Teitur

Teitur - Let the Dog Drive Home
3 6
Teitur
'Let the Dog Drive Home'

Album, Playground

Det er få unge sangskrivere forundt at åbne Roskilde Festivals Orange Scene. Men Teitur Lassen er lidt af en publikumsdarling, og med et struttende og godt administreret talent knækkede den gennemsympatiske færing ikke nakken på festivalens største scene i 2008 men viste, hvorfor han er så vellidt i Danmark. Hvor han nu for første gang har indspillet et album.

Færingens femte plade samler op efter karrierens foreløbige hovedværk ‘The Singer’ fra 2008 og byder ikke på de store landvindinger. Opskriften er stadig langsomme, inderlige og opfindsomt orkestrerede popsange med et diskret twist af folk. Væk er tonerne af skandinavisk jazz og latinamerikansk rytmik, der farvede dele af ‘The Singer’. Arrangementerne emmer stadig af ideer men er tonet ned, ligesom Teitur også holder sine fraseringer mere i tøjlerne.

Væk er også ethvert tilløb til modhager i både tekst og musik på et album, der er mindre intenst, end vi ved, Teitur kan være. Sangskrivningen er bundsolid, tager sin tid og melodierne kryber gradvist ind under hjernebarken. ‘Very Careless People’ er albummets måske største øjeblik, mens Teitur på ‘God, I Have So Many Things to Tell You’ bliver næsten groovy. Næsten. Derimod løfter et nummer som ‘Fly on the Wall’ sig aldrig over easy-listening på muzakniveau og egner sig bedre til en hotelelevator end et stueanlæg. Vi ved, at Teitur er en pæn dreng, men derfor behøver han ikke blive kedelig.