prodigy’ er flot at se på, og den har en håndfuld effektive jump scares undervejs, som ikke virker ’billige’ og med garanti giver jag gennem kroppen – især hvis man ikke har set traileren, som indeholder den bedste forskrækkelse. Men gyset bliver ikke siddende, fordi historien det meste af vejen er ærgerligt forudsigelig.
Taylor Schilling (kendt som Piper i ’Orange is the New Black’) og Peter Mooneys skuespil er helt fint, men det føles ikke, som om man kommer under huden på de flade karakterer. Jackson Robert Scott, der spillede stakkels Georgie i storhittet ’It’ fra 2016, skifter mellem uskyldig søn og udspekuleret dræber med moderat succes, men ligesom sine voksne kollegaer har han ikke så meget karakterdybde at arbejde med.
Da skolepsykologen spørger, om Miles er blevet udsat for vold i hjemmet, kunne det måske have skabt en interessant konflikt. Filmen berører nemlig flygtigt, at John har haft en smertefuld barndom med en voldelig far, der i dag gør det svært for ham at styre sine aggressioner, og Sarah overvejer i et splitsekund, om John mon har gjort deres barn noget. Men dén usikkerhed lægges hurtigt på hylden. Vi ved jo alligevel også godt, at Miles’ mystiske opførsel kommer fra manden i starten af filmen.
I en anden uforløst scene forbereder Miles sig til Halloween i fuld skelet-udklædning, men den uhygge-lovende situation udvikler sig ikke til andet end hans onde, stirrende blik mod sit eget spejlbillede.
Manuskriptets svagheder kommer i særdeleshed til syne i en ufrivilligt morsom scene, der skal understrege, at Miles er unormalt intelligent af en otteårig at være. Til aftenmåltidet spørger han sin far, om de har noget paprika, han kan drysse på sin mad. »Hvordan ved du, hvad paprika er?«, spørger John med store øjne, mens Sarah måber.
Åndelig indtrængen via krydderisnak – ikke synderligt sexet.
Kort sagt:
’The Prodigy’ har nogle velplacerede jump scares undervejs, men gyset bliver ikke siddende i kroppen.