Halvårets bedste udenlandske album

Halvårets bedste udenlandske album
Lorde på Roskilde Festival.
Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue
Et halvt år er gået, og det har budt på en række overmåde stærke udgivelser fra debutanter såvel som giganter. Vi kårer de foreløbigt bedste album fra 2017.

15. Drake ‘More Life’

Gode kunstnere kopierer – store kunstnere stjæler. Men mens Drakes ’playliste’-album nok er den udgivelse indtil videre, hvor den canadiske rapper ’låner’ mest fra andre kulturer og genrer, så var det samlede resultat hans stærkeste siden 2013’s ’Nothing Was the Same’ og spækket med stærke tracks inden for et hav af stilarter.


14. Forest Swords ‘Compassion’

Han havde ikke udgivet et album siden 2013’s ’Engravings’, men der er stadig ingen, der lyder som britiske Matthew Barnes. Produceren laver elektronisk musik til langsomt bevægende skygger, men han bygger hele tiden på sit projekt, og ’Compassion’ er hans mest sansemættede og bredspektrede udgivelse indtil videre i karrieren.


13. Fleet Foxes ‘Crack-Up’

De lange, ofte suiteopbyggede sange på Fleet Foxes’ comebackalbum former sig som en rejse dybt ind i sindet og i musikkens inderste væsen. ’Crack-Up’ er måske ikke beriget med ligeså rislende vokale og instrumentelle hooklines som debutalbummet fra 2008, men det åbner til gengæld op for en verden af lyde, indtryk og syner, der peger nye, spændende steder hen for de tidligere indie-folk-kæledægger.


12. The xx ‘I See You’

Efter et begivenhedsløst og gentagende andet album var forventningerne til The xx’s albumrundgang nummer tre måske ikke helt oppe under taget. Men der var sket noget med de tre briter: De åbnede mere op, og lydbilledet fik et skud glitrende energi – formentligt takket være producer Jamie, der lukkede lidt af dansemusikken fra soloalbummet ’In Colours’ ind i The xx’s intime og bevares, stadig, introverte univers. Det fungerede på en gennemført måde, der tilførte lidt, men godt nyt til en i forvejen afprøvet formular.


11. Jens Lekman ‘Life Will See You Now’

Den svenske sangsnedker med det spidsfindige tekstunivers og skarpe vid befinder sig under varme himmelstrøg og suger musikalsk nektar til sig fra eksotiske kilder på sit fjerde album. Det føles som at danse gennem en sydeuropæisk havneby, når Lekman blænder op for calypso-, samba- og bossanova-grooves, der sætter sig i hofter og fødder. Træk, der føjer klædelige nuancer til udtrykket hos en af skandinavisk indiepops markante skikkelser.


10. Stormzy ‘Gang Signs & Prayer’

Da Stormzy bebudede bande-tegn og bønner, mente han det bogstaveligt, hvilket tog fusen på alle os, der havde forventet et hardcore grime-brag af et debutalbum. Den britiske gade-grimer leger med genreformatet og slingrer ubesværet mellem det dybe, spirituelle i gospel-klingende dagbogs-skæringer og bryske, benhårde bangers. En selvsikker, helstøbt debut fra start til slut.


9. (Sandy) Alex G ‘Rocket’

Han har udgivet musik på Bandcamp i en årrække, men med sit andet udspil på Domino træder Alexander Giannascolli i karakter som singer-songwriter indenfor 90’er-influeret folkrock. Omend inspirationen fra Elliott Smith og Mark Linkous kan høres i (Sandy) Alex Gs skæve rockhymner, eksisterer de i høj grad på egne præmisser. ‘Rocket’ er lyden af et åbenlyst talent, som for alvor er ved at finde sit udtryk.


8. Run the Jewels ‘RTJ3’

Ja ja, we know: Teknisk set udkom ‘RTJ3’ allerede juleaften sidste år som én af de hårdere hiphop-pakker under træet, men da havde vi jo for længst lukket vores 2016-lister og sad og bøvsede skeløjet, fulde af and og ris á la mande. Så den kommer altså med her, og ‘RTJ3’ er selvfølgelig et nærmest selvfølgeligt albumhattrick, hvor El-P, Killer Mike og et skudsikkert gæstegalleri går op i en højere enhed og i tilgift indiskutabelt leverer, hvad der må betegnes som Run the Jewels’ magnum epos hidtil.


7. Mount Eerie ‘A Crow Looked at Me’

Phil Elverums musiceren under Mount Eerie-navnet har aldrig været easy listening, men med ‘A Crow Looked At Me’ får den gamle floskel om hudløs ærlighed for alvor en bogstavelig milepæl at skulle måles op på. Hele det lavmælte indiefolk-album er én lang elegi til Elverums kone, som for nylig døde af kræft i bugspytkirtelkræft. Der er en stor skønhed gemt i albummets dystre folder, selvom dets rolle som et ualmindeligt blottet led i en mands sorgterapi altid spøger i baghovedet.


6. Perfume Genius ‘No Shape’

På sit fjerde album som Perfume Genius tager Mike Hadreas endnu et skridt i retning af en lysere, mere optimistisk og inkluderende lyd, hvor hverken poppede hooklines og elektroniske effekter er bandlyste. ’No Shape’ er vendt mod fremtiden snarere end optaget af fortiden (som Hadreas’ tidligere værker). Det er befriende at se sympatiske Hadreas folde talentet ud med lige dele nysgerrighed og gode melodier.


5. Sampha ‘Process’

Hvis du ikke kendte Sampha før nytår, er der en god chance for, at du er blevet fortrolig med hans musik i løbet af 2017. Albummets to mest kendte skæringer, den hudløse afskedsballade ’(No One Knows Me) Like the Piano’ og den mareridts-percussive ’Blood On Me’ demonstrerer spændvidden i Samphas stærkt personlige destillat af singer-songwriter-dyder og moderne r’n’b, men det er som albumværk, ’Process’ giver det største udbytte.


4. Julia Byrne ‘Not Even Happiness’

Byrnes vokal er nærmest konfronterende i sin ro og sit nærvær. Hendes sange strømmer frem med en tilsvarende knusende sikkerhed, som var de vidnesbyrd om sandheder, der er meget ældre end sangerinden selv. De skiftevis simple og snørklede guitarmotiver tilsættes veldoserede ambiente lydflader på musikårets måske helt essentielle singer-songwriter-udgivelse (selvom det for så vidt er omsonst at reducere Byrnes musik under et så velkendt genremærkat).


3. Vince Staples ‘Big Fish Theory’

Hvis verden en dag skulle gå under, ville det være ganske passende, at Vince Staples blev udnævnt til at overlevere nyheden. Faktisk er nyheden måske i virkeligheden hele essensen af ‘Big Fish Theory’, hvor Staples lukker sin lytter ind i et futuristisk dommedags-univers, hvor kun de stærkeste overlever. Long Beach-rapperens nasale, nonchalante flow intensiveres med de skarpe, hektiske, elektroniske produktioner, der gør hele værket til én stor, overvældende og ret formidabel hiphop-dystopi.


2. Lorde ’Melodrama’

På sit andet album inviterer Ella Yelich-O’Connor os med til en fest, hvor hun investerer lige dele fortælleglæde i formidlingen af højde- såvel som lavpunkter ved livet på kanten af voksentilværelsen. Lorde excellerer særligt med sin evne til at indfange og udtrykke de følelsesmæssige udsving, der følger med overgangen fra barn til voksen (der i albummets narrativ tager form efter de faser, der kendetegner en fest). Det er en medvirkende årsag til, at ’Melodrama’ er et sjældent helstøbt popalbum, der vil blive stående også på den anden side af 2017, og som samtidig markerer, at den 20-årige newzealænder er in it for the long haul.


1. Kendrick Lamar ‘DAMN.’

Bedst som vi troede, vi efterhånden kendte Kendrick Lamar – lige fra hans unge dage som et good kid i den gale ghettoslum til hans ‘To Pimp a Butterfly’-periode som inspirerende prædikant i et febrilsk lyd- og verdensbillede – gør han det igen: Genopfinder sig selv.

Med ‘Damn’ møder vi Kong Fu Kenny. En Mr. Miyagi i rapteknik, men en lærling i livet og den spirituelle splittelse, der følger med hans berømmelse, turbulente selvrealisering og evindelige frelserkompleks.

Kendricks splittelse manifesteres i store slalomsving af en stakåndet hektisk, hjerteskærende personlig og ubarmhjertigt ærlig selvransagelse, der svinger i alle de eksperimenterende retninger, hans eksistentielle krise tillader ham – såvel lyrisk som teknisk, hvilket gør ‘Damn’ (og alle dets indeværende kontrasterende dikotomier) til et helstøbt mesterstykke.

Der er ikke meget andet at gøre end at sætte sig ned og være ydmyg. Kendrick Lamar er ikke blot en af vor tids største rappere; han er en af de bedste rappere nogensinde.