’Gentleman Jack’: Lesbisk godsejer efterlader alle mundlamme i underholdende ny HBO-serie

’Gentleman Jack’: Lesbisk godsejer efterlader alle mundlamme i underholdende ny HBO-serie
Suranne Jones som Anne Lister.
Foto: Jay Brooks
4 6
Tv-serie
Hovedforfattere

Jennifer Perrott og Sally Wainwright

Medvirkende

Suranna Jones, Sophie Rundle, Rosie Cavaliero, Gemma Whelan

Spilletid

8 afsnit á cirka 60 minutter

Premiere

Kan ses på HBO Nordic

Anne Lister sidder i en sofa over for en ung kvinde, Ann Walker, som hun er tiltrukket af.

Ann Walker har lige indrømmet, at hun ikke er sikker på, at hun vil have børn, fordi hun ikke har lyst til at gennemgå en fødsel. Anne Lister svarer i et flirtende tonefald:

»I dissected a baby once. In Paris. It was dead, obviously«.

Anne Lister er hovedpersonen i HBO-serien ‘Gentleman Jack’, hun er bygget på virkelighedens person af samme navn, hvis liv er kendt helt ned i de mest intime detaljer takket være de dagbøger, hun førte. Anne Lister var lesbisk og skrev om den del af sit liv i kode i dagbøgerne. Hun levede i 1880-tallets England og lod sig ikke kue af samfundets meninger om en kvindes plads. Hun elskede at rejse, hun interesserede sig for anatomi og lærte at dissekere i sin fritid. Hun ejede et landsted, som hun drev. Hun tog alle forretningsbeslutningerne og var en benhård forhandler, hvis man skal tro seriens mange underholdende scener, hvor hun efterlader sine modstanderne mundlamme ved forhandlingsmøderne.

Det er den engelske skuespiller Suranna Jones, der har den altoverskyggende rolle som Anne Lister i serien. Hendes karisma og anderledeshed gør alle andre biroller til rekvisitter, der skal understrege hendes apartethed, når hun kommer storkende hen af vejen med lange skridt i de sorte gevandter, hun altid gik i. Og når hun kærligt læner sig ind mod de kvinder, hun vil forføre.

Seriens titel ‘Gentleman Jack’ hentyder til det øgenavn, virkelighedens Anne Lister fik på sin lokalegn, hvor hendes maskuline udseende og særlige ‘interesse’ i andre kvinder var velkendt. Heldigvis var hun velhavende nok til ikke at skulle underkaste sig. Den unge kvinde, Anne Lister forfører med dissekeringssnak i begyndelsen af afsnit to, var ikke hendes første elsker, men blev den kvinde, hun giftede sig med. Det er det forhold, der er omdrejningspunktet i serien, der følger Anne Listers liv fra det tidspunkt, hvor hun vender hjem til sin barndomsegn Halifax i England for at drive og renovere familiens hjemsted Shipden Hall. Hun har store planer for stedet, der skal være finere. I en underholdende middagsscene i familiens skød fabulerer den berejste Anne om den fine, romantiske sti, hun vil anlægge langs huset og om det franskinspirerede Chaumiere – lysthus – hun vil bygge.

»A shed?«, indskyder lillesøsteren Marian, der udgør en strålende modspiller til Anne Lister. Lillesøsteren bliver spillet af Gemma Whelan, som du måske kender bedre som den lesbiske dronning Yara Greyjoy fra Jernøerne i ’Game of Thrones’. Her er hun lige så fantastisk som en vranten pebermø, der er træt af, at alting skal være så anderledes, når søsteren er hjemme.

Rent fortællemæssigt har seriens skabere valgt at benytte sig af samme greb, som Frank Underwood i sin tid introducerede i ‘House of Cards’, nemlig at se direkte ind i kameraet og tale til seerne.

Det virker overraskende naturligt, måske især fordi karaktererne ikke bruger de små tete-a-tetes med publikum til at docere, som Frank Underwood gjorde, men mere til at sende sigende blikke eller rulle irriteret med øjnene. Seerne bliver behandlet som en god, fortrolig veninde. Eller måske som den dagbog Anne Lister betroede sine dybeste hemmeligheder. Det var et senere familiemedlem, der på et tidspunkt fik knækket koden til at aflæse de hemmelige passager i dagbøgerne efter Anne Listers død. Fordi stoffet var så tabubelagt, rådgav hans ven ham til at brænde bøgerne, men i stedet valgte slægtningen at gemme dagbøgerne bag et hemmeligt panel på det landsted, Anne Lister elskede så højt.

Heldigvis – ellers havde vi ikke kunnet nyde HBO’s underholdende serie i dag.


Kort sagt:
Anne Lister er lesbisk, ejer et landsted og er ligeglad med samfundets konventioner. HBO’s nye serie i otte afsnit er et underholdende 1800-tals-drama om en kvinde, der førte sig frem som en mand.

Anmeldt på baggrund af de to første afsnit.

Læs også: Anmeldelse af ‘The Act’ – Serie baseret på uhyggelig true crime-sag kradser kun i overfladen

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold