Kid Cudi langer ud efter Kanye og Drake i vild Twitter-storm – begge svarer igen

Kid Cudi langer ud efter Kanye og Drake i vild Twitter-storm – begge svarer igen

2016 ser ud til at være lidt af en renæssance for Kid Cudi. Foruden at have gæstet på Kanye Wests seneste album ’The Life of Pablo’ har han også haft en stor gæstefeature på Travis Scotts seneste ’Birds In the Trap Sing McKnight’.

Men selv om Cudi ser ud til at være Travis Scotts yndede samarbejdspartner, er han ikke bange for at lange ud efter egne (tidligere) kollegaer. For det gik ikke stille for sig, da Cudi, tilsyneladende ud af det blå, i går sendte en Twitter-bredside afsted mod Kanye West, Drake og hele musikbranchen.

Cudi lagde nådesløst, men også småkryptisk ud med ovenstående tweet.

I det efterfølgende tweet pensler Cudi svadaen ud og fyrer formentlig skud mod både Kanye og Drake, der sidste år var i vælten for angiveligt at have haft ghostwriters på nogle af sine største hits fra ’If You’re Reading This It’s Too Late’-mixtapet. Også Kanye er kendt for at bruge mange sangskrivere på sine projekter.

I de efterfølgende 15 (!) tweets kommer Cudi desuden ind på, at han er træt af den falske musikbranche, at han er selve ’kulturen’, at han ikke kan stoppes, og med i svinget sender han anerkendende shout-outs til blandt andet Travis Scott og ASAP Mob.

Du kan læse hele hans irettesættelse HER.

Hvad der præcis har fået Cudi sådan op at fare, vides ikke. Én ting der dog er sikker, er, at hans sønderlemmende Twitter-rant ikke gik ubemærket hen, hverken af internettet eller af de primære skydeskiver, Kanye og Drake.

Kanye, som i skrivende stund er i fuld gang med sin Saint Pablo-turné, tog dyrebar tid ud af sætlisten fra sit seneste show for at adressere beskyldningerne: »Du skal aldrig nævne Ye’s navn. Jeg (af)fødte dig. Du skal ikke bestemme, hvem jeg laver sange med. Er du vred over, jeg laver sange med Drake?«.

Drake tog ligeledes til genmæle på seneste stop i sin Summer Sixteen-turné med et kækt engelsk ordspil: »Knægt, du er for højt oppe at flyve, du skal cud-it«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af