De fem mest skuffende måder at dø på i computerspil – i alt fra ‘GTA’, ‘Mario Kart’ og ‘Uncharted’

De fem mest skuffende måder at dø på i computerspil – i alt fra ‘GTA’, ‘Mario Kart’ og ‘Uncharted’

Der ligger et særligt ansvar på ens skuldre, når man spiller computer. Man er sin egen helt, sin egen lykkes smed, der er al ære i verden at hente på ens egen præstation. Kun ens egen præstation baner vejen for evindelig ære, mad skills og den perfekte score.

Lige så euforiserende, som det kan være at vinde, lige så afgrundsdybt frustrerende og skuffende kan det være, når man taber og dør. Det kan føre til masser af ragequitting, knuste controllers og ufred i hjemmet. Men endnu værre er det, når man selv fejler i kampens hede – eller det modsatte – med et forkert tryk, bevægelse eller et øjebliks manglende skarphed.

Det er den slags, der kan få én til at tage hele sit lov op til revision og overveje at blive gartner for eksempel – men også i det fag, ville man sikkert slå alt levende ihjel. Med en lægelig term kaldes det disappointmentquitting.

Her følger en liste over fem vanvittigt skuffende og frustrerende måder at kradse af i computerspil, så vi i fællesskab kan slikke vores sår, komme os og kigge fremad.

1. Død ved egne våben

Europa, efteråret 1944. På en computerskærm, altså.

Omkring dig fræser pansertanks og bombefly, kuglerne suser om ørene på dig, mens dine kammerater gør deres allerbedste for at forene nazisternes kroppe med deres døde moral. Du hører et dødsskrig, og dukker hovedet for en håndgranat, der sprænger et sted til højre for dig.

Du fisker selv en håndgranat frem og kaster den med al din kraft mod fjendens skjul. Men dit aim er en my off, så du tonser din granat durk ind i en kollapset bro og tilbage i hovedet på dig selv. Slagmarkens på alle måder mindst glorværdige måde at dø på.

Det gælder naturligvis alle krigsspil og shooters og kan også oversættes til miner, du har glemt, hvor du har placeret eller sågar, hvis du bliver ramt af dine egne skud i eksempelvis ‘Super Mario’.


2. Død ved blær

Det er så let at føle sig som en gud, når man spiller. Særligt hvis det er mod ens venner, og der har kørt fremragende indtil nu. Man kan dufte sejrens sødme, og modstanderes skuffede ansigter, når man om et øjeblik knuser dem og deres tid i ‘Mario Kart’ og for evigt cementerer sig som den overlegne mester.

Så man vælger at være lige en tand for show-off-y – og ens hybris straffes prompte med en (velfortjent) lige højre. Ens modstander smadrer direkte ind i en, med en hastighed der burde være forbudt, og sejren smuldrer under en, fordi man har overvurderet sin føring. Og der er ingen som helst, andre end en selv at takke for nederlaget. Av, av, av.

Ingen undslipper Luigis dødsblik.


3. Død ved drukning

Du har siddet i timevis og trænet din lungekapacitet i ‘Grand Theft Auto V’. Ned i vandet, bliv der så længe som muligt, op at trække luft, gentag. Efterhånden er rytmen blevet automatisk, du gør det igen og igen. Men pludselig bliver du distraheret, et eller andet skal bruge din opmærksomhed og smask.

Timevis af skønne, spildte kræfter, honoreret med de smældfede, røde bogstaver WASTED, der ætser sig ind på øjenhinden, legende og friskfyrsagtige. Du har tabt det hele på gulvet.

Den skuffelse kan sagtens overføres til ‘The Rise of the Tomb Raider’ eller ‘Uncharted 4’, hvor en forkert bevægelse med controllerens joystick presser dig ind mod en stalagtit og frarøver dig det ene sekund, der adskiller Lara eller Nathan fra den herlige, livgivende oxygen kontra den fesne, utilfredsstillende druknedød.


4. Død ved fald

Fra ‘Inception’ og Anders And ved vi, at man vågner, når man falder i en drøm. Man kunne, i sit stille sind, undertiden ønske sig at det samme var tilfældet i computerspil.

Hoppe-udfordringer er hyppige i computerspil, og er, i og for sig, ikke altid en dårlig idé – både i de gamle (og kriminelt undervurderede) ‘Harry Potter’-spil, ‘Mirror’s Edge’ og ‘Assassin’s Creed’ kunne man blive sat foran en eller anden form for sammensurium af roterende, niveaufordelte og strategisk placerede platforme.

Udover at efterlade en med en vag mistanke om at spiludviklerne muligvis har overvurderet de gamle folkeslags udelte glæde ved parkour, er der vitterligt intet mere knusende ydmygende og impotensfremkaldende end at løbe hæsblæsende udover en rampe, parat til at gribe fat om den næste Maya-platform – for at opdage at man har fejlvurderet afstanden.

Frustrationen er allerstørst, når det ikke sker midt i en kamp, men simpelthen er 100 procent selvforskyldt. Det allerværste er dog, hvis man er røget ud for kampområdet og spillet derfor eliminerer dig.


5. Død ved sult

Survivalspil som ‘Don’t Starve’ og ‘Minecraft’s survivalmode og ‘Fallout’s hardcoremode er så småt ved at få styr på et nagende problem computerspil har lidt under: Hvorfor spiser computerspilsfigurer tilsyneladende aldrig? Skal de ikke have noget at drikke? Hvad med søvn?

Men selvom det er både sjovt, underholdende og udfordrende at jonglere alle sine forskellige behov i eksempelvis ‘Don’t Starve’ – få sover tilstrækkeligt, få samlet bær og finde paraplyen frem når det regner – så er der få ting så ydmygende, som at opdage at man ikke har taget nok brød med. Man er en computerspilshelt. Med dette hjemmelavede spyd skulle man underkaste sig hele verden, men der bliver intet ridt til Valhalla for en – i stedet lægger man, kold og våd og sulten på en ødemark. Sad!

Læs også: ‘Call of Duty’-seriens spil vurderet: De tre bedste og de tre værste