’The Grudge’: Der kunne lige så godt have været en bøh-nedtæller i hjørnet

’The Grudge’: Der kunne lige så godt have været en bøh-nedtæller i hjørnet
1 6
Spillefilm
Instruktion

Nicolas Pesce

Medvirkende

Tara Westwood, Junko Bailey, David Lawrence Brown, Andrea Riseborough, Demián Bichir

Spilletid

93 min.

Premiere

Den 2. januar

Den seneste i rækken af Grudge-film (med den dybt opfindsomme titel ’The Grudge’…) begår den måske værste dødssynd, man kan begå, når det kommer til franchise-opfølgere. Den er nemlig ikke bare en overdådigt elendig film, den er en overdådigt elendig film, der ødelægger en ellers innovativ tilgang til en filmserie, der har ligget i dødvande i ti år. Et dødvande, der er så langt at foretrække frem for denne syndflod af en gyserundskyldning.

Ligesom det i sin tid var et genialt påfund at blande gys med grin i horrorcomedy-genren (en af de bedste gyserfilm, jeg nogensinde har set, er stadigvæk ’The Cabin in the Woods’), var det lidt af en genistreg, da Nicolas Pesce og Jeff Buhler besluttede sig for at smide et godt gammeldags krimiplot ind i et aflåst rum sammen med goth-spøgelset Kayako for så at tage et par skridt tilbage og overvære den topunderholdende, titaniske kamp, der naturligvis måtte følge. Hvad de nok ikke havde spået var, at både krimien og Kayako i stedet ville krabbe over i hvert sit hjørne og lægge sig til at sove. Den nye film er en lige så effektiv sovepille som Forget-Me-Now-roofien fra ’Arrested Development’, men desværre uden samme skade på korttidshukommelsen.

Pesce og Buhlers ’The Grudge’ er, hvad man nok ville kalde en antologifilm, der finder sted på tværs af tid og karakterer. I ’nutiden’ (aka 2006, da den vist skal finde sted umiddelbart efter Sarah Michelle Gellar-filmen fra 2004) bliver en politiefterforsker rodet ind i en mordsag, der tilsyneladende har en forbindelse til en række andre sære hændelser i byen gennem de seneste to år. Hun tager hurtigt sagen i egne hænder, på trods af hendes partners insisterende modvilje, for hvordan kan det være, at alle tråde fører tilbage til det samme gamle, knirkende hus?

Jamen – og hold på hat og briller, folkens – det er, fordi huset er hjemsøgt af Kayako, som den oprindelige ejer (en ejendomsmægler, der af uforklarlige årsager har været i Japan for at sælge et hus) har trukket med sig hjem med tragiske konsekvenser for alle, der træder ind over dørtærsklen. Og det er netop disse »alle«, der udgør de forskellige indslag i filmens antologi. De er det væv af tråde, der i sidste ende skal kæde hele fortællingen sammen i en elegant helhed, der både opklarer mysteriet om forbandelsen samt de involveredes skæbner.

Og det er jo i og for sig en herlig præmis – en kompleks opbygning af en genre, der ofte er forudsigelig og gentagende. Desværre er det kun idéen, der er god.

Mysteriet i ’The Grudge’ er lige så uforbløffende som en episode af ’Columbo’, hvor man ved, hvem morderen er fra start af. Men hvor ’Columbo’ gjorde opklaringen til en fryd og en fornøjelse, indbyder ’The Grudge’ til absolut nul spænding og underholdning. Fra filmens første minutter ved vi alt, hvad der er værd at vide om sagen, og derefter skal vi udsættes for halvanden time, hvor politiefterforskeren skal gennemgå mord efter forudsigeligt mord for til sidst selv at skulle stå ansigt til ansigt med grudgen.

Antologiaspektet er i sidste ende fuldkommen formålsløst. Filmens jumpscares er heller ikke noget at skrive hjem om. De melder deres ankomst med en præcision, der lige så godt kunne have været meldt med en bøh-nedtæller i hjørnet af lærredet.


Kort sagt:
Et interessant nyt take på gyserfilmen laver en ordentlig maveplasker i denne syndflod af dårligt eksekverede og frugtesløse plottråde.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold