Du har set ’Dronningegambit’, ’The Mandalorian’, ’Bridgerton’ ‘Lupin’, og hvad der nu ellers har trukket overskrifter og (virtuel) watercooler-snak over det seneste års on-off isolation.
Og nu begynder du at synes, at streaminglandskabet ser lidt goldt og øde ud. Det kan godt være, man snakker om peak TV og streamingkrig, men du føler, du har set det hele over det seneste års overdrevne alenetid i sofaen med dit slumretæppe og bamsen, du ikke vil indrømme, du stadig har.
Du overvejer at gense ’Venner’ eller ’30 Rock’ eller ’Breaking Bad’ for sjette gang, men fortvivl ej: Der er streamingparate fristelser af nyere dato, du sandsynligvis ikke har givet en chance endnu.
Herunder har jeg samlet en række spillefilm, dokumentarfilm, serier og et enkelt standup-show, som vores anmeldere har hyldet over de seneste måneder, men som det næppe er alle, der har fået nedfæstet på watchlist-hinden som et must-see.
Spillefilm
En ganske særegen debut: ’The Last Black Man in San Francisco’
Efter to års ventetid kan vi nu endelig i Danmark se Joe Talbots storroste film om Jimmie, der trænger sig på i det gamle San Francisco-hus, som tidligere tilhørte hans familie, men nu bebos af et ældre hvidt ægtepar. Fortællingen kører afsted i sit helt eget toneleje, og vores anmelder Sara Prahl skrev:
»Jeg kan ærligt sige, at jeg aldrig har set noget lignende og får da også lyst til at skrotte vante genrebetegnelser som drama og whatnot. Måske vil jeg i stedet kalde filmen… et slags klagedigt? Eller et autentisk eventyr? Eller måske en nostalgisk kærlighedsfortælling om et bristet forhold mellem en by og sine indbyggere? Ak, det kan være at sætte de helt rigtige ord på et værk, der er så helt igennem sit eget«.
Kan ses på Viaplay.
Den bedste film i 2020? ‘A Sun’
Denne taiwanesiske perle var blevet totalt begravet på Netflix, indtil en Variety-kritiker kårede den som intet mindre end årets bedste film sidste år. Herfra gik det stærkt, og nu vurderes den til at have en reel chance for en Oscar-nominering (og dermed konkurrent til ’Druk’) som Taiwans officielle indstilling. Filmen er et familie- og gangsterepos, som skydes i gang, da to venner ender i ungdomsfængsel efter en hævngerning via machete-afhugning.
»A-Ho, A-Hao, Mr. Cheng og Miss Quin er en familie, du bliver ked af at forlade«, skrev Aleksandra Emilia Kida i sin anmeldelse. »Det er misvisende af Netflix at kategorisere filmen som ’mørk’, for selvom det er en historie om en familie, der afviser hinanden, skammer sig over hinanden, isolerer sig fra hinanden, er der også forløsning, forhåbning og forsoning, og det er derfor, at du skal trodse din indre refleks, når du skal vælge dit næste skud Netflix-eskapisme og tænker at gå langt udenom et »mørkt, taiwansk drama«.
Kan ses på Netflix.
Skræmmende airbnb-horror: ‘The Rental’
Dave Franco – lillebror til James – debuterer som instruktør med denne lille gyser om to brødre, der med deres kærester indlogerer sig i luksusvilla. Det udvikler sig til et anspændt firkantsdrama – og reel uhygge, efter de finder et lig i badekarret.
»Covid-restriktioner eller ej: Du får næppe lyst til at leje en Airbnb-ferie efter at have set denne skræmmende lille perle af en mumblegore-film«, skrev vores anmelder David Madsen.
Kan ses på Blockbuster.
Vold og humor i skøn forening: ‘Why Don’t You Just Die’
Så er der tjubang! Vold og komik følges ad i denne hæsblæsende russiske sag om den unge fyr Matvei, der er stærkt opsat på at slå sin svigerfar ihjel med en hammer. Han har nemlig voldtaget kæresten, da hun var lille.
»Til trods for den foruroligende beskyldning, som er grunden til, at vores helt er på hævntogt, er det en absurd og sjov voldssymfoni«, skrev vores anmelder Claus Nygaard Petersen og fortsatte:
»Med blod og knastør russisk galgenhumor hænger den ved i flere dage som den allerbedste vodkarus«.
Kan ses på iTunes, SF Anytime og Google Play.
Urovækkende MeToo-thriller: ‘The Assistant’
Kitty Greens fiktionsdebut kunne dårligt være mere aktuel: Den handler om assistenten Jane på et filmproduktionsselskab i New York, som mistænker den øverste chef for at være en lidt af en overgrebsmand i værste Weinstein-stil. I de mindste detaljer følger vi hendes hverdag – og ser, hvor svært det kan være at sige fra, når man er lavest i hierarkiet, selvom urimelighederne foregår lige for næsen af én.
Vores anmelder Johanne Høgfeldt skrev:
»Det er værd at hæfte sig ved Greens sans for at illustrere det tab af værdighed, som Jane går igennem, og som til perfektion udtrykkes af hovedrolleindehaver Julia Garners minimale mimik. For så bliver ’The Assistant’ meget mere end en fremragende og køligt skarp film om Metoo – det bliver en film om giftige arbejdsmiljøer og om alle de øjeblikke af respektløshed, som aldrig vil nå forsiden af avisen, men som lige så stille kan slide de mænd og kvinder, som har usikre, prekære jobs, ned«.
Kan ses på Viaplay.
En indiemesters svanesang: ‘Sword of Trust’
Indieinstruktøren Lynn Shelton har lavet livskloge og charmerende perler som ’Humpday’ og ’Your Sister’s Sister’, men døde som blot 54-årig af en blodsygdom sidste år. Hun efterlod sig blandt andet sin kæreste, komikeren Marc Maron, som har en af hovedrollerne i den sidste film, Shelton nåede at lave. Maron spiller den kyniske pantelåner Mel, hvis liv vendes på hovedet, da parret Cynthia og Mary kommer for at sælge et sværd, som de påstår er fra den amerikanske borgerkrig.
Vores anmelder Freja Dam skrev: »Mest af alt er filmen dog en god hang out movie med fokus på dynamikken mellem karaktererne og skuespillerne, der er charmerende, har glimrende kemi og rammer den virkelighedstro improviserede dialog lige på sømmet«.
Kan ses på Blockbuster og Viaplay.
Klaustrofobisk moderskabsgys: ‘Run’
Sarah Paulson spiller en mor fra helvede i denne gyser, der særligt fik forhåndsomtale, fordi filmens unge handicappede hovedrolle spilles af Keira Allen, der selv sidder i kørestol. Hun spiller datteren Chloe, der efter en al for tidlig fødsel er lam fra livet og ned, men 17 år senere er hun en intelligent og moden pige klar til at flyve fra reden på college. Men det viser sig, at den ellers så støttende mor er knap så interesseret i at se hende tage af sted, som man skulle tro.
Vores anmelder Sarah Glerup var ikke begejstret for twistet, men gav fire stjerner og skrev:
»Første del af ‘Run’ giver et originalt, foruroligende og ekstremt klaustrofobisk indblik i den type handicapforælder, der kvæler sit barn for at beskytte det«.
Kan ses på Blockbuster.
Original rumfilm: ‘Proxima’
Fra ’Interstellar’ til ’Ad Astra’ og ’First Man’ har rumfilmen haft kronede dage de seneste år – om end med blandet held på kvaliteten. En af de mere underkendte er Alice Winocours film, der var i biografen sidste år, og handler om den franske astronaut Sarahs forberedelser til en et år lang rumrejse, hvor hun skal efterlade sin otteårige datter på jorden.
Eva Green er »mesterlig« i hovedrollen, mente vores anmelder Jakob Freudendal, der skrev, at filmen med sit kvindelige perspektiv og jordnære kerne var »ulig nogen anden astronautfilm, jeg har set«.
Kan ses på Filmstriben og Grand Hjemmebio.
Dokumentarfilm
Et uforudsigeligt venskab: ‘The Painter and the Thief’
Kunstmaleren Barbora Kysilkova knytter et særligt og konstant uforudsigeligt bånd til tyven Karl-Bertil, der stjal to af hendes mest værdifulde malerier fra et museum i Oslo – malerier, som han ikke selv kan huske, hvor han har gemt. Sådan lyder den utrolige præmis for Benjamin Rees prisvindende film, der ikke desto mindre er skinbarlig virkelighed. Vores anmelder Aleksandra Emilia Kida uddelte fem stjerner og fremhævede ikke mindst ét særligt øjeblik:
»Scenen, hvor Barbora viser Karl-Bertil sit allerførste portræt af ham, er en af de fineste skildringer af menneskelig sårbarhed og samhørighed. Karl-Bertil kan først ikke tro sine egne øjne, da han ser sig selv på et stort canvas, og herefter bryder han hulkende sammen. Endelig, for første gang i hans liv, er der et menneske, der ser ham«.
Kan ses på Blockbuster.
Uafrystelig LGBTQ-beretning: ’Welcome to Chechnya’
I Tjetjenien opfordres forældre til at dræbe deres børn, hvis de finder ud af, at de er homoseksuelle. Og volden mod LGBTQ-personer er lige så forfærdelig, som den er ublu. Dave Frances film følger en gruppe LGBTQ-aktivister, der sætter deres liv på spil for at redde tjetjenske homoseksuelle ud af deres hjemland, og flere af de flygtende fortæller deres historie gennem en banebrydende digital maskeringsteknik, som filmen til sidst på overrumplende vis bryder ud af.
» På sigt er ‘Welcome to Chechnya’ et stykke vigtig bevisførelse, der forhåbentlig kan bruges i aktivisternes fortsatte kamp mod tilsyneladende uovervindelige politiske kræfter. Her og nu er det en hårdtslående filmoplevelse og en øjenåbnende dokumentar, der råt for usødet viser konsekvenserne af den fremherskende konservatisme, der spreder sig som sorte pletter på verdenskortet«, skrev vores anmelder Sara Prahl.
Kan ses på CMore.
Svimlende uretfærdighed: ‘Time’
I staten Louisiana i USA sidder hver 14. sorte mand i fængsel, og én af dem er Robert Rich, der sammen med sin hustru Fox begik et mislykket bankrøveri i 1997. Fox blev løsladt efter tre et halvt år, mens hendes mand skal afsone sin dom på intet mindre end 60 år. Filmen følger den ukuelige Fox, der kæmper for at få sin mand ud af fængslet i filmen, som mange amerikanske medier udråbte som en af årets bedste sidste år. Helt så begejstret var vores anmelder Adam Paaske ikke, men positiv var han dog:
»Stærkest er filmen i de øjeblikke af smertelig skønhed, hvor Fox Rich både fremstår skrøbelig og bomstærk. I en uforglemmelig scene sidder hun ved et hvidglødende vindue, hvor hun endnu engang ringer til dommerkontoret for at høre, om der er noget nyt i hendes mands sag. Telefonen bliver taget, men Fox Rich stilles hurtigt videre, og det er i denne ventetid, der reelt varer under et minut, at Fox Richs følelse af sjælelig evighed træder frem. 21 års smerte, længsel, tvivl og håb åbenbarer sig med ét i denne kvindes ansigt«.
Kan ses på Amazon Prime.
Klimahandling med humor: ‘Rejsen til Utopia’
Den norske dokumentarist Erlend E. Moe døde i sidste uge blot 53 år gammel. Det er en tragisk anledning til at se hans formidable sidste film ’Rejsen til Utopia’, som med humor og skrøbelighed taler til alle, der bekymrer sig om klimaet, men måske ikke altid orker at sætte handling bag ordene. Filmen følger Moe og hans hustru og børn, der tager en radikal beslutning om at flytte fra hans slægtsgård i Norge til et kommende økofællesskab ved Karise. Det er et idealistisk projekt, der mildest talt kræver tålmodighed af familien, ikke mindst fra Erlend, der vil det godt, men gemmer sig bag en sofa, da arbejdsweekend nummer 400 truer.
Freja Dam understregede i sin anmeldelse, hvor underholdende filmen er:
»Det lyder måske tungt, men heldigvis er filmen fuld af humor. Både i de mange absurde situationer og genkendelige familiedynamikker, i Erlends underspillede selvironi og i børnenes mange herlige kommentarer«.
Kan ses på Filmstriben og Blockbuster.
Serier
Intens virusfortælling: ‘Sløborn’
En fugleinfluenza spreder sig i det lille samfund på øen af samme navn i serien ’Sløborn’, der fik premiere for nylig med imponerende timing. Og selv hvis man er godt træt af epidemier, er det værd at tjekke ind i øfællesskabet, som bliver skildret med stor troværdighed og indlevelse. Blandt andet gestaltet via Roland Møller, der spiller eksforbryderen Magnus, som vender tilbage til hjemstavnen for at rehabilitere en flok kriminelle unge.
»’Sløborn’ er en slowburner, der langsomt, intenst og effektivt bygger op til dommedag på jord. Dens hverdagsdrama ville være spændende nok i sig selv, men hvis den kommer i mål med det ulmende, virusinficerede parallelplot, er det fremragende tæt på et slam dunk«, skrev vores anmelder Alexander Grevy.
Kan ses på HBO Nordic.
Dansk narkoforelskelse: ’LOVER’
Den ambitiøse jurastuderende Mikka og den flakkende sugardate Noah mødes og forelsker sig på den afvænningsklinik, hvor de ellers begge skal deres stofmisbrug til livs, i Adam Augusts semiselvbiografiske DR-serie. De to lovende nye navne Clara Dessau og Simon Bennebjerg stråler i hovedrollerne, mens When Saints Go Machine har leveret stemningsfuldt score.
»’LOVER’ er godt tænkt. Det er velkomment at se et andet take på stofmisbrug, men måske særligt at det forlænges ud i refleksioner over afhængighed generelt«, skrev Joachim Lykke i sin anmeldelse. »Deres jomfruelighed i oplevelser af helt almindelige ting er frydefuld, som da Noah spiser en Daim for første gang uden at være på stoffer. »Jeg har aldrig nogensinde smagt chokolade på den måde før«.
Kan ses på DR.
Forunderlig newyorkerpoesi: ‘How to with John Wilson’
Dette sleeper-hit af en HBO-dokumentarserie ligner ikke rigtigt noget, man har set før: John Wilson har i to år med sit håndholdte kamera filmet hverdagens små forunderlige øjeblikke i New Yorks gader, og det formidler han under overordnede temaer som »Hvordan man smalltalker« og »Hvordan man laver den perfekte risotto« med humor og nysgerrig poesi.
»Magien opstår for alvor i billedernes meget metaforiske møde med hans tøvende læspen, en deadpan-klipning til perfektion og ikke mindst Wilsons slalomsvingende tankebaner på vejen mod en afdækning af newyorkernes og, ja, menneskehedens tilstand i 2020«, skrev Lau Lehrmann i sin femstjernede dom over serien, der er blevet kaldt for ’Planet Earth, blot med newyorkere i stedet for dyr.
Kan ses på HBO Nordic.
Overset planetkrig: ‘The Expanse’
For få herhjemme kender og dyrker denne ambitiøse sci-fi-serie, der foregår i en fjern fremtid, hvor menneskeheden har koloniset hele solsystemet med tre store ’riger’ som resultat: Jorden, Mars og OPA – en sammenslutning af beboerne i asteroidebæltet og månerne til Jupiter og Saturn. Vi følger besætningen på rumskibet Rocinante i en fortælling, hvor en interplanetarisk krig er nært forestående.
»Rumoperaen rummer alt det, man kan forlange af en bingeværdig serie: drama, action, romance, intriger og interessante karakterer. Derfor er det ekstra fedt, at Amazon valgte at nuppe ’The Expanse’ op til fjerde sæson, efter den var blevet lukket på Syfy-kanalen i USA«, skrev vores anmelder Claus Nygaard Petersen om de første fire sæsoner, mens han i forbindelse med den nye, femte ombæring slog fast:
»Hvad enten det er rumoverlevelseshorror, som i sidste sæson, eller blodige konflikter, er universet leveringsdygtigt«.
Kan ses på Amazon Prime.
Ethan Hawkes tour de force: ‘The Good Lord Bird’
Vi kårede Ethan Hawkes miniserie baseret på en roman af James McBride som den sjette bedste serie sidste år. Hawke spiller selv den mildest talt excentriske slavemodstander Jim Brown, der var med til at igangsætte den amerikanske borgerkrig – og dermed frisættelsen af slaver – med sin kompromisløse kamp mod undertrykkelsen af sorte i USA. Vi oplever ham gennem øjnene på en ung sort dreng, som Brown trods sin velmente idealisme tror er en pige.
Lau Lehrmann gav topkarakter og skrev:
»Mesterstykket i ’The Good Lord Bird’ er at skildre slavetiden og den splittede nation med lige dele komisk absurditet og alvor, at gøre noget så umoderne som at præsentere konfliktens kompleksitet og mangelfuldheden i selv de mest sympatiske aktører og ikke at tegne fortiden i et nutidigt helliggørende billede«.
Kan ses på HBO Nordic.
Første danske gymnasieserie: ’Grænser’
Efter at have taget folkeskoleunge velkomment seriøst med ’Centrum’ besluttede Jonas Risvig sig for at give Danmark den første gymnasiefiktionsserie med fokus på 17-årige Palma, der i serien er hovedpersonen i en dokumentar om skoleskift og kommer ind i en ny vennegruppe via den nye veninde Martha.
»Det er svært at tage øjnene fra de unge talenter, der med både dygtige og sympatiske ambitioner fra Jonas Risvig atter udgør et fiktivt frirum, hvor der er plads til at tale om stort og småt og ikke mindst at fucke up. Derfor er ‘Grænser’ godt og betagende serieselskab«, skrev Mathilde Johanne Kristiansen i sin anmeldelse.
Kan ses på Youtube.
Knuselskelig komedie: ‘Ted Lasso’
I disse dramedy-tider er der langt mellem de gode hjertevarme komedieserier, men det er netop, hvad Apple TV+ har begået med serien om en middelmådig american football-træner spillet af Jason Sudeikis, der bliver træner for et bundhold i Premier League i den europæiske form for fodbold.
»Jason Sudeikis har fundet sin glansrolle som den underspillede, tossegode og i sidste ende knuselskelige Ted Lasso, der har travlt med at hjælpe alle andre med at have det godt med dem selv, mens hans eget privatliv trækker tænder og tårer ud af ham«, skrev vores anmelder Lau Lehrmann og slog fast:
»Mod alle odds er Ted Lasso navnet på en af årets mest opmuntrende karakterer – og serier«.
Kan ses på Apple TV+.
Standup
Et vildt og vanvittigt show: ‘Nate: A One Man Show’
Var man vild med Hannah Gadsbys nedbrydning af standup-genren, skylder man sig selv også at se Natalie Palimides excessive show, hvor hun introducerer sig som Nate Palamino med overskæg og åbenstående skovmandsskjorte. Figuren bruger hun til at tale om køn og magt på en grænseoverskridende måde, hvor publikum i den grad også kommer i spil.
»Natalie Palimides’ one man-show er et tæt ved genialt kunststykke. Til tider dybt ubehageligt, som når hun opfordrer til og gennemfører en brydekamp med en mand fra publikum, eller når Palimides småtvinger en anden mand til først at vaske Nates kæmpestore blottede gummilem og dernæst til at bruge et rædsomt nedsættende ord om en opdigtet kvinde«, skrev vores anmelder Naja Helene Hertzum og opsummerede:
»Hvis du trænger til uforpligtende lårklasker, så skip straks forbi den vildeste stand-up-time, jeg længe har oplevet. Hvis du derimod trænger til tankevækkende udfordrende stand-up-kunst, sindssygt humoristisk og veludført improvisation og publikumsinddragelse, så er ’Nate’ dit show«.
Kan ses på Netflix.