’Resident Evil’-filmene bliver lagt for had – men de er langt bedre end deres rygte

’Resident Evil’-filmene bliver lagt for had – men de er langt bedre end deres rygte
Milla Jovovich som Alice i 'Resident Evil: Extionction'
’Resident Evil’-filmene bliver for det meste henvist til selskabet for direkte-til-streaming-film med mange andre videospilfilmatiseringer. Men det er unfair. Paul W. S. Andersons zombieserie er en underholdende øvelse i action-popart og den eneste action-serie i Hollywood, der for alvor giver plads til kvinder.

I 2016 udgav Screen Gems den sjette og sidste film i den bedst indtjenende filmserie baseret på et videospil nogensinde. I ’Resident Evil: The Final Chapter’ griber den amnesiramte supersoldat Alice (Milla Jovovich) for sidste gang et treløbet haglgevær for at skyde zombier, bremse dæmoniske biovåben og konfrontere sin gamle nemesis, Umbrella-virksomheden, som står bag zombievirussen, der har udryddet størstedelen af al menneskeliv på Jorden.

Hvad end vi snakker film eller tv, er det sjældent, at længerevarende serier formår at slå en tilfredsstillende krølle på sin historie. Men ’Resident Evil: The Final Chapter’ giver sin hovedperson et passende slutpunkt og gearer samtidig op for tempoet med nogle af seriens mest spektakulære actionsekvenser. Alice udløser en lavine af flammende benzin over en horde af glubske zombier og skyder en gruppe soldater, mens hun svinger på hovedet fra en wire. Mesterværk? Nej da, men filmen sætter et glimrende punktum for en serie, som siden 2002 har formået at underholde og overraske.

Så hvorfor er serien, både som helhed og hver enkelt film, så forhadt? Samtlige film i ’Resident Evil’-serien har et negativt scoregennemsnit på aggregatsitet ’Rotten Tomatoes’, og måske bortset fra den første film hører man sjældent et pænt ord om serien hos hverken kritikere eller publikum. Men kritikken er i mine øjne misforstået.

Fattigmandens Michael Bay

’Resident Evil’ er adapteret fra en japanske spilserie af samme navn, som ligeledes omhandler en række zombieudbryd rundt omkring i verden. Og vi kan ikke komme uden om, at ’Resident Evil’-filmene nedrakkes på grund af deres status som videospilfilmatiseringer. Formentlig på grund af makværker som ’Doom’, ’House of the Dead’, ’Rampage’ og ’Mortal Kombat: Annihilation’.

For at eskalere problemet følger hjernen bag serien, Paul W. S. Anderson, kun spillenes handlingsforløb i fodnoteform. Hovedpersonen Alice er således opfundet til lejligheden. Kritikere af videospilfilmatiseringer affejer ’Resident Evil’-filmene, fordi de er baseret på videospil, og fans af videospillene kan ikke fordrage filmene, fordi de ikke er tro mod spillene.

Dertil kommer, at Paul W. S. Anderson i bedste fald anses for at være fattigmandens Michael Bay. En middelmådig håndværker, der stjæler med arme og ben fra andre, bedre filmskabere. Hans gennembrudsfilm ’Mortal Kombat’ er også en videospilfilmatisering, mens hans eneste velansete succes er ’Event Horizon’, en hyperstiliseret sci-fi horror-film, der mikser ’Alien’ med ’Hellraiser’.

Abstrakt pop-art

Paul W. S. Andersons evner bag kameraet kan ikke just sammenlignes med eksempelvis hans navnebrors. Men få instruktører er lige så maksimalistiske i det visuelle sprog og den æstetiske værktøjskasse som Paul W. S. Anderson. ’Resident Evil’-filmene anses ofte som kopier af ’The Matrix’, men trods bullet time-action-sekvenser og telekinetiske superkræfter har Paul W. S. Andersons film langt mere tilfælles med en Baz Luhrmann jukebox-musical end en actionballet instrueret af Wachowski-søstrene. Her er mere, vildere og voldsommere altid bedre, og actionsekvenser eleveres til abstrakt pop-art, der ville gøre Andy Warhol stolt.

Den originale ’Resident Evil’ er med god grund bedst kendt for én scene, hvor en gruppe elitesoldater skæres til shish kebab i en kridhvid gang af glødende lasere. Dette setup vender serien tilbage til igen og igen, og ’The Final Chapter’ slutter sågar med en nævekamp i selvsamme gang med laserstråler svajende mellem Alice og hendes fjende.

‘Resident Evil’

Det kan lyde som for meget af det gode, men de to scener demonstrerer instruktørens store kreativitet over de seneste femten år. Hvor laserscenen fra ’Resident Evil’ forvandler en forhindringsbane til et mordrum, fremhæver kampscenen i ’The Final Chapter’ en formperfekt balancegang mellem en lynende hurtig klippestil og overskuelig kampkoreografi.

Koreografien giver generelt en forestilling om, at gode kampsekvenser er lig med få indstillinger, en ordentlig blodtud. Klipper Doobie White farer til gengæld ustoppeligt mellem forskellige vinkler i en grad, der får ’Taken 2’ til at ligne ’2001: A Space Odyssey’. Men ligegyldig hvor millisekundkorte indstillingerne er, fokuserer de altid på karakterhandlinger, og kampenes fysiske rum etableres altid for at undgå forvirring.

’The Final Chapter’ er langt fra den eneste installation i serien, som leger med filmisk formalisme. Den fjerde, ’Afterlife’ fra 2011, tager den dengang allerede hadede 3D-effekt og skruer den op til absurde højder. Kranier splatter ud over skærmen. Alice springer ud mod publikum fra et eksploderende højhustag som en anden John McClane. Og hun bekæmper et gigantisk, øksebærende monster i en fontæne af sprinklervand med flyvespark og et haglgevær ladet med antikke mønter – alt sammen optaget i slo-mo.

’Retribution’, opfølgeren til ’Afterlife’, begynder med en actionscene, der er optaget baglæns. Resten af filmen foregår i en rekreation af forskellige storbycentr,e fra New York til Moskva, hvor zombier og soldater (og zombiesoldater) arbitrært popper op fra butiksvinduer, mens persongalleriet vitterligt består af kloner af karakterer fra tidligere i serien. Filmen bliver en dristig dekonstruktion af videospil, hvor egentlige personer udskiftes med NPC’er, hvis eksistensgrundlag kun er til for ’spilleren’, og kampsekvenser fungerer som en distraktion.

Adskillige kvinder sparker røv

Skulle man stadig betvivle Paul W. S. Andersons evner i instruktørstolen, behøver man blot se de to film i serien, hvor han kun agerede manuskriptforfatter. ’Apocalypse’, efterfølgeren til den originale film, er den eneste gennemført middelmådige film i serien, med en febrilsk og sløset klippestil, horrible praktiske effekter og et generisk zombiehandlingsforløb, hvor karaktererne blot går fra A til B til C og bliver ædt, parteret og inficeret én efter én.

Den tredje film, ’Extinction’, vendte dog i den grad skuden.

Her overtog Russel Mulcahy (’Highlander’) roret. ’Extinction’ er ikke lige så bombastisk som Paul W. S. Andersons sidste tre film i serien, men etablerer de resterende films fokus på stil og form over indhold. Zombie-virussen har transformeret hele Jorden til en ’Mad Max’-dystopi, en gal videnskabsmand eksperimenterer med domesticerede zombier og Alice-kloner, og Alice selv har fået en opgradering fra stakåndet zombieoverlever til demi-gud med telekinetiske kræfter og evnen til at holde make-uppen og frisuren perfekt trods den bagende sol og døende civilisation.

Den totale destruktion af Jordens økosystem efterlades forresten i støvet i de efterfølgende film, ligesom karakterer, handlingstråde og motiver kommer og går. Dødbidere kunne bruge et helt liv på at pille små sår i ’Resident Evil’-seriens manglende logik og struktur.

‘Resident Evil: Afterlife’

Men de samme kritikpunkter kan rettes mod roste actionserier som ’Mission Impossible’ og ’The Fast and the Furious’. Målet med denne type genreøvelser er ikke at følge en kronologisk eller stringent intern logik som i MCU-filmuniverset, men snarere at rykke i actiongenrens visuelle udtryk og form. At kritisere ’Resident Evil’ for ikke at følge gængse fortællerstrukturer, er som at kritisere en komedie for ikke at være uhyggelig nok.

Endelig er kvinder – sammenlignet med standarden for Hollywood – bare utrolig velrepræsenteret i ’Resident Evil’. I modsætning til ’Wonder Woman’, ’Haywire’ og ’Atomic Blonde’ er Alice langt fra den eneste kvinde, der kan sparke røv. Og hvor Quentin Tarantino altid tegner sine kvindelige selvtægthelte som ofre for mandlig vold, er Alice anderledes motiveret af et ønske om selvrealisering og overlevelse.

Dermed ikke sagt, at serien er videre progressiv. Der er ikke én person med to x-kromosomer bag kameraet. Men når resten af industrien stadig må anstrenge sig for at placere to kvinder på skærmen samtidig, er det alligevel værd at tage med. Små sejre, og alt det der.

Serien castede sågar den kinesiske stjerne Li Binbing i rollen som den asiatiske karakter Ada Wong i ’Retribution’. Det kan lade sig gøre at skabe en succesfuld actionserie, der ikke white washer roller, og som består Bechdel-testen. Og som konsekvent holder sig under to timers spilletid.

Det i sig selv er grund nok til at fejre ’Resident Evil’.

‘Resident Evil’-filmene rangeret:

1. ‘Resident Evil 5: Retribution’
Et vidunderligt stykke pop-art, hvor genrefilm og videospil dekonstrueres. Der hældes benzin over actionmanualen, og Paul W. S. Anderson har en fest med den ene overvældende actionsekvens efter den anden.

2. ‘Resident Evil 6: The Final Chapter’
Ikke så fandenivoldsk som sine to forgængere, men til gengæld seriens mest vellykkede actionfilm i mere traditionel forstand. Filmen sætter et tilfredsstillende punktum på serien, om end jeg sagtens kunne have forestillet mig serien fortsætte.

3. Resident Evil 3: Extinction’
’Mad Max’ møder zombiegenren møder Neos kamparsenal. Det kan lyde som for meget af det gode, men resultatet er overraskende underholdende. Med ’Extinction’ flyttede serien sig fuldstændig fra videospillenes handlingsforløb, hvilket skulle vise sig at være det helt rigtige valg.

4. ‘Resident Evil 4: Afterlife’
Paul W. S. Anderson fjerner hurtigt Alices mest vanvittige kræfter fra tredje film, men skruer op for de hæsblæsende actionsekvenser. Samtidig begynder han at give slip på enhver form for narrativ logik. Uden megen grund dukker fjender fra ’Resident Evil 5’-spillet op. Hvorfor? Fordi de er fedt designet!

5. ‘Resident Evil’
En træg zombiefilm komplet med 00’ernes uheldige forkærlighed for en MTV-lignende klippestil, der reddes af solide præstationer fra Michelle Rodriguez og Milla Jovovich. Paul W. S. Andersons viser sine evner som visuel instruktør, navnlig med et lasermorderrum.

6. ‘Resident Evil 2: Apocalypse’
Den eneste af de seks film, der rent faktisk er så ringe, som serien generelt har ry for. Sjovt nok også filmen, der holder sig tættest på kildematerialets handling, specifikt spillet ’Resident Evil 3: Nemesis’.

Læs også: Er ‘The Matrix’ stadig revolutionerende 20 år senere?

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold