Palace Winters debutalbum er en cementering af duoens tæft for gedigen poprock
Man skal smede, mens jernet er varmt, og dansk/australske Palace Winter har i den ånd ikke set sig tilbage, siden jeg for godt et år siden tog fat i deres første, men ingenlunde spæde stormskridt på internettet i disse spalter.
Således blev det i efteråret til ep’en ‘Medication’, og allerede nu albumdebuterer Carl Coleman og Caspar Hesselager. De rider ganske opportunt på en bølge af ganske betragtelige mængder bloghype, festivalbookinger fra nær og fjern og ikke mindst den blotte kvalitet af de fem sange fra ep’en.
‘Waiting for the World to Turn’ tredobler med sine ni numre næsten Palace Winters sangskat. Især makkerparrets flair for den fængende, gedigne poprock cementeres, og dualismen mellem de flotte, ulmende ballader og de rapfodede singlekandidater krydret med kraut-motorik og lifligt janglende guitarer står i fuldt flor – bedst illustreret gennem sandwichen ‘Dependence’ og ‘Independence’, som rummer både yin og yang.
Det går oftest godt, og Hesselagers plastiske, alsidige synthbidrag gør tillige, at duoen bibeholder en egenartet lydsignatur, trods albummets så ligetil og radioumiddelbare udtryk.
Skulle man sætte en finger på noget, så er det, at albummet ikke rummer de store overraskelser eller oplagte hits, som ep’ens ‘Time Machine’, der stadig kan få undertegnede til at sidde sokkeløs tilbage i stolen. Den største kandidat i den henseende er den bløde ballade ‘Soft Machine’, som med et uimodståeligt, ordløst hook borer sig ind i hjernebarken. Og man får altså også på den kritiske konto en smule lyst til at råbe skomager, bliv ved din læst, når man keder sig igennem et par af albummets skæringer, hvor Coleman og Hesselager ikke helt har fået taget det afgørende, aktive valg mellem skildpadde- og haremis-gearet på mukkebikken.
Kort sagt:
Palace Winters langspillerdebut rummer ikke rigtigt nogen overraskelser, men udvider overbevisende makkerparrets sangskat med en gedigen cementering af Coleman og Hesselagers tæft for gedigen poprock. Det fungerer bedst, når de to tager et aktivt valg mellem meditative, tænksomme ballader og de tjeppe, krautrock-inspirerede og jangly skæringer, de mestrer så flot.