Lana Del Rey, Ed Sheeran og Labrinth blev annonceret på den officielle trackliste til ‘Beauty Behind the Madness’, men har du allerede skamlyttet The Weeknds nye album, undrer du dig måske over, hvem der står bag den silkebløde kvindevokal på ‘Angel’, den patosindsvøbte over-the-top-rockballade, der lukker ballet som track nummer 14.
Det er såmænd Maty Noyes – en 18-årig sangerinde fra Corinth, Mississippi. ‘Beauty Behind the Madness’ leakede allerede på internettet i sidste uge, og Complex var tidligt ude med en historie, som dagen efter blev fulgt op af Noyes på Twitter, der cementerede sin ukrediterede gæsterolle.
This is all me, minus the pictures of Lana. #angel #BeautyBehindTheMadness #matynoyes https://t.co/7fcrFoKqCd
— Maty Noyes (@noyes) August 22, 2015
Sporene går dog længere tilbage, for allerede i august tweetede den canadiske pianist og producer Stephan Moccio følgende, der altså nu munder ud i fakta. Moccio står desuden krediteret som co-producer på tre af numrene fra ‘Beauty Behind the Madness’ – udover ‘Angel’ drejer det sig om ‘Real Life’ og ‘Earned It’.
Never lost on me, the love u piano music lovers send my way. I love u 4 this, very proud of the piano work on upcoming @noyes + @theweeknd — Stephan Moccio (@StephanMoccio) August 5, 2015
Noyes er signet af det amerikanske pladeselskab Lava Records, som dog hører ind under Republic, som The Weeknds Abel Tesfaye altså er tilknyttet – hermed koblingen, og det lille gæstespot er højst sandsynligt kommet i stand for at give et boost til sangerindens solokarriere. Mere om det nedenfor.
Ifølge hendes Facebook-profil har Noyes tidligere udgivet ep’en ‘Indigo Child’ og albummet ‘Worth’, men begge udgivelser er nu støv i internet-vinden og kan hverken findes i iTunes eller på diverse streamingtjenester.
Men hov… Spring et par dage frem efter Noyes egen bekræftelse af ‘Angel’-gæstevokalen og man finder et tweet omkring hendes nye single ‘Charge It to the Game’.
This is everything to me… Love you all. Thank you for letting me share / open myself to all of you. pic.twitter.com/wINAhlbbLp
— Maty Noyes (@noyes) August 25, 2015
Singlen er en rimelig middle of the road-synthpopballade, og spørgsmålet er, om The Weeknd har ligeså meget magt, når det kommer til co-signs, som Drake har haft de seneste par år med Fetty Wap, iLoveMakonnen, Dej Loaf og ja, The Weeknd helt tilbage i 2011. Det må tiden vise – i mellemtiden kan du lytte med her.
Læs anmeldelse: The Weeknd ‘Beauty Behind the Madness’