NorthSide afslører Björk som nyt hovednavn

NorthSide afslører Björk som nyt hovednavn

Sikke en booking! Björk kommer til NorthSide i 2018, og det bliver tilmed hendes første besøg i Aarhus i 25 år. Hun spillede i 1993 til Kosmopolitan under Aarhus Festuge ganske kort efter udgivelsen af ‘Debut’-albummet.

Annonceringen runder en stærk uge af for NorthSide, som i tirsdags udvidede plakaten med fire nye navne – blandt andet Tyler, The Creator og A Perfect Circle.

Ligesom resten af de offentliggjorte navne har Björk fået tildelt en spilledag, og den islandske superstjerne rammer således NorthSide torsdag den 7. juni. Som bekendt foregår næste års NorthSide jo torsdag-lørdag i modsætning til tidligere, hvor festivalen løb af stablen fredag til søndag.

Med skelsættende album som ‘Post’, ‘Homogenic’ og senest ‘Vulnicura’ i 2015 har Björk over en farvestrålende karriere skubbet til både sig selv og populærmusikken, og når hun rammer NorthSide, bliver det med et nyt album i bagagen.

Den 24. november udkommer Björks niende album ‘Utopia’, der er lavet i tæt samarbejde med produceren Arca. Indtil videre har vi fået en enkelt single i form af ‘The Gate’.

NorthSide-programmet ser indtil videre sådan her ud:
Björk
The National
Tyler, The Creator
A Perfect Circle
Aurora
Cigarettes After Sex
Deerhunter
Father John Misty
Queens of the Stone Age
Sleaford Mods

NorthSide 2018 foregår den 7.-9. juni.

Læs også: Vi rangerer: Björks album fra værst til bedst