De største op- og nedture til P3 Guld

De største op- og nedture til P3 Guld
Benjamin Hav fra Benal til P3 Guld.
P3 Guld holdt pause i 2018, men vendte lørdag aften tilbage til tv-skærmen – denne gang på DR1! DR Koncerthuset var skiftet ud med Dok5000 i Odense, tre priser blev uddelt, og så var otte forskellige artister på scenen (og catwalken) for at vise deres værd. Det kom der naturligvis sjove, stærke og rørende øjeblikke ud af – men også ting i den lidt anden grøft. Her er et overblik over vores bud på aftenens op- og nedture. 
De største op- og nedture til P3 Guld
Christian Wolkoff

Musikredaktør hos Soundvenue

Opture

1. P3 Guld blev vist på DR1

Prisuddelingen er foregående år blevet sendt på DR3, så det var et klart signal om at tage musikken (endnu) mere seriøst, at P3 Guld nu kunne opleves på public service-organets bredeste kanal.

2. The Minds of 99 vinder P3 Prisen

Det mindede lidt om at give en ærespris til C.V. Jørgensen. Det var på tide, med andre ord.

3. Musikformidling i fokus

Der var markente ændringer i årets show i forhold til tidligere udgaver. Én af de største var et farvel til de præindspillede sketches, som tidligere har haft Kidd i fokusgruppe og en parodi på Kanye Wests ‘Famous’-video. I stedet var der mere fokus på de nominerede: Interview-segmenter, baggrund, bevæggrunde for nomineringerne fortalt af P3’s værter. Musikformidlingen trumfede underholdningsværdien, og det var et modigt og prisværdigt træk.

4. Benjamin Hav rapper på en segway

Hvis ikke dén overskrift er selvforklarende, så ved jeg virkelig ikke, hvad der er op og ned længere.

5. Vækstlaget blev vist frem

P3 Guld-priserne har ikke vildt mange nominerede i disse tider. Hvis vi lige holder P3 Lytterhittet ude her (for det er jo lytterne, der bestemmer dér), så er der seks nominerede til P3 Prisen og P3 Talentet. Alle seks nominerede spillede til prisuddelingen, og sådan kan det jo nemt komme til at handle om en meget lille skare af dansk talent – og det på en aften, som burde vise, hvor meget god (ny) dansk musik, der er derude.

På den front uppede showet sig rent faktisk i år. Der var nemlig et segment, som fremviste en række unge artister, som ikke var nomineret. Bare for at vise, at der altså var mere derude end det, som blev vist på scenen. Det viste noget bredde og noget ansvar, at Nicklas Sahl, Reem, Kops, Alexander Oscar og Ea Kaya også fik skærmtid.

6. Det var Jadas aften

Hun har luret der i et stykke tid – der lige under overfladen til det helt store gennembrud, som i den grad vil være fortjent. Lørdag aften var formentligt det, der endelig fik spredt budskabet om Jada vidt og bredt.

For det var nemlig Jadas aften – af tre årsager: Hun vandt P3 Talentet. Hun holdt et brag af en tale, hvor hun takkede alle fra Coco O. og Soleima til Medina og Lis Sørensen, »som jeg står ved siden af og på skuldrene af«. Hun gav en stærk optræden med sin nye single ‘Lonely’.

Alt det i kølvandet på, at hun i 2018 gik ned med stress – det var dejligt at se.

7. Barselona blander det høje med det lave

I en anden artikel har jeg rangeret alle aftenens optrædener fra værst til bedst, og førstepladsen derfra fortjener naturligvis også en plads her. For Barselona var bedst, som de med strygerkvartet og bodegavest fik blandet det finkulturelle med den danske sangskat, som vi kender fra en gammel jukebox.

Nedture

1. Lidt for selvsmagende

»Det er den alle danske musikere drømmer om at få fingrene i«, sagde Signe Molde om P3 Prisen som noget af det første i showet. Men altså, hvorfor har et prisshow behov for at hype sig selv på den måde? En erkendelse fra arrangørerne af, at mange DR1-seerne måske ikke var helt klar over, hvad de skulle se? Ikke desto mindre lidt for selvsmagende, hvilket ikke udelukkende begrænsede sig til ovenstående proklamering.

2. Dok5000 som location

Et års pause og nye boller på suppen. Ideen med at rykke P3 Guld væk fra DR Koncerthuset er der som sådan ikke noget galt med, men Dok5000 i Odense levede altså ikke op til forventningerne. Det var mere ‘råt’ og på den måde måske et forsøg på at gøre prisuddelingen mere jordnær og mindre musikelitær, når nu DR1 var sendefladen.

Men det hele var lidt mørkt med blå og røde nuancer, ikke varmt og imødekommende. Og selve scenen var uden de store muligheder for udfoldelse – hverken visuelt eller for musikerne selv. Der var så catwalken. Den kunne man gå op og ned af eller starte ét sted og slutte det andet. Det var der så en del, der gjorde.

Og så var der larmen. Under flere af Signe Moldes kunstnerinterview kunne parterne ikke høre hinanden; larmen fra alle de snakkende publikummer var simpelthen for øredøvende. Der savnede man lidt af det fokus, der tidligere har været i Koncertsalen.

3. »Hvordan skriver man egentlig en sang?«

Signe Molde havde fået til opgave at formidle aftenens musik og kunstnere til det helt brede DR1-segment, men hvor jeg ovenfor roste formidlingen, var der noget med hendes medbragte spørgsmål, der blev lidt for banalt.

»Har I et rigtigt arbejde ved siden af«, spurgte hun Fool, mens Niels Brandt og Martin Hedegaard skulle svare på, hvor svedig man egentlig er efter at have spillet på Orange Scene. Altså indtil vi pludselig skulle ind til kernen af det hele:

»Hvordan skriver man egentlig en sang?«. Niels Brandt reddede den med et herligt Suspekt-citat.

Læs også: P3 Guld: Årets optrædener rangeret fra værst til bedst

Læs også: Vinderne kåret ved P3 Guld – The Minds of 99 nupper hovedprisen

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold