Nytårstale: Vi gør status på et både bizart og befriende nyskabende gaming-år

Nytårstale: Vi gør status på et både bizart og befriende nyskabende gaming-år
Nytårstale: Vi gør status på et både bizart og befriende nyskabende gaming-år
Ketil Skotte

Spilskribent og filmfanatiker

KOMMENTAR Endnu et år er ved at rinde ud, og et nyt står for døren.

Nu hvor vi forlader spilåret 2016, er det værd at reflektere over, hvad det har bragt os af gode og dårlige ting og samtidig kigge frem mod det nye år, med alt hvad det bringer med sig af forhåbninger og bekymringer.

2016 bød først og fremmest på en række stærke udgivelser på både AAA- og indiefronten, hvor særligt first person shooteren gjorde sig bemærket hos førstnævnte. Året vil også blive husket for al den nye hardware, der blev smidt på gaden. Virtual reality kom endelig ud til forbrugerne – endda i stor stil, og så var der nye udgaver af både Xbox One og PS4.

Sidstnævnte var samtidig den helt store historie på rygtebørsen, og efter månedsvis med skiftende oplysninger fra adskillige kilder kom svarene så småt i løbet af sommeren og kulminerede med Sonys PlayStation Event i september.

PS4Pro-3

Vores konsoller fik en overhaling halvvejs i cyklussen

Det er old news, at Sony giver deres konsol en ansigtsløftning et stykke efter dens oprindelige lancering. Det har de gjort siden den allerførste PlayStation. Microsoft gjorde det ikke med den originale Xbox, mens Xbox 360 fik til gengæld behandlingen to gange. Der har hidtil været tale om redesigns og små forbedringer som fx nedsat støjniveau (*host* Xbox 360), men 2016 blev året, hvor vi fik reelt opgraderede udgaver af PlayStation og Xbox. Sony lancerede hele to nye konsoller i det forgange år. Slim udgaven var business as usual, men Pro var noget nyt på konsolmarkedet: en kraftigere PS4 der giver de understøttede spil mere iøjefaldende farver, højere opløsning og mere stabil framerate – så længe dit tv understøtter det. Microsoft sendte Xbox One S, der ligesom Pro understøtter HDR, på gaden, men firmaets virkelige nyhed var pseudo-annonceringen af Scorpio-modellen af Xbox One, der ifølge Microsoft kommer til at få Pro til at ligne et oldtidslevn, når den udkommer i slutningen af næste år. Vi får se.

Hvis vi skal se på ræsonnementet i at lancere denne nye type konsol (ud over ussel mammon selvfølgelig), handler det nok i høj grad om at bygge en bro til næste generation, så konsollerne ikke halter så langt efter pc’en, som de ellers har for vane. Og så har begge fabrikanter en stor aktie i en anden ny(ish) teknologi, som de gamle modeller efter sigende havde lidt svært ved at støtte ordentligt op om: Virtual reality.

PSVR-13

VR lander omsider hos forbrugeren

Der er i de seneste år blevet skrevet spalte op og ned om virtual realitys snarlige indtræden i vores liv. I 2016 landede der så hele tre ambitiøse produkter på gaden. Facebook lancerede Oculus, HTC kom med Vive og til sidst udgav Sony PlayStation VR. Der er ingen tvivl om, at teknologien virker, men spørgsmålet er, om de ret så dyre headsets kan bryde igennem for alvor, eller om de kommer til at lide samme skæbne som eksempelvis Kinect og Move, der i sidste generation blev slået stort op for derefter helt at forsvinde i denne generation. De første salgstal er ikke voldsomt imponerende, og en af svaghederne ved VR er, at der indtil videre bydes på samme type korte og lettere overfladiske spil, som også var en svaghed ved Kinect og Move. Flere af de kommende, store titler som for eksempel ‘Resident Evil 7’ kan dog spilles i VR, men her er spørgsmålet, om det rent faktisk er udholdeligt at have headsettet på i længere tid af gangen.

VRs succes står dog ikke og falder med gaming. Teknologien har – modsat motion gaming – mange andre anvendelsesmuligheder, og både den respektable og mere *ahem* eksotiske del af filmbranchen har allerede kastet sin kærlighed efter VR.

super-mario-bros-japanese-box-art

Den dedikerede håndholdte konsol er død…

Den dedikerede håndholdte konsols tid ser ud til snart at rinde endegyldigt ud. Både Nintendo 3DS og PlayStation Vita har solgt markant dårligere end sine forgængere blandt andet som følge af det hastigt voksende mobile marked, og i 2016 blev de sidste søm slået i kisten. Sony regner ikke med at sende en opfølger til Vita på gaden og vil heller ikke støtte den synderligt rent softwaremæssigt. Derfor stod Nintendo som sidste bastion, men virksomhedens annoncering af Nintendo Switch som en kombination af klassisk hjemmekonsol og tablet virker som en klar indikation af, at en egentlig håndholdt konsol ikke er planen for fremtiden.

…men Nintendo og Sony omfavner mobilmarkedet

De håndholdte konsoller er muligvis en saga blot, men det mobile spilmarked trives i stor stil. Det er naturligvis ikke gået Nintendo og Sonys næse forbi. Nintendo udsendte i juli sin første titel til mobiltelefoner og var mildest talt succesfulde med forsøget. På trods af lunkne anmeldelser  blev ‘Pokemon Go’ et i spilbranchen nærmest uset fænomen. Allerede i august høstede spillet fem rekorder i Guinness World Records (heriblandt for sine 130 millioner downloads den første måned), og i tiden efter udgivelsen var det nærmest umuligt at gå uden for en dør uden at støde jægere i færd med at forsøge at tilføje Snorlax eller Charmander til samlingen. I midten af december smed Nintendo så Super Mario Run’ på gaden og virksomheden har allerede annonceret, at den regner med at udsende 2-3 titler årligt.

Måske inspirerede Nintendos enorme succes med ‘Pokemon Go’ Sony, for den japanske gigant annoncerede sidst på året, at man fremover vil udgive kendte PlayStation-titler på det mobile marked.

DOOM

Singleplayer first person shooteren gør et strålende comeback

De sidste par år har first-person shooteren (FPS) primært haft sin eksistensberettigelse som online kampplads. Bevares, salgstallene har stadig været fremragende, men siden ‘Bioshock: Infinite’ har der faktisk ikke været en rigtig god singleplayer FPS. I 2016 fik vi intet mindre end tre af slagsen. ‘Doom’ åbnede ballet med en tempofyldt, ultravoldelig og bundsolid kampagne, der føltes som en moderne udgave af det ‘Doom’ alle vi nostalgikere elsker at huske tilbage på.

‘Battlefield 1’ leverede den ultrapopulære series klart bedste kampagne ved at skrue tiden tilbage til den i gaming undereksponerede 1. Verdenskrig og ændre på historieformatet. I stedet for én lang, sammenhængende kampagne fungerede spillets war stories som en form for noveller, der legitimerede de mange geografiske og gameplaymæssige spring langt bedre end de traditionelle ‘Battlefield’ og ‘Call of Duty’-kampagner har formået de senere år.

Slutteligt leverede det lidt oversete ‘Titanfall 2′ en stram, afvekslende og forfriskende kampagne i kølvandet på Battlefield 1.

Battlefield1

AAA i problemer

For nogle år siden uddøde de såkaldte A og AA-spil til fordel for et marked, der groft sagt består af AAA og indie. Hvis vi skal dømme ud fra 2016, kan AAA også stå over for en udfordring i fremtiden. Godt modtagede efterfølgere som ‘Dishonored 2’, ‘Titanfall 2’ og ‘Watch Dogs 2’ ser alle ud til at sælge væsentlig under forventning, og selvom det måske delvist kan forklares med en tætpakket efterårssæson, er der også en mere markedsændrende forklaring: Nemlig at folk bruger mere tid og flere penge på få spil i stedet for at spille mange forskellige. Denne kategori af spil er blevet døbt AAA+ og dækker over fx ‘World of Warcraft’, ‘Overwatch’, ‘Destiny’ og ‘Battlefield 1’. Spillene kendetegnes ved at holde spilleren (og dennes pengepung) til ilden ved en lind strøm af små og store opdateringer, der sørger for, at man aldrig løber tør for indhold. For de risikoaverse udgivere er denne type spil en drøm, og 2016 var et strålende år for AAA+.

Men hvor branchen på dette punkt indsnævrede sit fokus, udvidede den sig på andre punkter.

watchpage_Gameplay_Trailer_255200

Kvinder og etniske minoriteter vinder frem som protagonister

Spilprotagonister har traditionelt set været hvide mænd, hvilket tidligere måske hang sammen med både udviklernes og gamernes demografi. Men tiderne ændrer sig, og i dag er en gamer ikke så let at kategorisere. Alligevel er det som, at det først var i 2016, at vi for alvor begyndte at se denne diversitet overført til spillene. Foruden et væld af indietitler havde ‘Dishonored 2’, ‘Recore’ og ‘Battlefield 1’ (til en vis grad) kvindelige protagonister og ‘Watch Dogs 2’ og ‘Mafia III’ havde en sort protagonist. I de kommende år ser tendensen ud til at blive forstærket. ‘The Last of Us Part II’, ‘Horizon: Zero Dawn’, ‘Mass Effect: Andromeda’, ‘Uncharted: The Lost Legacy’ og ‘Prey’ har alle kvinder i hovedrollen, og de to sidstnævnte titler har endda en indisk og asiatisk hovedperson.

Dermed ikke sagt at hvide mænd ikke stadig fylder mest, men fremskridtene er stadig markante.

Final-Fantasy-XV-2

Et par forhåbninger for 2017

Der har været mange ting at glæde sig over som gamer i 2016, men selvfølgelig har alle tendenser ikke været lige velkomne og et par stykker har været irriterende i en sådan grad, at det ikke kan gå hurtigt nok med at få lagt dem i graven.

Først og fremmest skal der luges ud i preorder-buskadset. En ting er den tvivlsomme praksis, som preorder systemet grundlæggende bygger på og faciliterer, men derudover er det simpelthen blevet alt for kompliceret. Forudbestiller du hos Gamestop får den seks nye skins, mens du får to eksklusive quests på PlayStation Store og noget helt tredje eller fjerde nogle andre steder. Det er ganske enkelt helt unødvendigt forvirrende og tager spilleren som gidsel i en krig mellem forhandlere.

I 2016 tog Square Enix prisen for mest usympatiske preorder-program, da de til ‘Deus Ex: Mankind Divided’ lancerede et belønningssystem, hvor antallet af preorder items var afhængigt af antallet af preorders. Square Enix havnede fortjent i en shitstorm og trak heldigvis programmet tilbage, men at det i det hele taget bliver foreslået til at starte med, siger en del.

Day one patches er efterhånden blevet reglen snarere end undtagelsen, og det er da også til at leve med at skulle downloade en lille patch for at få den optimale spiloplevelse. Desværre er det stukket helt af. ‘Final Fantasy XV’ kom for eksempel med en patch på 9 GB og ‘Elder Scrolls: Online’ ankom til konsollerne med en patch på 15 GB. Har man ikke en hurtig internetforbindelse, tager det en evighed at downloade, og da de ofte fikser væsentlige mangler og er nødvendige for at kunne spille multiplayer, står man som forbruger derfor nemt med håret i postkassen. Det lugter langt væk af ufærdige spil, og det er vi på ingen måde tjent med.

Hvis ovenstående bliver udbedret, og der i øvrigt udkommer en lang række glimrende spil – hvilket der er god grund til at tro på – er der grund til at bevare optimismen for et nyt, godt spilår.

Gud bevare gaming. 

Sponsoreret indhold