Kylie Jenner beskyldt for at kopiere brand, hun selv går i

Kylie Jenner beskyldt for at kopiere brand, hun selv går i

I torsdags lancerede Kylie Jenner en mini camouflagekollektion i sin webshop, og mens militærprintet længe har været en fast del af mange især streetwear-kollektioner, så var der især ét mærke, der følte sig trådt over tæerne af Jenners design.

For de nye styles, der kom i tre forskellige farvevarianter, inkluderede en sportsbh-agtig top og joggingbukser, et look som har været populært hos brandet Plugged NYC. Og det er i hvert fald ikke svært at se ligheden.

Hvis du så tænker, hvem er Plugged NYC? Og hvorfor skulle Kylie Jenner have kendt til deres design, da hun lavede sin kollektion? Ja, så er det sådan, at først og fremmest er Rihanna blevet spottet i brandets camouflagebukser, og rent faktisk er Jenner selv fan. Hun har haft en af deres andre styles på, en striktop, ligesom Jenners folk har været i kontakt med Plugged NYC omkring tøj til hende.

Annonce

Det er kommet frem, fordi Plugged NYC i den grad føler sig trådt over tæerne af Jenner, der med sit enorme fanfølge hurtigt kan tromle henover et mindre kendt brand og tage patent på et look. Derfor har designeren bag brandet, Tizita Balemlay, valgt at dele flere mailkorrespondancer mellem hende og Jenners folk på Instagram.

»Men ja, det her vil være glemt i morgen, og hendes salg vil fortsætte. Jeg kan aldrig have et billboard midt i byen. Penge er magt. De kan tage hele bevægelsen alene på grund af priser. Penge styrer verden, hvis I ikke har opdaget det«, skrev Balemlay i en mail til Fashionista.

Det vides ikke, om Plugged NYC vil køre sag mod Jenner, eller om der overhovedet er en sag, da brandet næppe kan tage patent på et look, som Destiny’s Child var med til at gøre populært i slut-90’erne. Jenner har indtil videre forholdt sig tavs i sagen.

Læs også: Kylie og Kendall ‘låner’ fra Kanyes Yeezy-design i ny skolinje