Norge dropper pels – udfaser 200 farme

Norge dropper pels – udfaser 200 farme
Kendall Jenner skabte opmærksomhed i denne pels ved Dsquared2’s show i Milano i søndags

Når kalenderen siger 2025, vil Norge holde op med at opdrætte ræve og mink til pelsbrug. Det besluttede regeringen i søndags, skriver Reuters, og Norge bliver dermed den 14 europæiske land, der vælger at udfase produktionen af pels.

I dag har Norge 200 farme og står kun for nogle få procent af verdens samlede pelsdyrsopdræt, som domineres af Kina. I Danmark er det stadig tilladt at avle mink, mens rævefarme er ulovlige.

»Det er en stærk politisk tendens, at man siger stop for at holde rovdyr hele deres liv i små bure, bare for at lave et stykke tøj. Sidste år så vi forbud i Tyskland og Tjekkiet, og Danmark ender med at blive meget isoleret i spørgsmålet, hvis de danske politikere ikke vågner op«, siger Animas kampagnechef Thorbjørn Schiønning ifølge organisationens website.

Norges beslutning rammer ned i en modeindustri, der stadig er meget splittet omkring brugen af pels. De senere år har store modehuse som Armani, Gucci, Hugo Boss og Michael Kors dropper brugen af pels og blandt andet argumenteret, at syntetisk fremstillet pels, såkaldt faux fur, i dag er så godt, at man kan lave de samme produkter.

Kopenhagen Fur, der spiller en stor rolle i den danske modebranche og igen i år afholder show under den kommende modeuge i København, ser naturligvis anderledes på brugen af pels. Direktør Jesper Uggerhøj har tidligere argumenteret, at pelsopdræt i Danmark er meget humant, at alt på minkdyrerne bruges, og at pels er et bæredygtigt materiale, fordi det holder længe og ofte går i arv fra generation til generation.

Blandt de fremtrædende danske brands, der bruger pels i deres kollektioner, finder vi blandt andre Saks Potts og Astrid Andersen.

Læs også: Gucci dropper pels: »Det er ikke moderne«

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af