Pixx giver et slag i ansigtet til Instagram-generationens perfekt polerede profiler

Pixx giver et slag i ansigtet til Instagram-generationens perfekt polerede profiler
Pixx.
Foto: Steve Gullick
Pixx giver et slag i ansigtet til Instagram-generationens perfekt polerede profiler - Small Mercies
4 6
Pixx
'Small Mercies'

Album, 4AD/Playground

I mere end ti år har det perfekte domineret verden. Og hvis Taylor Swift og Bruno Mars var kransekagefigurer for millennial-generationens perfekt polerede Instagram-profiler, så er Pixx trubadur for den næste generations slørede billeder og eklektiske dyrkelse af det uperfekte og jordnære. Generation Z er begyndt at kalde bullshit på, at det perfekte liv skulle bestå af unaturligt grønne avocadomadder – med Pixx som foregangskvinde: »Eruption 24 / this country scrambles on / I know they fake it«, synger Pixx (der egentlig hedder Hannah Rodgers) og får i stedet verden til at mærke det upolerede med sin musik.

‘Small Mercies’ er da også upoleret. Og albummet er svært at kategorisere. Det er ikke helt pop, det er ikke helt rock, det er ikke helt elektronisk, og det er heller ikke helt akustisk. Der er knastørre trommer uden rumklang, chorusguitarer, powerakkorder, elbas og en masse retrosynthesizere, som for det meste er en smule ude af stemning. På åbningsnummeret ræser trommerne derudaf, mens en fortællerstemme fortæller kort om kondoren fra Andesbjergene (ja, fuglen), hvorefter en androgyn vokal tager over, afbrudt af kondorskrig indimellem.

Det er en mangefacetteret omgang at høre ‘Small Mercies’, men gennemgående er det meget rå 70’er-rockede udtryk. Man tænker straks på The Beatles, når ‘Bitch’ går i gang med sin høje energi, lidt sejlende fornemmelse og leg med nye akkordrækkefølger. Og på både ‘Bitch’, ‘Mary Magdalene’ og ‘Blowfish’ leder trommesporet tankerne hen på Led Zeppelins John Bonham, der i sin storhedstid var kongen af rocktrommer. Og når man, som jeg, har haft en ordentlig Led Zeppelin-periode i teenageårene, kan man ikke undgå at smile, når trommeslageren (om det er Rodgers eller en sessionmusiker) giver den gas.

Andre steder er musikken mindre ligefrem, enten fordi rytmerne eller akkorderne forsøger at skubbe til, hvad vi synes er normalt. På ‘Disgrace’ hører vi en masse toner over den samme bastone i introen, og det lyder som om, at Pixx dyrker dissonansen som et mål i sig selv. Her og der finder vi også et ekstra slag, selv om det ikke forhindrer nummeret i at groove overraskende godt.

Nogle gange lyder det dog mest bare kaotisk. Titelnummeret har en flimrende sequencer-agtig synthesizer, der spiller sammen med et lynhurtigt trommegroove og så en lidt uinteresseret vokal, der flyder oven på det hele. Og det lyder lidt som en gruppe teenagere i øvekælderen, hvor den ene lige har fundet en gammel synthesizer uden helt at vide, hvordan den fungerer.

Rodgers’ vokal er også noget for sig. På ægte normcore-vis lyder hun for det meste, som om hun ikke rigtigt gør nogen indsats for at virke interesseret i sine egne tekster eller melodier, og selv om det sikkert er et bevidst stilvalg, har det den uheldige effekt, at man glemmer at lytte efter. Fordi der sker så meget andet i musikken, forsvinder teksterne i en skov af lyde, og det er en skam. Jeg er sikker på, at der er nogle gennemtænkte paralleller mellem det, sangene handler om, og hvordan musikken lyder, men de er svære at fange, hvis ikke man koncentrerer sig rigtigt meget.

Men så igen er ‘Small Mercies’ ikke et bud på den perfekte popplade med overensstemmelse mellem hver enkelt melodi og tekst. Den er et slag i ansigtet, et wake-up call, der minder os om, at der er overraskende lidt her i verden, der er perfekt. Og det gør den meget godt.


Kort sagt:
‘Small Mercies’ er et kaotisk og udfordrende album med nogle rigtig fede rocknumre og rigtig mange forskellige indtryk – nogle gange er det en god ting, andre gange er det for meget.

Sponsoreret indhold
Hvordan blev »a fat boy from nowhere« en superstjerne?
Kom tæt på en af musikhistoriens største legender i det storslåede drama om Elton John. Læs fem gode grunde til at se ‘Rocketman’ her.
UIP