‘Gud være lovet’: Tankevækkende film om pædofiliskandalen i den katolske kirke

‘Gud være lovet’: Tankevækkende film om pædofiliskandalen i den katolske kirke
Foto: Camera Film
4 6
Instruktion

François Ozon

Medvirkende

Melvil Poupaud, Denis Ménochet, Swann Arlaud, Bernard Verley, Yves-Marie Bastien, François Marthouret, Éric Caravaca, Martine Erhel

Spilletid

137 min.

Premiere

Den 28. november

Misbrug af børn finder sted overalt. Men overgrebene, der er forekommet i den katolske kirke, er alligevel særligt forfærdende. For skulle den institution, der gennem to årtusinder har stået fast på sin egen moralske autoritet, netop ikke beskytte samfundets svageste? Det lugter langt væk af hykleri.

Man forstår indignationen. Det handler ikke kun om de præster, der har misbrugt børnene. Bevågenheden skyldes i lige så høj grad den kultur og struktur, der har tilladt dem at slippe af sted med forbrydelserne, og som først greb ind for sent eller slet ikke.

Emnet er komplekst, men rummer også sit eget virkelighedsbundne drama og er flere gange er blevet omsat til det store lærred. Tom McCarthys ‘Spotlight’ fra 2015, om det hold reportere, der afdækkede omfanget af misbrugssagerne i bispedømmet Boston, vandt en Oscar. François Ozons seneste film, ‘Gud være lovet’, er i samme liga og indbragte instruktøren Sølvbjørnen ved dette års filmfestival i Berlin. Fokusset er dog anderledes.

McCarthy optog sin film over et årti efter begivenhederne i Boston. Ozon greb derimod fat om en helt aktuel affære, da han satte sig for at dramatisere anklagerne mod præsten Bernard Preynat fra Lyon, der gennem 30 år udnyttede 70 børn, mange på spejderlejre. Det er ofrene og deres kamp for retfærdighed over for Kirken og det franske retssystem, der har Ozons interesse. Preynats advokater prøvede at få filmen stoppet, endnu før den kom ud. Ozon, der også stod bag manuskriptet, replicerede, at han ikke ville fortælle noget, som offentligheden ikke allerede vidste.

Måske ikke. Men de forskellige vidnesbyrd er vævet sammen til en sammenhængende historie, der fænger på en anden måde på film, end den ville gøre som avisartikel. Og det brede vue, der spænder over to timer, er det, der gør ‘Gud være lovet’ vellykket. ‘Spotlight’ var thrilleragtig, mens ‘Gud være lovet’ er et intimt portræt af de mennesker, der først sent indser, hvad det egentlig er, de er gået igennem.

‘Gud være lovet’ sammenfletter tre forskellige skæbner, der alle har været udsat for Preynat. Indledningsvis følger vi Alexandre, en nydelig 40-årig bankmand, lykkelig gift og far til fem. Familien går i kirke hver søndag, men en dag går der skår i glæden. »Pillede han også ved dig?« spørger en barndomsven Alexandre, der finder ud af, at Preynat stadig har kontakt til børn.

Over en voice-over hører vi Alexandre læse de breve, han har sendt til Preynats foresatte, Lyons ærkebiskop, kardinal Barbarin. Ikke for at hævne sig, men for at beskytte Kirken, som han selv formulerer det. På billedsiden ser vi kardinalen med ryggen til, mens han fra tårnet i Fourvière-basilikaen holder den indviede hostie frem for den by, han langsomt er ved at miste grebet om.

(Foto: Camera Film)

Ozons casting er glimrende. Erfarne Melvil Poupaud portrætterer stilfærdigt insisterende den fromme, men ihærdige Alexandre, der støder mod en mur, hver gang han kontakter Kirken. Selv hans forældre går imod ham. »Du skal altid lave rav i den«, bebrejder hans mor ham. François Marthouret formår med nedtonet mimik og enkelte afgørende og afslørende replikker at indfange den dårlige samvittighed, der tynger kardinal Barbarin. »Gud være lovet er alle sagerne forældede«, fortaler han sig til en pressekonference. Der er heller ikke meget monster over den aldrende og overvægtige Preynat, som Bernard Verley lægger krop til, der med foldede hænder og blikket vendt mod gulvet erkender sine synder. Først efter filmens premiere blev han dømt og afsat fra embedet.

Alexandre møder to andre ofre, François (Denis Ménochet) og Emmanuel (Swann Arlaud), der som figurer er mere hidsige og karikerede, og som begge har vendt Kirken ryggen. Sammen starter de en forening for ofrene. Deres historier sætter Alexandres i relief og tydeliggør, hvordan Preynat ramte alle niveauer i det franske samfund. Ozon, der med film som ‘Swimming Pool’, ‘8 kvinder’, og ‘Frantz’ på cv’et, mest er kendt for sine store stilistiske armbevægelser, er her forfriskende sober, og det overrasker ikke, at han oprindeligt havde tænkt sig filmen som dokumentar.

Man kunne dog sagtens have været de flashbacks foruden, der illustrerer, hvordan Yves-Marie Bastien som en yngre Preynat forgriber sig på drengene. Det er skræmmende nok, når scenerne blot antydes i et nutidigt perspektiv.


Kort sagt:
François Ozon, fransk films store stilist, har med ‘Gud være lovet’ skabt et nedtonet drama om en svær sag, der naturligt lægger op til deba

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold