L.O.C.
L.O.C.’s nytårs-ep bærer den pompøse tillægstitel ’Musik inspireret af livet’. Et mere passende valg ville have været ’En ode til livet i overhalingsbanen’, for det er, hvad de her fem numre er – en uforbeholden fejring af materiel overflod, ekstravagance og klassiske dyder.
L.O.C.’s faste producer gennem en årrække, Es, leverer en soundtrack-inspireret lydside, der blander Frank Sinatra-coolness og stilfulde film noir-strygere med et snært af blaxploitation-groove. Det løber som tyk fløde ud af højtalerne, men det underbygger og intensiverer på fornemmeste vis pladens tematik – og det svinger.
Når det er bedst, er det fremragende, som på ’Gentlemen’, hvor L.O.C. begræder moderne mænds mangel på klasse og format med en elegance og charme, der får hans kritik til at lyde berettiget. Men set over hele udgivelsen bliver ’Grand Cru’s ensidighed et problem. Den L.O.C., der på tidligere udgivelser har udmærket sig ved sin evne til også at beskrive livets skyggesider, er fraværende – og han er savnet. Her fejres den grænseløse luksus og de klassiske dyder uden videre refleksioner. Det bliver fladt i længden.
Når L.O.C. så samtidigt (uden succes) tænder for autotuneren på et par numre og afprøver et mere melodisk flow, og til slut runder ep’en af med den tamme ’Flashy’, ender ’Grand Cru’ som en parentes i hans samlede værk, selv om de bedste øjeblikke understreger, at han stadig har et topniveau, som få andre danske hiphopartister kan måle sig med.
Læs også: Video: L.O.C. laver opråb til verdens gentlemen
Læs anmeldelse: L.O.C. ‘Sakrilegium’