Father John Misty-produceren Jonathan Wilson laver kalejdoskopisk genistreg med eksistentiel tyngde

Father John Misty-produceren Jonathan Wilson laver kalejdoskopisk genistreg med eksistentiel tyngde
Jonathan Wilson.
Father John Misty-produceren Jonathan Wilson laver kalejdoskopisk genistreg med eksistentiel tyngde - Rare Birds
6 6
Jonathan Wilson
'Rare Birds'

Album, Bella Union

Med to album, en ep og en tidlig, uofficiel albumjoker på solo-cv’et har Jonathan Wilson cementeret sin status som en af nyere tids garanter for moderne og vedkommende folkrock funderet i gedigent håndværk og yderst velskrevne tekster – det hele leveret med en solid arv fra og et respektfuld nik til mammutter som Crosby, Stills & Nash, Jackson Browne og Tom Petty. Hans lyd har hidtil været meget organisk, nærværende og no nonsense-tilgængelig. Med ‘Rare Birds’ har han dog bevæget sig ud på et genremæssigt dybere vand, end vi er vant til.

Jonathan Wilson har været en umådeligt travl mand siden sin første officielle udgivelse i eget navn, ‘Gentle Spirit’ fra 2011. To år senere fulgte ‘Fanfare’, som rummede gæsteoptrædener fra kunstnere som Father John Misty og føromtalte Browne, Nash og Crosby for blot at nævne et par stykker.

I de mellemliggende og følgende år har Wilson ligeledes været mere end travlt beskæftiget med at producere album for blandt andre Karen Elson og netop Father John Misty – sammen med Josh Tillman selv er Wilson den eneste krediterede producer på Father John Mistys tre album.

Annonce

Når det gælder udgivelser under eget navn har Jonathan Wilson for vane – tilfældigt eller ej – at indspille album, der er en time og 18 minutter lange fordelt på sådan cirka 13 sange. Sangene er også altid opbygget omkring poetiske tekstbilleder, men omtrent dér ophører sammenfaldene mellem tidligere album og dugfriske ‘Rare Birds’.

Hvis man har hørt Jonathan Wilsons hidtidige udgivelser, kan det nye album synes at være noget af en overraskelse rent stilistisk. Et eksempel på Wilsons nyskabelser er evighedssangen ‘Loving You’. Der er nok ikke mange, der havde forudset Lana Del Rey og multiinstrumentalist og new age-mester Laraaji bidrage med hvert deres i én og samme sang. Otte og et halvt minut lang og uden et egentlig omkvæd er ‘Loving You’ en chantende ode til en kvinde, han nu har mistet. Stemningen er på samme tid andægtig og dybt smertefuld med sit luftige lydbillede, den bløde Kate Bush-bas samt en intro og outro, der bider hinanden i halen.

Endnu et eksempel på Wilsons nøje valgte genrepatchwork høres i ‘Hard To Get Over’, der med det frostklare og næsten Police’ede udtryk bærer fortællingen om den smertelige desperation i tabet. Klagesang i kombination med viltre synths og insisterende piano kulminerer for til sidst at kollapse. Straks efter stilheden følger ‘Hi Ho To Righteous’, som står i skærende kontrast med sit Neil Young-klingende country/folk-udtryk og en sarkastisk grænsende til nihilistisk tekst. Med sangens outro vendes bøtten, for her løfter Wilson med energisk storhed som hos The Who den tragikomiske stemning til noget uforligneligt smukt. Det er kunstneriske karakteristika, som er kløgtige og effektfulde og underbygger den uventede rejse i genrer.

Den uortodokse leg med genrer er ikke blot et fragmentarisk miskmask. Det kunne formodentlig nemt være endt sådan, men Wilson mestrer at benytte et bredt spektrum af udtryk, som i sammenhæng med det lyriske indhold virker enormt troværdigt. Omdrejningspunktet for sangene er stor kærlighed, tab og smertefulde afsavn, og ‘Rare Birds’ byder lytteren med på en pendulerende rejse udi almenmenneskelige følelser, hvis vekselvirkning er fint i tråd med det mangefacetterede, musikalske udtryk.

Albummets sange er relativt teksttunge og alligevel ganske fri for trivialiteter trods det velkendte tema. Udtrykket i sangene veksler dynamisk mellem den stille sorg, de sødmefulde minder og den desperate forladthed, og lytteren oplever igennem Wilsons billedrige tekster den forløsende forsoning, det smertefulde begær efter det uopnåelige og en lidelsesfuld erkendelse af at have mistet. Men mest af alt er sangene en fejring af den livgivende kærlighed og alt, hvad den indebærer.


Kort sagt:
‘Rare Birds’ er en nysgerrig og undersøgende rejse ind i musik, og hvad musikken kan gøre ved og for lytteren. Jonathan Wilson sender anerkendende nik til forfædre som Crosby, Stills & Nash, Jackson Browne og Tom Petty, men de enkelte sange og albummet som helhed har et tydeligt kalejdoskopisk udtryk, der er udforskende og rummeligt og byder lytterens ører det uventede i sang efter sang.