1. D’Pharaoh Woon-A-Tai, ’Reservation Dogs’
En af 2021’s bedste serier – vi har den som nr. 3 på vores top 20 – bød på et unikt indblik i et moderne »indianerreservat« i Midtvesten i USA, hvor multitalentet Taika Waititi og samarbejdspartneren Sterlin Harjo (som selv er indfødt amerikanere) præsenterede os for en flok unge, dybt elskelige teenagerødder.
Gruppens ’leder’ Bear spilles af debutanten D’Pharaoh Woon-A-Tai, som er akkurat så lad, blød, flyvsk og øretæveindbydende, som teenagere er flest, men som samtidig er splittet mellem drømmen om at vende socialrealismen ryggen og værne om sin kulturelle arv, der igennem et århundredes Hollywood-film er blevet reduceret til tegneseriestereotyper.
Woon-A-Tai er hjertet i serien, der repræsenterer en ung, rastløs og popkulturselskende generation af indfødte amerikanere anno 2021, som mainstream-USA ikke har givet mange fucks for at spejle på skærmen hidtil. Bear er måske nok en gut af relativt få ord, men udtryksfulde Woon-A-Tai formidler fornemt karakterens melankoli i kombination med veloplagt komisk timing.
Læs Soundvenues anmeldelse af ‘Reservation Dogs’.
2. Öykü Karaels, ‘Ethos’
‘Ethos’ starter med en kvinde, der besvimer i sit køkken. Kvinden, finder vi ud af, hedder Meryem, og hun sendes ind til storbyen fra sin landsby for at tale med en psykolog om, hvad besvimelserne – der er flere – skyldes.
Meryem spilles af den 31-årige tyrkiske skuespiller Öykü Karael, der øjeblikkeligt holder vores interesse i et jerngreb. Hvem er denne tørklædeklædte kvinde, som stejler i det øjeblik, snakken falder på den nyrige mand, som hun gør rent for? Og som egentlig helst bare ville tale med den lokale muslimske vismand? Hvad er det for en hemmelighed, hun gemmer på?
Alene med sit ansigtspil og sine dybe øjne får Öykü Karael os til at mærke en kvinde, der tydeligvis er nysgerrig, men måske uden at vide på hvad, og som tydeligvis er bange, men måske uden helt at have formuleret hvorfor. Hun er stolt, naiv, klog og søgende, og Karael giver os med få ord akkurat så mange svar, vi behøver, for at blive ved med at ville lirke mysteriet op.
Læs Soundvenues anmeldelse af ‘Ethos’.
3. Marie Reuther, ’Kamikaze’
Det kræver sin kvinde at bære en hel dramaserie, og den kvinde er danske Marie Reuther, der leverede en kraftpræstation i HBO Max’ første danske produktion, ’Kamikaze’: Så naturlig var skuespilleren, at man dårligt kunne tro, at der rent faktisk var tale om en debut.
Reuther spiller den 18-årige rigmandsdatter Julie fra Nordsjælland, hvis verden krakelerer, da hele hendes familie styrter ned med et fly i Afrika. Julie går fra at være katakonisk lammet af sorg i pragtvillaen til at kaste sig ud i halsbrækkende eventyr fra Asien til Sydamerika, som hun halvt håber vil tage livet af hende.
Det er en svær rolle, der kalder på en smertelig psykisk og markant fysisk transformation, og en sitrende indebrændthed, der aldrig må tangere det teatralske. Det gør det heldigvis heller ikke i hænderne på Reuther, der kommer vellykket igennem hele følelsesregistret, så Julie fremstår lige dele frustrerende, forvirret, knust og kampklar. En vildt flot debut.
Læs Soundvenues anmeldelse af ‘Kamikaze’.
4. Fred Hechinger, ’White Lotus’/’Fear Street’/’News of the World’ m.fl.
Få skuespillere dominerede så massivt på streamingtjenesterne inden for så kort tid som 22-årige Fred Hechinger, der spillede frustreret teenagesøn i ’The White Lotus’, anmassende nabodreng i Netflix-filmen ’Kvinden i vinduet’, slavejæger i Barry Jenkins’ ’The Underground Railroad’, mordoffer i Netflix’ ’Fear Street’-trilogi, Tom Hanks’ sympatiske sidekick i ’News of the World’ og over for Meryl Streep på cruise i Steven Soderberghs ’Let Them All Talk’.
Rollerne som outsidersnegl eller psykopatteenager er flest, men ’The White Lotus’ står stærkt som Hechingers mest nuancerede projekt, hvori han som lillebror Quinn i familien Mossbacher konstant trædes under fode af søsteren og forældrene.
Flere af outsidertrækkene går igen, ja, men i løbet af de seks afsnit får Hechinger mulighed for at åbne karakteren op, og fra at være en underholdende, men lavmælt bifigur er det pludselig ham, der får seriens sidste scene, når han stikker af fra lufthavnen for at indtage sin plads i hokule´a-båden med de veltrænede lokale unge mænd, han har lært at kende.
Quinn finder sin egen vej, og Hechinger giver ham lune og menneskelighed.
Læs Soundvenues anmeldelse af ‘The White Lotus’.
5. Agathe Rousselle, ‘Titane’
En strippermorder, der bliver gravid med en bil og indleder et særpræget forhold til en brandmand under dække af at være hans forsvundne søn.
Hvordan i alverden forløser man sådan en rolle, så seeren hverken bliver fuldkommen frastødt eller finder det hele for latterligt til at kunne tage seriøst?
Det var opgaven for instruktør Julia Ducournau, der testede både mænd og kvinder til rollen som Alexia i ‘Titane’, men i sidste ende valgte Agatha Rouselle, som hun kendte fra tidligere kortfilm.
Og det er en komplet frygtløs præstation, Rouselle leverer i Guldpalme-vinderen, der – i sagens natur – deler vandene, men her på Soundvenue løb afsted med seks stjerner og en andenplads på listen over årets bedste. Både en udmagrende fysisk transformation og et psykologisk overbevisende portræt af et dybt forstyrret menneske.
Det er i høj grad Rousselles fortjeneste, at man alligevel mærker øm- og menneskeligheden bag det uforsonlige ydre.
Læs Soundvenues anmeldelse af ‘Titane’.
6. Lou Llobell, ’Foundation’
Apple TV+’s gigantiske sci-fi-serie ’Foundation’ udmærkede sig ikke alene for sin forrygende flotte billedside, men også for sit stærke cast.
Og lukt i centrum for fortællingen om smuldrende imperier og politiske rænkespil stod den 26-årige britiske debutant Lou Llobell som matematikgeniet Gaal. Sammen med sin mentor (Jared Harris) regner Gaal sig frem til, at civilisationen styrer mod kollaps, men den information huer ikke kejseren (Lee Pace), der som øverste magt i galaksen stræber efter at holde ro og orden på tværs af folkefærd.
I modsætning til sammenbidte Timothée Chalamet i sensommerens andet store rumeventyr ’Dune’ fremstod Llobell som en anderledes spillevende figur, hvis troværdige og umiddelbare følelsesmæssige reaktioner på seriens larger than life-begivenheder gjorde stoffet håndgribeligt på et lavpraktisk menneskeligt plan.
Hvor ofte er det lige, at man får mulighed for at heppe på, at en ung kvindelig matematiker redder dagen med sandsynlighedsregning? Llobell mindede os om, at ingen bombastisk sci-fi-fortælling er større end sin helt.
7. Morten Agerholm Jensen, ’Hooligan’
En af årets bedste danske serier bød på et imponerende velspillende cast af dugfriske talenter i historien om hooliganmiljøet i Aalborg. August Carter og Frederik Emil Mathiasen var begge fremragende som de unge venner Mads og Lasse, der fristes af en kriminel løbebane af Lasses skræmmende – og skræmmende karismatiske – storebror Jønsson.
Og det var da også ham, vi dårligt kunne tage øjnene fra i serien takket være Morten Agerholm Jensens intense, men overraskende nuancerede portræt af alfahannen, der svinger foruroligende mellem svigtet søn og skingrende voldspsykopat.
Man vidste aldrig, hvor man havde manden, og det gav anledning til svedige håndflader, hver gang han slentrede ind foran kameraet. Jønsson var den sidste, man havde lyst til at sidde ved siden af på lægterne (han var så også bandlyst fra stadion, but you know … ), men Morten Agerholm Jensen? Ham ser vi gerne meget mere til fremover.
Læs Soundvenues anmeldelse af ‘Hooligan’.
8. Sidney Flanigan & Tailia Ryder, ’Never Rarely Sometimes Always’
Eliza Hittmans sublime ungdomsfortælling indtager en flot fjerdeplads på vores liste over 2021’s bedste film, og det skyldes først og fremmest de to uafrystelige hovedrollepræstationer i centrum. 22-årige Sidney Flanigan (til venstre på billedet) og 18-årige Talia Ryder spiller teenagebedsteveninderne Autumn og Skylar, som tager på en farefuld færd til New York, for at Autumn kan få den abort, der ikke kan lade sig gøre i hjemstaten Pennsylvania.
Duoen gør, hvad de kan for at møde den fremmede verden i storbyen med tappert oprejst pande, men igennem Flanigan og Ryders (som også medvirker i ‘West Side Story’) dybt naturalistiske spil oplever man levende, hvor udsatte pigerne er. Det er skræmmende – og skræmmende godt.
Læs Soundvenues anmeldelse af ‘Never Rarely Sometimes Always’.
9. Naomi Ackie, ’Master of None: Moments in Love’
I tredje sæson af Aziz Ansaris Netflix-dramedyserie trådte komikeren selv bag kameraet, mens samarbejdspartneren Lena Waithe og Naomi Ackie spillede hovedrollerne som parret Denise og Alicia, hvis forhold smuldrer, da sidstnævnte brændende ønsker sig at blive mor.
I et soloafsnit udelukkende dedikeret til Alicias kamp med kunstig befrugtning kommer vi helt tæt på Ackie, som er intet mindre end forrygende, når hun skildrer Alicias forsøg på at gå til projektet med først stor optimisme og eksamensnerver, sidenhen mere forsigtigt håb og endelig dyb desillusion, da processen slider på krop og sjæl.
Det er en bemærkelsesværdig præstation, der af komplet uransagelige årsager blev forbigået af Emmy-akademiet, da der blev strøet nomineringer ud i år.
Læs Soundvenues anmeldelse af ‘Master of None: Moments in Love’.
10. Sjur Vatne Brean, ’Benzin i blodet’
En af årets bedste nordiske serier kom fra vor norske naboer, og handlede om en gruppe unge venner i provinsen, der lever for at køre ræs i et forsøg på at distrahere tankerne fra, hvordan voksenlivet skal formes.
Adrian Brody-lookalike Sjur Vatne Brean indtog hovedrollen i sæson 2 (kan ses på DR TV) som Sivert fra arbejderklassen, hvis stolthed lider et alvorligt knæk, da han ikke kommer ind på den universitetsuddannelse, han drømte om.
Brean skildrer imidlertid ynglingens eksistentielle krise til et funklende 12-tal og med ‘Skam’-værdig udstråling, og man er splittet mellem at ville give famlende, stædige Sivert et knus og ruske ham til fornuft.
Læs Soundvenues anmeldelse af ‘Benzin i blodet’ sæson 1 og 2.
11. Emilia Jones, ‘CODA’
Den 19-årige Emilia Jones skulle lære at mestre hele tre metierer til hovedrollen i den anmelderroste crowdpleaser ‘CODA’: Tegnsprog. At synge. Og at fiske.
Det er nemlig nøgleingredienserne i Sian Heders rørende historie om Ruby, der er den eneste hørende i en familie, hvor både forældre og bror er døve. Ruby elsker musik – og har et sangtalent så stort, at det måske kan give hende en plads på et prestigefuldt musikuniversitet. Men drømmen kompliceres af, at hendes families fiskerihverv er dybt afhængigt af hende som bro til omverdenens kommunikation.
Walisiske Jones løfter alle tre elementer – tegnsproget, sangen og fiskeriet – til perfektion, men den virkelige præstation er det nærvær og den menneskelighed, hun bibringer karakteren som helhed. Der er noget oprigtigt og usentimentalt over hendes spil, som forankrer en film, der ellers godt kunne have druknet i sødsuppe.
Emilia Jones er med i opløbet til en Oscar-nominering, og uanset hvordan det så går, må der vente hende en stor karriere.
Læs Soundvenues anmeldelse af ‘CODA’.
12. Sofia Kappel, ‘Pleasure’
Sofia Kappel skal lægge krop til lidt af hvert i Ninja Thybergs foruroligende svenske film om Los Angeles’ pornobranche.
Kappel spiller 19-årige Linnéa, der tager fra Sverige til L.A. for at blive pornostjerne – koste hvad det vil. Men det koster mere, end hun havde kunnet forestille sig, også selvom de fleste, hun møder, ved første indtryk er venlige og går op i hendes tryghed og sikkerhed.
Vi får ikke meget at vide om Linnéas baggrund og motivation for at ville være pornoskuespiller (»Jeg elsker bare pik«, er det nærmeste, vi kommer, i hvert fald på overfladen), og det er derfor op til Kappel at skabe en karakter, hos hvem vi fornemmer en underliggende tomhed og smerte, og som vi grundlæggende vil det godt for, selvom hun tager den ene egoistiske beslutning efter den anden.
Det er en rå og brutal film, og Kappel lykkes i Thybergs instruktion med at skildre voldsomheden af de manipulationer og overgreb, hun oplever, uden at gøre figuren til et offer, vi nedladende ynker.
‘Pleasure’ er Kappels første rolle, og vi glæder os allerede til at se, hvad der bliver den næste.
Læs Soundvenues anmeldelse af ‘Pleasure’.