Anderson .Paak knokler med nyt album: »Min kone fucking hader mig«

Anderson .Paak knokler med nyt album: »Min kone fucking hader mig«
Anderson .Paak. (Foto: Alexandre Schneider/Getty Images)

For to år siden buldrede Anderson .Paak ind på hiphopscenen med albummet ‘Malibu’, som ikke var hans debutalbum, men som alligevel føltes sådan. Så markant var gennembruddet. I foråret sendte Paak førstesinglen til sit nye album ud, den intense ‘Bubblin’, og i et nyt interview med Rolling Stone lufter han lidt mere information om det nye album, der er opkaldt efter barndomsbyen, ‘Oxnard’.

Paak er som person ikke just tilbageholdende. Han synes – selvfølgelig, fristes man til at sige – at »der mangler ambition i musik nu om dage«. Og det er da også nogle seriøse hiphopplader, Paak nævner, når han taler om sit eget album:

»Det her er det album, jeg drømte om at lave, da jeg gik i high school og lyttede til (Jay Z’s) ‘The Blueprint’, The Game’s ‘The Documentary’, and (Kanye Wests) ‘The College Dropout’«.

‘Oxnard’ har ingen ringere end Dr. Dre, der i 2016 signede Paak til sit pladeselskab Aftermath Entertainment, som executive producer. Det var da også selvsamme Dre, der i sin tid bragte Paak frem i det helt store spotlight ved at bruge ham hele seks gange på sit ‘Compton’-album fra 2015. Og at have Dre ombord er Paak pænt tilfreds med:

»Dre, det er toppen. At have ham som mentor nu, det er bare surrealistisk«, siger Paak.

Det er stadig uvist, hvornår albummet, der også vil indeholde beats fra blandt andre Madlib, får officiel udgivelse. Til gengæld kan man vide sig helt sikker på, at den gode Paak lægger hele sin funky krop i projektet:

»Jeg lægger alt i det her, mand. Min kone fucking hader mig. Jeg får ikke engang set mine børn det meste af tiden, fordi jeg er i studiet konstant. This is it. Det er alt, jeg har«.

Læs interview: Anderson .Paak er nyrig, fyrig og flabet: »Du kan lide det – og din mor kan lide det«

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af