Danske ‘Startup Company’ er essensen af ‘Silicon Valley’, der møder ‘Sims’

Danske ‘Startup Company’ er essensen af ‘Silicon Valley’, der møder ‘Sims’
4 6
Spil
Titel

'Startup Company'

Platform

PC, Mac, Linux (anmeldt til PC)

Lancering

Early access

Det er en evindelig fornøjelse, og et lille, lokalpatriotisk brus, at se det danske spilmarked blive ved at blomstre  – på trods af visse tilbageskridt.

Særligt i København er der et levende undergrundsmiljø for indiespil, og seneste skud på stammen er en-mandsfirmaet Hovgaard Games’ debut ’Startup Company’, der blev udgivet i Early Access på Steam i sidste uge, og endte som lidt af en dark horse med omtale i udenlandske medier, endog med meget pæne salgstal for et indiespil, udviklet af en enkelt mand og udgivet på et minimum af marketing. Vi har fået fingre i spillet og anmelder.

Disruption or bust

’Startup Company’ er et af den slags spil, hvis titel én-til-én afdækker hvad det handler om – og dog måske ikke helt: Du skal, i rollen som iværksætter og CEO, starte dit helt eget tech-firma fra bunden, indtil du kan konkurrere med titaner som Gugle, Friendbook og Amazine – navnene er lige tilpas genkendelige i spiluniverset, uden at få copyright-klokkerne til at bimle. Du informeres behjælpeligt i starten af spillet om at du har ikke en rød reje, men til gengæld har du lejet et lokale på størrelse med en stor garage, og stilles et lån på 40.000 dollar i udsigt, fra en bank, med det noget ildevarslende navn Eazy Money.

Det første jeg gjorde, var naturligvis at navngive mit firma ‘Disruption Incorporated’ – jeg har erfaret, hos den siddende regering og diverse business-interviews i større medier, at disruption er det nye sort, og man kan lige så godt gå hele vejen, når man alligevel sidder gældsbundet til Eazy Money. Disruption or bust.

Efter du har skrevet under på papirerne, hyrer du som det allerførste en Sales Marketer, giver vedkommende et spartansk skrivebord, og går i gang med at indhente kontrakter hos forskellige firmaer, som gerne vil have dig til at skrive kode for dem.

Når man har en kontrakt, må man jo således også i gang med at skrive den fordømte kode, og den næste ansatte på listen er derfor en Developer, der kan producere UI-moduler, Encryption Keys og et imponerende udvalg af andre slags kode, med kolde, forretningsagtige technavne. Herefter går man i gang med at byde på tech-udbud, tjene penge, ængstes over sit lån og hyre flere developers, så man kan imødekomme stadig voksende ordrer, fra de forskellige aktører på ’Startup Company’s virtuelle tech-scene.

Pisken svinges

Efterhånden som man fuldender kontrakter, stiger ens level, og åbner op for nye ansatte, for eksempel managers, der sætter arbejdshastigheden op for ens ansatte, designere, der kan producere grafiske moduler og HR-managers, der kan regulere ens ansattes arbejdstimer.

Et element af spillet er nemlig, at ens ansatte bliver triste (og derfor uproduktive), hvis de arbejder for længe uden ferie, hvis deres kontrakt ikke inkluderer ærkeamerikanske tiltag som health care og gratis drikkevarer og hvis kontoret ikke er udstyret med mødeborde i tung eg og et par ulideligt dyre sofaer. Hele den del af spillet, der handler om at møblere arbejdspladsen minder behageligt om byggedelen af ‘Sims’, og man kan blive helt pernitten med placeringen af glasvægge og arbejdspladser.

Efterhånden som spillet skrider frem, rykker man videre fra de små freelance-kontrakter til selv at klargøre produkter, man kan skyde ud på markedet. Jeg beslutter mig for, at Disruption Incorporated naturligvis skal smadre Splottifys monopoli på streaming, og lancerer under stor ståhej vores egen tjeneste med navnet Disruptify – og dertil en konkurrent til Splitch.tv ved navn disrupTV. Virksomheden vokser støt, pengene strømmer ind på kontoen, og jeg hyrer marketings-eksperter, og researchere, så vi kan blive endnu skarpere, have endnu flere features, endnu vildere koder.

Startup-forbandelsen

Men det hele føles på et eller andet tidspunkt en lille smule tomt.

Hvad skal jeg med alle de penge? Jeg køber endnu et dyrt skrivebord, jeg fyrer de mest uproduktive af mine kodere, deriblandt den allerførste jeg nogensinde ansatte, og hyrer de mest velkvalificerede og vellønnede folk i branchen. Jeg lancerer en ny version af Disruptify, og min indkomst stiger tilsvarende, den vokser og vokser. Jeg irriteres, da en HR-manager pludselig føler at hans »personlige mål ikke længere matcher Disruption Incorporates« og derfor siger sit job op.

Men hvorfor fortsætter jeg overhovedet? Der er ikke noget mål med ’Startup Company’, det er helt op til spilleren at læse en mening ind i spillet, og sætte sine egne mål for firmaets udvikling. Og da jeg har nået en million brugere på både disrupTV og Disruptify rammer en pludselig kulde mig: Jeg er blevet et kapitalistisk monster, uden nogen dybere mening med min tilværelse og mit firma, end vækst med vækst på, uden hensyn for mine medarbejdere, der kun tilgodeses, så længe de bliver ved med at spytte kode og moduler ud til den videre vækst. Jeg har fyret de mennesker, der sad forhutlet og håbefulde sammen i vores lille garagekontor, og jeg irriteres når mine nye ansatte rammes af personlige kriser eller stress. Og det er alt sammen et resultat af mine egne valg. Jeg slukker for ’Startup Company’.

Den endelige dom

Det er ikke til at vide – og det er egentlig også en lille smule ligegyldigt – om Hovgaard Games har tænkt den dimension ind i ’Startup Company’ (selvom Jonas Hovgaard på drillende vis har kaldt sit værk for et »educational game« på Twitter), men da jeg sidder tyve timer inde i spillet, og pludselig føler mig tom over de mål jeg har sat mig, og de valg jeg har truffet i spillet, gør det pludselig frygteligt ondt.

’Startup Company’ er ikke i sig selv et satirisk spil (måske med undtagelse af achievementet A Small Loan of a Million Dollars), og i kraft af dets karakter som mere eller mindre straight-up tech-startup-simulation, er mine egne kvababbelser og tanker om det kapitalistiske vækstsamfund og min egen rolle i dette, selvom det godt nok kun var i spillet, udelukkende et resultat af, at jeg selv har taget bo i spillet.

Og det er fandeme godt håndværk. Det er lige præcis dét kunst skal kunne, og det bliver desto stærkere i spil, hvor spillerens egne valg, og konsekvenserne heraf er en del af spillets natur og værkets narrativ. ’Startup Company’ er ikke det sjoveste spil jeg har spillet i år, men det fik mig til at spille i tyve timer, gyse, bevidst holde op med at spille, og sætte mig ned og reflektere.

Hermed en stærk anbefaling.


Godt
+ Tilsyneladende sjovt nok til at undertegnede kunne bruge tyve timer på skidtet
+ Nogenlunde varieret gameplay med både elementer af ’Sims’ og diverse management-spil
+ Kold, eksistentiel kapitalisme-angst – med vilje eller ej

Skidt
– Hvis det ikke er en del af spillets pointe, at der ikke skal være noget egentligt mål, kunne det være fint med mere indhold i spillets slutning
– Lidt tungt på regnearks-fronten
– Kold, eksistentiel kapitalisme-angst