‘Long Shot’: Charlize Theron og Seth Rogen vinder på hjertevarme, men taber på relevans
Havde Hillary Clinton vundet præsidentkampen, hvis hun var yngre? Og måske oven i hatten lignede en supermodel? Jeg skal ikke kunne svare på det, men det forsøger komedien ‘Long Shot’ så også for mig.
Charlize Theron spiller Charlotte Field, USA’s elskede udenrigsminister, der beslutter sig for at stille op til præsidentvalget i 2020. Ved et tilfælde møder hun journalisten Fred Flarsky (Seth Rogen), som hun var barnepige for som barn. Charlotte beslutter sig for at hyre ham til at skrive sine taler, da hun mangler noget humor. Inden længe rejser de to verden rundt til alverdens politiske arrangementer, og snart blomstrer en usandsynlig romance.
Kemien mellem Theron og Rogen er til at tage og føle på. De er filmens absolut største force. Man tror simpelthen på, at Charlotte kunne finde på at satse sit eget gode ry for at være sammen med en mand, der nok ikke ville blive accepteret af vælgerne. De stærkeste scener er de stille øjeblikke mellem de to, gerne på en af deres mange flyture, hvor de åbner sig for hinanden. Det er overraskende hjertevarmt.
Men alt kan jo ikke ånde fred og idyl, slet ikke når man har at gøre med en komedie med Seth Rogen på rollelisten. Og når flyet ikke er i luften, bliver det umage par da også kastet ud i diverse storpolitiske situationer, hvor de finder sig selv i alt fra fornemme indsamlingsfester til borgerkrige.
Her får Theron lov til at skinne igennem i en komisk rolle, da hun bag den tilsyneladende perfekte Charlotte Field viser, hvor meget hun savner sin vilde ungdom – især når hun får lov at udleve den. I filmens vel nok mest velfungerende komiske scene er hun taget til fest med Fred, og de to ender med at tage en solid mængde MDMA. Festen stopper dog brat, da hun bliver hasteindkaldt til et møde, hvor hun skal forhandle med en gidseltager, alt imens stofferne stadig bruser igennem hendes krop.
Desværre er der flere forbiere end fuldtræffere, hvilket i høj grad skyldes den type teenage-plat og doven falden-på-halen-komik, der tynger mange af Seth Rogens film. Fortællingen kunne med fordel have dedikeret mere skærmtid til de stærke biroller, heriblandt Alexander Skarsgård som akavet canadisk premierminister og en uigenkendelig Andy Serkis som gammel, grisk pengemand.
Men mest skuffer filmen i behandling af dens temaer. Det kunne have været en revsende lussing til samfundsnormerne, både i relation til kvinder i politiske magtpositioner og generelle skønhedsidealer. Men problemerne bliver løst for nemt, og det hele føles for langt fra virkeligheden. I kræftkomedien ‘50/50’ (også med Seth Rogen) beviste instruktør Jonathan Levine ellers, at han sagtens kan balancere tunge emner og velfungerende komik. Det lykkes ikke denne gang.
Kort sagt:
Charlize Theron og Seth Rogen stråler som usansynligt par i ‘Long Shot’, der tør ikke tage sig selv seriøst som samfundsrelevant komedie.