Justin Timberlake er musikkens harmløse svar på Jimmy Fallon – dén attitude holder ikke i 2018

Justin Timberlake er musikkens harmløse svar på Jimmy Fallon – dén attitude holder ikke i 2018
Jimmy Fallon og Justin Timberlake.
Foto: Al Bello/Getty Images
Vi lever i en tidsånd præget af politisk splittelse, og her kommer en fjern Justin Timberlake til at fremstå som en elefant i en porcelænsbutik. Popstjernen er gået fra goodwill til bad blood.

KOMMENTAR. Det er ikke nemt at være sådan en god, gammeldags entertainer i disse tider, sådan en der bare går op i have det sjovt og få sit publikum til at glemme, at kæresten er et skvat, regningerne ubetalte og at den globale politiske situation synes at fare fremad mod den store apokalypse med stormskridt.

Når det brænder på – sådan for alvor – har verden tydeligvis brug for noget andet og mere end ubekymrede festaber… eller tidligere boyband-stjerner for hvem det at skabe gode vibes altid har været vejen frem.

Justin Timberlake er på mange måder musikkens svar på Jimmy Fallon, sådan en kæk, men harmløs hyggefætter, der har skabt sig et fundament af enorm popularitet netop ved ikke at have bare antydningen af en socialpolitisk bevidsthed, men snarere alene ud fra devisen: ’Lad os glemme alt om verdens problemer, holde en fest og have det sjovt’. Dén bekymringsfri attitude, opfordringen til at lade sig rive med i en mere luftig end egentlig svedig svingom på dansegulvet, har vist sig at ramme muren anno 2018.

Blind for den politiske splittelse

Det er tilsyneladende en manglende indføling med tidsånden, det uhåndgribelige bæst, Timberlake for tiden betaler en pris for: Modtagelsen af hans nye album, ’Man of the Woods’, har været mindre end strålende, ja, i flere medier (ikke mindst de sociale af slagsen) synes JT’s held at være sluppet op. Siden sit sologennembrud i 2002 har han ellers fremstået som den type popstjerne, der har virket så godt som immun over for kritiske dagsordener på grund af sit gode humør og sin positive udstråling.

Fortidens goodwill er blevet erstattet med simrende bad blood, en undrende, ligefrem afstandtagende holdning til en popstjerne, der synes at have placeret sig på den forkerte side af kridtstregen i forhold til op til flere af tidens presserende emner – Metoo-debatten, ikke mindst – uden helt at være sig bevidst om, hvilke signaler han uforvarende udsender.

Inden vi graver lidt dybere i Timberlakes aktuelle kuldsejlede og ’tonedøve’ promotionindsats for det aktuelle album (hans første album i mere end fem år), kan det være oplysende at gøre Jimmy Fallon, der i øvrigt – og meget passende – er en god ven af Timberlake, helt færdig.

For Fallon, netop en old school entertainer inden for sit felt, har i det seneste års tid ramt muren for sin popularitet på en måde, der kunne minde om Timberlake. Fallon var den klart højest ratede late night-talkshowvært inden Donald Trump blev valgt til amerikansk præsident i november 2016. Men siden præsidentvalget – og i og med det stærkt politiserede debatklima, der synes at have splittet Amerika i to dele, der råber skældsord mod hinanden fra hvert sin befæstning – er Fallons apolitiske udgangspunkt gået fra at være uforpligtende sjov til at virke regressivt og ude af takt med tiden. Og da i hvert fald hos den ungdomskultur, der ikke bare fodrer populærkulturen, men også driver den fremad.

Timberlake som gæst i Fallons talkshow. (Foto: Jamie McCarthy/Getty Images)

Ikke alene er Fallon blevet overhalet af en skarptunget satiriker som Stephen Colbert, men han trues også bagfra af den nyligt woke Jimmy Kimmel, der har vundet ekstra synlighed ved at turde at komme ud af busken og tale politik og holdninger ud fra en mere folkeligt forankret fornemmelse for, hvad der bekymrer og optager almindelige mennesker i et samfund, hvor uligheden er støt stigende.

Det er i en tidsånd præget af en politisk splittelse, der minder om en regulær kulturkrig mellem de store kystmetropoler på den ene side og det rurale Amerika, der befinder sig midt imellem på den anden, at den nu 37-årige popstjerne, der ifølge lyrikken på ’Man of the Woods’ tilsyneladende mest er optaget af sin egen ægteskabelige hengivenhed på ranchen i Montana, kommer til at virke underlig fjern og uvedkommende. Og så er vi ikke engang gået i detaljer med Metoo og Time’s Up eller efterdønningerne fra Black Lives Matter (og andre identitetspolitiske mærkesager; ingen nævnt, ingen glemt)!

Sponsoreret indhold
Oplev J-Law som russisk agent i 'Red Sparrow'
Jennifer Lawrence spiller en tidligere ballerina, der bliver tvungent ind i det tophemmelige Sparrow-program. Se traileren og find billetter her.
EKSTERNT LINK
Nordisk Film

Ude af takt med populærkulturen

Man hører ofte, at såkaldte woke debattører kaster anklagen om privilegieblindhed efter aktører i debatten, som de er uenige med, hvilket som regel er et ufint diskussionskneb al den stund, at det næppe har relevans for en saglig kamp på ord, hvor det burde være en selvfølge, at det gode argument forbliver i høj kurs.

Men man behøver næppe være aktivist med identitetspolitik som sin mærkesag for at sidde med en lurende fornemmelse af, at Timberlakes privilegieblindhed kan være en medvirkende årsag til, at han virker underlig ude af takt med populærkulturen anno 2018.

Én ting er den klodsede album-roll out . Hvornår lærer de store pop- og rockstjerner, uagtet om vi taler Lady Gaga, Taylor Swift, Katy Perry, U2 eller Arcade Fire, at de der dyre, opblæste kampagner, hvor man forsøger at tvinge en dagsorden ned i kæften på folket, ikke længere virker?

Så den (villede?) signalforvirring i forhold til, om albummet var et tilbage-til-mine-landlige-rødder-og-på-med-min-skovmandsskjorte-projekt; en type dagsorden, der i øvrigt på mange kommentatorer virkede en smule fordækt tidens politiske klima taget i betragtning. Var ’Man of the Woods’ en slags venden-ryggen-til byen, klubberne og ungdommens vilje til forandring og fest og en omfavnelse af Trumps kernevælgeres familieværdier?

Andensinglen (den smaskforvirrede ’Supplies’) kommenterede på tidsånden med en video, der blandt andet er blevet (stærkt negativt) dissekeret her på sitet. Videoen til ’Supplies’ fortæller ikke nogen skarpt vinklet historie om tidens tegn, den forsøger ikke at perspektivere eller skabe en sammenhæng, den virker forvirret, tom og uden budskab. Som om Timberlake har været bevidst om, at han meget gerne vil virke relevant i forhold til nutidens poppublikum (og de går jo op i den slags Metoo-halløj, gør de ikke?!), men omvendt har han intet at sige, intet at meddele, udover altså sit eget ønske om at blive set og hørt – igen.

Og det er nu en gang sådan, at det at inkorporere tidsåndsmættede signaler (om det så er i form af ord eller flimrende billeder) bedst betaler sig, når og hvis man faktisk har noget interessant at sige.

Manglende situationsfornemmelse

Der er noget lettere forstemmende over at sammenligne billedvirvaret i ’Supplies’-videoen med den Justin Timberlake, der toner frem, hvis man graver lidt i hans forhistorie som stjerne og de signaler, der i øvrigt udgår fra hans handlinger og udtalelser i nyere tid.

Timberlake medvirkede for eksempel i Woody Allens nye film ’Wonder Wheel’, men har som nogenlunde den eneste medvirkende ikke taget afstand fra samarbejdet (Timothée Chalamet har doneret sin indtægt fra filmen til velgørenhed og Kate Winslet har udtalt sig stærkt brødebetynget), samtidig med, at han dukkede op til Golden Globes iført Time’s Up-sløjfen.

Hans kone, filmstjernen Jessica Biel, dukkede dog ikke op i den (foreskrevne, hvis usagte regler har noget at sige) sorte kjole, og Timberlake skrev på Twitter: ’Why wear black?’ og opholdt sig ellers kun ved, hvor ’hot’ hans kone er.

Da Dylan Farrow, Woody Allens steddatter, der i et nyligt tv-interview har gentaget anklagen mod instruktøren om seksuelle overgreb begået, da hun var barn, langede ud efter Timberlake på Twitter med bemærkningen: »You can’t have your cake and eat it too« (engelsk vending for det danske ’Du kan ikke blæse og have mel i munden’), skrev han irriteret tilbage: »I think I prefer pie«. Det kunne opfattes som om, at Timberlake slet ikke støttede sagen; altså kvinders opgør med sexmisbrug. Needless to say: Det blev heller ikke vel modtaget.

Pointen er ikke, at Timberlake partout bør leve op til de spilleregler som Metoo-fortalere eller andre politisk korrekte aktivister opstiller. Vi lever i et demokratisk samfund, hvor meningsbrydninger forhåbentlig endnu kan ses som en styrke: Senest har for eksempel neo-soul-ikonet Erykah Badu (i et stort, meget læseværdigt interview med populærkultursitet Vulture) advaret om den form for gruppetænkning, der kendetegner identitetspolitikken aktuelt.

Den pinlige tavshed (styret af angsten for at blive outet som, gys, ikke-woke), da Aziz Ansaris navn blev læst op ved SAG Awards fornylig, var sigende. Ansaris brøde bestod i, at han havde en dårlig date med en sensationslysten bruger af et tvivlsomt onlineforum, hvilket i hendes univers kunne veksles til en anklage om ’sexual harassment’. Problemet er bare, at den slags kan ødelægge en mands karriere. Hvor fair er dét?

Nej, pointen (der snart fortaber sig) er snarere, at Timberlake uvægerligt kommer til at virke som elefanten i porcelænsbutikken. En privilegeret popstjerne, der aldrig rigtig har mødt modgang og derfor dårligt kan se, at der skulle være noget som helst i vejen med hans ord og handlinger. På det punkt kan han minde lidt om Matt Damon, den liberalt velmenende A-lister, der virker enormt patroniserende, netop fordi han er så sikker på, at han ikke selv har nogle blinde vinkler.

Justin Timberlake.

Flere kommentatorer har ikke kunnet dy sig for at fylde yderligere malurt i bægeret i anledning af Timberlakes optræden ved halvlegsshowet til Super Bowl. For hvordan var det nu lige med den der ’nipplegate’-episode fra for 14 år siden?

Som blandt andet kulturskribenten Molly Fischer gjorde opmærksom på i en stort opsat artikel om ’Pop Culture’s Great Awokening’ i New York Magazine i januar, så rettede et unisont hylekor dengang den kritiske opmærksomhed mod Janet Jackson, men ærligt talt: Derfra hvor vi står i dag, virker det så ikke suspekt, for ikke at sige alt for typisk, at den unge, hvide mand med det søde smil slap for påtale og kunne fortsætte opdriften med en sidenhen fantastisk succesrig karriere, mens den rutinerede, sorte kvinde på et øjeblik mistede nærmest al medgang og sympati, og aldrig rigtig har kunnet få karrieren på ret køl igen?

Det er altså ikke alene et halvbagt og helforvirret album med tvivlsom lyrik, der stiller Timberlake i et kritisk lys for tiden.

Det er også historien om en mand, der meget længe har fløjet op mod solen udstyret med et par lånte voksvinger (den metafor kan dække over hans ret flittige lån fra sorte kunstnere, der modsat ham selv havde både originalitet, kant og smerte: Michael Jackson og Prince), og som nu bliver ramt af hybris, må se voksvingerne smelte og styrter mod jorden med udsigt til en temmelig hård landing.

Dén skæbne virker påfaldende logisk, ikke kun fordi tidsånden ikke længere stryger Timberlake med hårene, men fordi hans succes begynder at ligne historien om en dygtig performer, der aldrig rigtig har haft noget på hjerte.

Ligesom hans gode buddy, Jimmy, i øvrigt.

Læs også: Justin Timberlake kommer til Danmark