Destroyer: Fremragende sange fra Dan Bejars krøllede og visionære hjerne

Destroyer: Fremragende sange fra Dan Bejars krøllede og visionære hjerne
Destroyer: Fremragende sange fra Dan Bejars krøllede og visionære hjerne - Poison Season
5 6
Destroyer
'Poison Season'

Album, Dead Oceans

»You can follow a rose wherever it grows, you can fall in love with Times Square«, synger Dan Bejar i åbningssangen ’Times Square, Poison Season I’ på sit nye og hidtil mest ambitiøse album. Den lyrikbids spring fra én tanke til en anden afføder prompte et skift i Bejars stemmeføring: Fra underspillet melankoli til upbeat forundring.

Bejars stemmes intonationer er lige så bøjelige, som hans lyrik er abstrakt krøllet.

Hvis man lader sig knægte af dens faldgruber, kan man hurtigt miste overblikket (og tålmodigheden). Udsagnenes meningsfuldhed, eller mangel på samme, hænger uløseligt sammen med lytterens parathed til at komme ordene og fortællerstemmen i møde.

Der har dog sneget sig et mørke ind i hjertet af hans sangskrivning: En blåtonet, bitter fortællerstemme, der kigger dybere indad samtidig med, at den beretter vidt og bredt om alskens lokaliteter, jævnfør sangtitler som ’Times Square’, ’The River’ og ’Bangkok’. De ydre lokaliteter afspejler indre tilstande.

Musikken er sit helt eget kapitel, mere splintret, vidtrækkende og samtidig lukket om sig selv end nogensinde før. Væk er den 80’er-farvede synthpop (med tilløb til californisk softrock, yacht-rock og jazz-lounge) fra 2011-mesterværket ’Kaputt’.

Hvor blæsere blev brugt i en mere optimistisk ramme på ’Kaputt’ fungerer de som et dramatisk svajende spøgelsesslør over sangene på ’Poison Season’, der stort set ofrer guitaren som instrument til fordel for ambitiøse, ofte desorienterende strygerarrangementer suppleret med hektisk percussion – som en regn af sprællende fisk på et udspændt trommeskind – eksempelvis på den dybt fascinerende ’Forces from Above’: George Gershwin-goes-Burundi, sådan omtrent!

Kompositionerne er umiddelbart mindre fængende end på ’Kaputt’, men mangler sangene håndtag som en åbning ind til deres bankende hjerte, må man berede sig på, at man selv skal slå dørene ind for at lokalisere den skjulte magi. Nok har Bejar fremhævet Frank Sinatras indspilninger fra 60’erne som inspiration for stilen på albummet, men det betyder ikke, at de deler andet og mere end orkestral stemning med Sinatras materiale. Bortset fra den Springsteen-sprøde forløbersingle, ’Dream Lover’, står den på kammerpop, orkestral jazz og et momentant twist af 70’ernes blue-eyed soul (Van Morrison ligger på lur i groovet på ’Bangkok’).

Albummet kunne være soundtracket til en koldkrigs film noir henlagt til Havanna, Moskva og Cairo tilført stiltræk fra en ekspressiv stumfilm med 20’ernes brølende big-band-bravur som lydside. Bejars fortidsmættede visioner er kunstnerisk nærende og opløftende, selv om de emmer af svigt og fortabthed.


Kort sagt:
Cinematisk kammerpop møder stemninger som hentet ud af en ekspressionistisk før-krigs-kunstværk på et album, der udgør et markant venstresving i forhold til den softrock/jazz-lounge-konfektion, der udgjorde det indtagende mesterværk ’Kaputt’. Men Dan Bejars krøllede, visionære hjerne kan vride fremragende sange ud af også denne sære setting.

Læs også: Destroyer giver dansk koncert i november