Sophies popmusik er både smuk og voldsom

Sophies popmusik er både smuk og voldsom
Sophies popmusik er både smuk og voldsom - Oil of Every Pearl's Un-Insides
5 6
Sophie
'Oil of Every Pearl's Un-Insides'

Album, Transgressive/Friendly

Der har været megen polemik omkring Sophies persona – nogen har troet, produceren bag den hyperrealistiske popmusik var en mand, der approprierede femininitet, men i det hele taget har det grundet kunstnerens anonymitet været svært at sige noget helt endegyldigt om Sophie. På ’Oil of Every Pearl’s Un-Insides’ – Sophies egentlige debutalbum – er hun (!) dog endelig klar til at træde frem fra skyggen.

Hvor Sophie tidligere kredsede om knasende sprøde postpop-konstruktioner og overeksponerede lyduniverser, er debutalbummet mere organisk. For første gang er Sophie klar til at vise sårbarhed, tvivl og længsel – både efter sig selv og andre. Det hele bliver leveret side om side med den maskinelle overperfektion, vi allerede kender hende for.

Fuldendte melodistrofer og lyriske narrativer vikler sig ind i krystalklare produktioner, hvor skrigende synthesizere glider op og ned og ind og ud af lydbilledet. Her er både plads til svævende ambientpassager, computerakrobatik og ’popsange’: Førstesinglen, den smukke, underspillede ‘It’s Okay to Cry’, har noget så regulært som en form bestående af vers, omkvæd og et c-stykke, og på ‘Is It Cold In the Water’ høres Sophies poppede vokal over et synthesizerloop.

Som kontrast dertil står for eksempel ‘Ponyboy’, hvor øresønderrivende trommer buldrer om kap med en dyb forvrænget vokal. Det er fascinerende, hvordan Sophie navigerer mellem bjergtagende smukke passager og voldsomme, kompromisløse beats. Også teksterne er fyldt med modsætningsforhold – fra »I’ve left my home (…) / earth shaking / I feel alone» (‘Is It Cold In the Water’) til »Lock up the door / put the pony on all fours« (‘Ponyboy’).

Alting flyder. Om man snakker musik, identitet, køn eller noget fjerde kan man være sikker på, at Sophie finder det smuthul i strukturerne, der giver hende lov til at bøje verden, så den er hendes helt egen. »Artificial bloom / hydroponic skin / chemical release / synthesize the real / plastic surgery«, brummer robotstemmen på ‘Faceshopping’.

Annonce

I det hele taget er der ikke kun én stemme, men flere forskellige, nogle af dem helt opslugte af maskinen. Der er for mange modsætninger til at nøjes. Hvis naturen, den menneskelige stemme, ikke rækker til at udtrykke det, man vil, så man må ty til mere drastiske midler.

På den melankolske ‘Pretending’ sås der pludselig tvivl: Er det her bare noget, man lader som om? Den triumferende poplækkerbisken ‘Immaterial’ slår dog herefter fast: »I can be anything I want!«

Sophie vil være noget mere, noget nyt, og vigtigst af alt: Sig selv. Det her album handler ikke om at finde sig selv, men om at konstruere sig selv i evig forandring. Det er et vigtigt statement, som kommer til udtryk via et veludført og dragende album, der markerer, at Sophie er klar til at tale sin egen sag med store digitale glimmerbogstaver.


Kort sagt:
Alting flyder på Sophies egentlige debutalbum, hvor hyperrealistisk pop og digital akrobatik står side om side med sårbare, stemningsfulde sange. Mødet mellem menneske og maskine er fuldendt, og den tidligere så mystiske Sophie har skabt et smukt, melankolsk, voldsomt og dragende album, hvorpå hun endelig er klar til at være sig selv og ingen andre.