Med Soundvenue Springer sætter vi fokus på de nye talenter, der blæser os bagover lige nu, og som vi glæder os til at følge i mange år frem.
Faktisk var Sylvester Byder travlt beskæftiget med gymnasiet, da han for to år siden landede en hovedrolle som Jonas i den norske successerie ‘Skam’ sat op som teaterstykke på Aveny-T. Eller det vil sige, han havde i hvert fald travlt med at skippe timer, sidde demonstrativt i sin dynejakke og bande af verden.
Men i dag står det 20-årige skuespillertalent midt i sit store gennembrud. Og det er »sgu ikke rigtigt til at fatte«, som han siger. I efteråret spillede han den psykotiske teenager Kasper i DR-søndagsserien ‘Fred til lands’, og i det nye år er han med i to store danske film, som udspiller sig under henholdsvis Første og Anden Verdenskrig. I Anders Refns ‘De forbandede år’, der har premiere på torsdag, spiller han over for blandt andre Bodil Jørgensen og Jesper Christensen, og i Henrik Ruben Genz’ filmatisering af romanen ‘Erna i Krig’ er det med Trine Dyrholm, Ulrich Thomsen og Anders W. Berthelsen ved sin side.
Ja, på bare to år har Sylvester Byder, der er søn af skuespillerne Anne-Sofie Espersen og Søren Byder, formået at skifte, hvad han selv kalder et halvskidt selskab, ud med nogle af landets mest prominente skuespillere. Og han har allerede vist sit værd med en underspillet naturlig og mystisk karisma, der antænder en konstant drift hos seeren efter at vide mere.
»Jeg sov ikke mere end to-tre timer om natten, mens vi optog ‘Fred til lands’, fordi jeg samtidig indspillede ‘De forbandede år’. Så jeg arbejdede i 12 timer om dagen. Kørte om natten. Og når jeg landede hos min mor, var hun sådan der: ‘Det her er mad. Det her er en seng’. Det var sindssygt hårdt, men samtidig det mest fantastiske i verden. Anders Refn er jo en legende. Og jeg spillede sammen med de vildeste skuespillere. Når man er barn af skuespillere, er det ikke uvant at se kendte mennesker. Men jeg har jo altid været deres sidebitch. Nu bliver jeg selv inviteret til premierer«.
»De kylede mig ud af gymnasiet, fordi jeg ikke var der. Derfor har jeg det også sådan nive-i-armen-agtigt hele tiden nu, hvor mit liv har ændret sig fuldstændig. De smed mig ud, fordi jeg ikke var der. Fair nok. Da jeg kom tilbage til gymnasiet efter tre måneder med ‘Skam’, kunne jeg slet ikke navigere i den der gym-mentalitet. Hvem er venner? Hvem har slået op? Hvem er vild med hvem? Det gik op for mig, at jeg var pisse ligeglad. Derfor begyndte jeg at skabe mig lidt til verden. Jeg følte, at jeg på tre måneder var blevet så meget ældre. Og det var vildt ubehageligt. Det er ret ensomt at tænke sådan. Ligegyldigheden blev lidt selvmedicinering«.
»Så stod jeg der. Hvad fuck skal jeg nu gøre? Jeg havde tænkt, at jeg bare kunne leve af de penge, jeg havde tjent på ‘Skam’. Og hey, mine forældre havde vel også en eller anden børneopsparing, jeg ikke havde hørt om. Men så landede reality bare som en stor fed lussing. ‘Skam’ var slut. Jeg havde ingen uddannelse og brugt alle mine penge. Hvad nu, tænkte jeg? Og så bliver jeg fandme indkaldt til casting på ‘Fred til lands’. Det her er min redning, tænker jeg. Min eksistentielle livline. Så jeg ofrede alt! Jeg lukkede mig inde og hørte deprimerende musik og ringede til min far og sagde: ‘Hvis jeg ikke får den her rolle, så vil jeg aldrig være skuespiller igen’. Det var alt eller intet, fordi jeg året forinden havde været til en casting på en rolle i ‘The Rain’, som jeg ikke fik«.
»Og sådan endte jeg i et sommerhus med jacuzzi, pool og eget værelse, mens jeg øvede manus med Dar Salim og Morten Hee. Helt vanvittigt. I rollen som Kasper gravede jeg mig ind til en syvårig Sylvester, der fik at vide, at hans forældre skulle skilles. Jeg udviklede en knap, så jeg kunne tænde og slukke for ham. Knips, nu er jeg Kasper. Knips, nu er jeg Sylvester. For mig handler skuespil om at gøre så lidt som overhovedet muligt. På den måde mister du ikke så meget af dig selv. For selvom jeg er så meget andet, så spiller jeg altid en fraktion af mig selv. Jeg har ingen uddannelse ud over livets skole. Jeg har oplevet en skilsmisse, skiftet skole fire gange, været ballademager og ulykkeligt forelsket. Og det bruger jeg i mit skuespil. Jeg behøver ikke lære, hvordan det er at være ked af det – for det var jeg i forgårs«.
Der er klart noget OCD over min måde at gå til arbejdet på. Jeg lærer replikkerne lynhurtigt, og så repeterer jeg dem som en sang én gang i timen. Forleden skulle jeg til casting hos Netflix, hvor jeg vågnede natten før, fordi jeg skulle tisse. Og der var min hjerne bare sådan der: Det er fint, tis, men du går ikke i seng, før du kan dine replikker. Og så er der ikke noget at gøre. Jeg vil være 100 procent sikker på, at ingen kan komme og prikke mig på skulderen og sige: Du har ikke forberedt dig. For jeg tror på, at hvis jeg tager noget fra nogen, så skal jeg også give noget igen. Det kan man med kærlighed, venskab og materielle ting. Men er der én ting, man ikke kan give tilbage, så er det tid. I gymnasiet lavede jeg ikke andet end at spilde andres tid. Sad helt demonstrativt i klassen og gjorde det klart, at jeg ikke havde tænkt mig at lære noget. Men i dag kan jeg ikke forestille mig noget værre end at spilde nogens tid på et filmset. Fy for helvede«.
På min fødselsjournal står der ‘Miraklet fra Hvidovre’. Jeg kom til ret brutalt til verden. Dødfødt, fordi jeg ikke havde fået luft i 25 minutter. Og da mine forældre var de første, der fik et barn i det skuespiller-community, de var del af, vidste alle, hvem jeg var. Det er sgu noget underligt noget at være skuespillerbarn, fordi en masse profilerede skuespillere har set mig tosse rundt bag et scenetæppe. Jeg har aldrig inkluderet mine forældre i mit skuespil. Aldrig øvet en replik med dem. Men derfor er det en kæmpe tryghed, at de kender til det hele. At de lige kan normalisere det hele, når jeg har siddet og spist vegetarmad med Ulrich Thomsen på strøget i Estland fire dage i streg«.
»Den sværeste scene, jeg har lavet, var i ‘Fred til lands’, hvor jeg skulle kravle rundt på jorden omringet af 25 høns og sige ‘kluk kluk’. Der stod en vindmaskine, som blæste dun i hovedet på mig, så jeg brækkede mig efter hvert take, fordi jeg slugte så mange af dem. Det var virkelig ydmygende, hvilket var helt perfekt. For det var præcis den følelse, vi var ude efter. En af de skuespillere, der inspirerer mig allermest, er Tom Hardy, som besidder en evne til at spille de hårdeste roller med en helt enorm sårbar smerte i øjnene. Og Christian Bale, som i min optik er verdens bedste skuespillere. Han kan ligne lort og en million, og jeg ville betale en milliard for at låne et af de looks bare én dag. Og så Ryan Gosling, fordi han gør så lidt i sit skuespil – det er vanvittigt følelsesmæssigt afstemt«.
»Jeg ser skuespillet lidt som at være fodboldspiller. Han spiller måske kamp og bliver bedømt én gang om ugen. Men derfor skal han stadig sørge for at spise og træne ordentligt hele ugen. På samme vis skal jeg passe på mine følelser – selv når jeg ikke er på. For hvis der er en casting, skal jeg være fucking klar. Og der har jeg fundet ud af, at det i hvert fald ikke hjælper at fare rundt, have en million venner og bruge sin energi på det forkerte«.
»Skuespillerskolen er et ømt punkt, fordi så mange mener, at det er the only way to go. Så det der med at være autodidakt, uden papir på sine evner, står ikke altid stærkt. Jeg har da også flirtet med tanken. Men der er sgu noget i mig, som godt kunne tænke sig at gøre det anderledes. I stedet for at gå tre år på Skuespillerskolen kunne jeg måske tage et halvt år i L.A., sidde ved siden af den nye Ryan Gosling og Tom Hardy og blive testet hver dag – møde hver dag og få at vide, at jeg er den dårligste. For så får jeg lyst til at smadre det fuldstændig! Jeg drømmer om at få en hovedrolle i en kæmpe international film. Det der opkald, hvor man føler, det lige præcis er dig, de er ude efter. Noget, du ved, du kan. Det er drømmen«.