Blood Oranges ’Negro Swan’ er skønhedens protest mod uretfærdigheden

Blood Oranges ’Negro Swan’ er skønhedens protest mod uretfærdigheden
Blood Orange.
Foto: Domino
Blood Oranges ’Negro Swan’ er skønhedens protest mod uretfærdigheden - Negro Swan
5 6
Blood Orange
'Negro Swan'

Album, Domino

Den sorte svane er også altid en såret svane.

Det repræsenterer et menneske, der er blevet skudt ned tit og ofte, fordi det er for anderledes. Allerede på første sang (‘Orlando’) af det nye Blood Orange-album ‘Negro Swan’ gentages linjen »the first kiss was the floor« på omkvædet, og førstesinglen ’Charcoal Baby’ handler om kampen ved at være anderledes, når man er sort og/eller queer: »No one wants to be the negro swan«, synger Dev Hynes.

Men faktisk handler albummet netop om at omfavne det at være den sorte svane. At turde være (og elske!) sig selv, selv om omverdenen begrænser og bekæmper en.

Det er temaer som eksklusion, mindreværdskomplekser og (håbet om) selvkærlighed, Dev Hynes’ fjerde album som Blood Orange kredser om. Og albummets helt store genistreg er måden de her tunge, komplekse og svære temaer danner grobund for minimalistiske, smukke popsange.

For den sårede svanes reaktion på omverdenens vold er ikke en aggressiv opstand, men en blid sang. I en verden af brutalitet insisterer ’Negro Swan’ på skønheden og sårbarheden.

Åbneren ’Orlando’ handler om at få tæsk, fordi man er anderledes, men det er også en let popsang, der ville passe fint ind blandt de mere åbenlyst catchy sange fra ’Cupid Deluxe’-albummet fra 2013, mens mindreværdsreflektionen ’Charcoal Baby’ gynger afsted med en behagelig guitarmelodi. ’Chewing Gum’ iscenesætter en sang, der dybest set handler om frustrationer, som Memphis-rap med rapperne ASAP Rocky og Project Pat.

På de her sange tager Dev Hynes nogle emner, der er så komplekse og personlige, at de kan være næsten umulige at tale om, og laver dem om til pop.

Annonce

Måske er det bedste adjektiv til at beskrive den her bevægelse elegance: Det er elegant, når Blood Orange kan væve alt det her ind i popsangens snævre klæder. For det modsatte af elegance er selvfølgelig tyngde – og ’Negro Swan’ er aldrig ved at snuble, det svæver konstant. Sangene anerkender de negative aspekter af livet, men nægter at lade sig hive ned af dem, og det er på en måde et statement i sig selv.

På en måde er det en slags antitese til mere eksplicit komplekse album som Kendrick Lamars ’To Pimp a Butterfly’. Her inddrog rapperen fra USA’s vestkyst en række sorte genrer, musikere og stilretninger for at skabe et stort statement-album. En slags pantheon for sort musikkultur. Det var et album, der fik meget af sin styrke ved sin tyngde og ambition.

Dev Hynes’ projekt er radikalt på en anden måde. Det føles aldrig bombastisk eller demonstrativt. ‘Negro Swan’ stiller aldrig sin kompleksitet til skue. Det dyrker snarere ideen om, at en hvisket linje eller en stille melodi kan have samme indflydelse som et gigantisk musikalsk arrangement. Selv når Hynes løbende nikker til r’n’b og soul, eller stedvist inddrager gospel, som på ’Holy Will’, eller hiphop på ’Chewing Gum’, arbejder han oftest i subtile hentydninger.

Det er et album, der gør en dyd ud af enkeltheden, og som siger meget med meget lidt. Og det er klart det mest minimalistiske Blood Orange-album indtil videre. Her er flere guitarbaserede sange og stille klaver-intermezzoer som ’Vulture Baby’. På en sang som ’Holy Will’ introduceres trommerne først efter tre minutter og 50 sekunder. Dev Hynes har skåret sin æstetik ned til det væsentlige.

Samtidig er det her et album, der operer inden for dén Blood Orange-æstetik, vi kender fra ’Cupid Deluxe’ og ’Freetown Sound’. Hynes er vel efterhånden en auteur med en signaturlyd, der kombinerer fintfølende r’n’b og 80’er-pop og samtidig indbinder en række gæstevokalister i lydbilledet. Netop den lyd nedbarberes på ’Negro Swan’ og sættes i en ny politisk kontekst (selv om ’Freetown Sound’ også behandlede nærliggende tematikker). Det her er mere akustisk og afdæmpet end før, men det er ikke i nærheden af at være et kunstnerisk kvantespring.

Sponsoreret indhold
Verdens mindste 14-tommers laptop
ASUS har med ZenBook 14 skabt et lille, bærbart mesterstykke med enorme kræfter pakket ind i tidløst design. Læs mere her.
ASUS

Det er måske sigende, at Hynes har fortalt Pitchfork, at sange som ’Saint’ til stor del er skabt før ’Freetown Sound’, for lyduniverset er ofte meget velkendt her.

Et andet klassisk Blood Orange-stilgreb, der går igen, er de fragmenterede stykker af monolog, der agerer fortællerstemme på albummet. Men hvor det på ’Freetown Sound’ var en række forskellige kvindelige stemmer, der overtog narrativet, er det dog især én stemme, der definerer ’Negro Swan’s historie: Transaktivisten Janet Mock, der optræder på en lang række af sange.

I de forskellige fragmenter, der er taget fra en samtale mellem Mock og Hynes, udforskes ideen om, hvordan man som minoritet eller ikke-normativ person konstant er bevidst om, at man fylder, larmer eller på andre måder stikker for meget ud. Og hvordan det at turde tage plads er en central del af at stå frem som sig selv – og i sidste ende elske sig selv.

Her er det selvfølgelig interessant, at Blood Orange netop udforsker muligheden for at blive hørt og blive set gennem en række sange, der langt hen af vejen er stille, 80’er-inspireret pop med hviskende stemmer og skrøbelige melodier. Monologen taler om retten til at råbe højt, mens sangene nøjes med at hviske.

På en måde sprænger det lidt vores idé om, at politisk musik skal være aggressiv eller larmende. Især sort politisk musik. Hvis man forbinder den term med ting som de politiske, Black Panthers-inspirerede rappere fra Public Enemy, får man nærmest det modsatte her. Ikke væbnet modstand i lydform, men en slags skønhedens stille oprør.

Samtidig er der også steder, hvor dén skønhed forstyrres. ’Orlando’, ’Dagenham Dream’ og ’Nappy Wonder’ forstyrres pludselig af en dronende sirene, der virker som en lydmæssig manifestation af noget truende udenfor. En slags ulmende trussel, eller måske et uforarbejdet traume.

Det er måske især den her baggrundslarm af noget voldeligt eller ondskabsfuldt, der gør albummets insisteren på blidhed og skrøbelighed endnu stærkere. At det insisterer på blidhed, selv når voldsomheden lurer lige udenfor. For selv om den sorte svane er såret, synger den stadig. Det er en sejr i sig selv, og det er netop den sejr, der hyldes igennem hele ‘Negro Swan’.


Kort sagt:
Blood Orange iklæder sine protestsange i popmusikkens blide klæder. Resultatet er et album, der iscenesætter minoriteter som sorte og queer-personers kamp som et skønhedens oprør mod uretfærdigheden. Dét er albummets stærke og smukke kerne, så selv om Dev Hynes’ ikke just genopfinder sin lyd på ‘Negro Swan’, har r’n’b- og popauteren alligevel skabt noget helt unikt og vigtigt.

Annonce