De tre bedste ting, vi oplevede til Badesøen Festival i weekenden

De tre bedste ting, vi oplevede til Badesøen Festival i weekenden
Jada på Badesøen Festival.
Foto: Malthe Folke Ivarsson
Badesøen anno 2019 bød både på skemalagte koncerter og pop-up-optrædener rundt omkring på festivalpladsen i Albertslund. Vores udsendte har samlet de tre bedste musikalske oplevelser, han havde i løbet af årets festival.

1. Bendik Giske

Jeg så den norsk-tyske dronesaxofonist Bendik Giske to gange i løbet af Badesøen 2019. Første gang var som en del af en skemalagt fælleskoncert med den amerikanske harpenist Mary Lattimore.

Denne koncert var opbygget sådan, at ca. den første tredjedel var Lattimore solo, den næste tredjedel med Giske og Lattimore i samspil, og afslutningsvis Giske alene. Lattimores harpespil var skam kønt, men Giskes brusende improvisation stjal showet, så snart han trådte på scenen.

Ud over den typiske mikrofon ved saxofonens udmunding, var Giskes saxofon også udstyret med mikrofoner ved klapperne, og Giske selv havde en mikrofon tapet til halsen. Disse yderligere detaljer i lydbilledet gjorde det endnu mere intenst at overvære ham spille lange, dronende passager, praktisk taget uden nogen pauser, hvilket han formåede gennem imponerende cirkulær vejrtrækning.

Sonisk var der nærmest lidt Colin Stetson over det – men visuelt havde han sin helt egen queer-æstetik. I løbet af hans koncert fik han selskab af danseren Legz, der blandt andet medvirker i videoen til Giskes ‘Adjust’, og sammen udfordrede de normer for køn og dans.

Da jeg så Giske anden gang, var det til en pop-up-koncert, hvor Legz igen dukkede op, denne gang med bar røv og tentakel-masken fra ‘Adjust’-videoen. Atter en gang var han bjergtagende på saxofonen, men denne gang selvsagt uden mikrofonerne. I stedet var der en sang, hvor han bad publikum sætte sig helt tæt på, fordi han ville spille så lavmælt som muligt. Det gav et sug i maven, og det var en helt ny side af ham, man opdagede, når det kun var saxofonens allerfineste toner.

2. Jada

Selv en fremragende koncert kan miste lidt af sin magi, hvis man ser den igen og igen. Jadas koncert på Badesøen var tredje gang, jeg så hende på denne turné, og naturligvis var det så med stort set samme setup som de to foregående gange.

Men ih, Jada stopper ikke med at vinde mit hjerte. Live er hun en mageløs historiefortæller, der er ekspert i at gøre en sang vedkommende på et transcenderende plan. Hendes popsange bliver sunget, så man selv føler hver eneste følelse, hun beskriver.

Ledsaget af en keyboardist, en bassist, en trommeslager og tre korsangere (i matchende outfits) fik hun vist, at popmusik passer glimrende ind i Badesøens ellers meget grænsesøgende profil. Hun sang fantastisk, og hun var så fuld af spilleglæde, at det var svært ikke at have et gigantisk smil på læberne i løbet af det hele. Det var helt klart den koncert, der vakte størst publikumsrespons, og det med god grund.

3. Mark Ernestus’ Ndagga Rhythm Force

Jeg bliver lige nødt til at starte med det sidste i dette tilfælde. Kort tid inden et ekstranummer spurgte bandets danser spøgefuldt i mikrofonen, om der var nogen i publikum, der ville gifte sig med hende. Jeg var i totalt godt humør, så jeg løftede min arm i vejret i den tro, at der sikkert ville være et hav af hænder, der ville gøre det samme.

Det var der ikke, så jeg blev hevet med op på scenen. Og så dansede jeg på livet løs i løbet af ekstranummeret – som i øvrigt varede rigtig længe. Oppe fra scenen virkede det nærmest som om, der tit var nogen i bandet, der mente, det var ved at være tid til en afslutning – men så var der lige nogen, der havde noget fedt, de skulle improvisere, og så varede det lige lidt længere.

Men jeg vil så også sige, at jeg var klar over, at denne koncert var et højdepunkt, længe inden jeg blev hevet op på scenen. For Mark Ernestus’ Ndagga Rhythm Force var netop det – en rytmeforce. Bandet bestod af en synthbassist, en sanger, en danser, en trommeslager og tre percussionister. Det setup er praktisk taget en opskrift på en strid strøm af dansable polyrytmer, og det fik vi da også.

Energiniveauet var højt, deres grooves var medrivende, og det var umuligt at stå stille til. Percussionisterne formåede at være tekniske ekvilibrister, der med tight millimeterpræcision kunne skabe forførende lydbilleder – men samtidig bevarede de også en løssluppen stemning, hvor man kunne mærke energien, der strømmede igennem musikerne, mens de improviserede.

Det var festivalens sidste skemalagte koncert, og det var en fabelagtigt festlig afslutning.

Læs også: Her er 16 danske album, vi virkelig ser frem til i anden halvdel af 2019

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold