Rastløse Powell spænder den elektroniske elastik
Oscar Powell hører til blandt en lille gruppe af elektroniske artister, hvis musik er en stilart i sig selv: Både lyttermæssigt udfordrende og vulgært provokerende. Hvis sproget er EDM, taler den britiske producer en slags kryptisk gadeslang. Illusionen om et højt ekspressivt ambitionsniveau forstærkes gennem et virvar af hverdagsreplikker, mekanisk ført gennem hans nye album.
Pladen giver først et langtrukkent sprut fra sig, inden den på ’Fuck You, Oscar’ slår omgangstonen an med ordene »don’t tell me what to think, man« og så endelig sætter i gang med et rytmisk snurrende tromme- og basspor, fuldstændig som en nedslidt dieselmotor.
Mens især bassens stabile fremfærd nagler sig selv fast med stålbolte, styrtes synthen ned over numrene som heftige, forbigående haglbyger. De eksplicitte vokaler og vokalsamples fra blandt andet Posh Isolations Loke Rahbek, der spænder lytteren hårdt fast i en hiphoppet, indre moshpit, fremstår som abstrakte, rå lerfigurer, sådan som de er strippet ned til at være manipulerede, repetitive instrumenter på lige fod med vredt slagtøj og akustiske, men lige så kompakte, monotone guitarriff.
Kammertonen er et tungt F, hvis fastlåste kadence Powell monokromatisk varierer sin industrielle støj over. Albummet er stadig en kompostbunke af disharmoni og afsnuppede lydfragmenter – men langt mere dansabel end tidligere. Når synthesizeren bliver tilladt at få tag om styrepinden, i første omgang på ’Junk’, hvis loopede klapsalvespor i øvrigt betager, rykkes der lidt ved den stadigt accelererende nedbrydelsesproces, men på en så overbevisende måde, at det virker som en selvfølgelighed.
I øvrigt løfter det øjenbryn, hvordan Powell formår at vride lyden fuldstændig ud af en violin på ’Big Keith [‘Ok Ok’ Mix]’, og i stedet placere dens strangulerende atonalitet blandt de pulserende beats. Det er dybt innovativt og fungerer som restitution mellem de kakofoniske noise-indslag. Kun ’Gettin’ Paid to be Yours [Al’s Kick Ass Mix]’ og det efterfølgende ’Do You Rotate’ skiller sig ud som mere klassisk instrumenterede indslag.
Kort sagt:
Powell skaber sin egen, eksperimenterende techno-logik uden at droppe klubviben, hvilket gør ‘Sport’ til en både stærk og rastløs udgivelse, men helt umulig at genrebedømme. Dens dissonansprægede originalitet medfører til gengæld også, at det synes totalt irrelevant.