15. ’Dear White People’
En lille bølge af amerikanske indie-film udfordrer i disse år med intelligent humor mediernes, filmmiljøets og det amerikanske samfunds opfattelse af race. En af de mest fremtrædende er Justin Simiens debut, der lander som et dybt aktuelt indlæg i de seneste års debat om racemæssig ligestilling og opslidende fordomme på de amerikanske universiteter.
I centrum er den aktivistiske college-studerende Sam, der er vært for radioprogrammet ’Dear White People’. Hun kommer i clinch med sin duksede ekskæreste Troy, da hun vinder formandsposten for skolens sorte kollegium for næsten af ham. Fronterne trækkes op, ikke bare de sorte mod de hvide, men også internt blandt de sorte studerende. Og det er dette særlige blik for nuancerne i et universitets koder og strukturer, der gør ’Dear White People’ til noget særligt.
Filmen gror lovlig mange grene på sin ensemblestruktur, og filmen føles indimellem som en rodebunke af idéer. Men når den er bedst, er ’Dear White People’ en både herligt underholdende komedie og skarp samfundssatire. I den centrale konflikt opdager de sorte studerende, at hvide studerende holder fest med blackface-tema. Og det er skræmmende at tænke på, at instruktøren har hentet episoden direkte fra virkeligheden.
Læs vores anmeldelse.
14. ’Inherent Vice’
Paul Thomas Andersons filmatisering af Thomas Pynchons stoner-noir-krimi om 70’ernes Californien er en på mange måder utilnærmelig film. Selv ved andet gensyn står man hurtigt af på den kryptiske handling, men overgiver man sig til karakterne, miljøet og stemningen i stedet, er det det hele værd i sidste ende.
’Inherent Vice’ er nært beslægtet med Hawks klassiker ’The Big Sleep’, hvor kriminalplottet også fortaber sig i tågerne, men scoopet er klassisk film noir i samklang med en helt anden slags tåger, nemlig dem der pustes ud af en velvoksen chillum. Raymond Chandler møder således ’The Big Lebowski’, og i Joaquin Phoenix’ privatdetektiv Larry ’Doc’ Sportello har vi et elskeligt kvaj, der sagtens kunne være en fjern slægtning til Jeff Bridges ’The Dude’.
Med ham som chauffør passerer vi både Josh Brolins frostbananslikkende, firskårne politimand, en rablende vanvittig tandlæge og et lurvet foretagende ved navn The Golden Fang. Det hele løber lidt ud i sandet, hvilket halvvejs er pointen, men det bevirker også, at man ikke kan placere ’Inherent Vice’ helt i toppen af P.T. Anderson-kanonen. Men mindre kan bestemt også gøre det.
Læs vores anmeldelse.
13. ’American Sniper’
Med en imponerende kraftpræstation fra Bradley Cooper i hovedrollen som Chris Kyle, den mest dødelige snigskytte i amerikansk militærhistorie, ramte Clint Eastwoods største kommercielle succes lige i solar plexus.
Filmen delte ikke overraskende vandene mellem de publikummer, der hurtigt afskrev ’Sniper’ som et stykke amerikansk krigspropaganda, og dem, der derimod så filmen som en usentimental skildring af en blåøjet patriot af en rodeorytter, hvis sind langsomt forrås og forkramper som følge af Irak-krigens rædsler.
En af Clintens mest barske og, et langt stykke hen ad vejen, overraskende upartiske storfilm.
Læs vores anmeldelse.
12. ’Selma’
Ava DuVernays film om Martin Luther King kunne sagtens være endt som en melodramatisk helgenkåring af en af amerikansk histories største skikkelser.
Og selvfølgelig er prædikanten fra Georgia en heltefigur i ’Selma’, men han er også et fejlbarligt menneske, der tager forkerte beslutninger både privat og professionelt. I stedet for at fortælle Luther Kings historie fra fødsel til død zoomer den vellykket ind på hans legendariske Selma-march, og det giver en fortættet stemning, som DuVernay underbygger med en cool, sepiatonet billedside og barske billeder af politivold og terror.
David Oyelowo er Martin Luther King, og han leverer hans ord (som i filmen er DuVernays ord, da hun ikke fik rettighederne til de originale taler) med frygtløs kraft, der er hans minde værdigt. Filmen føles som et flot moderne bud på en klassisk biopic, der føles hamrende relevant på et tidspunkt, hvor politivold og raceuroligheder igen er på dagsordenen i USA.
Læs vores anmeldelse.
11. ’The Duke of Burgundy’
Vi befinder os i Englands landområder, men vi ved ikke helt hvornår, måske 70’erne. En bly tjenestepige banker på døren hos en streng borgerskabsfrue, som afviser, irettesætter og straffer hende, mens vi samtidig fornemmer deres erotiske tilnærmelser.
Dominatrixen, Cynthia, spilles af Sidse Babett Knudsen i hendes første internationale rolle, og hun leverer til topkarakter varen som den midaldrende kvinde, som først fremstår som forholdets hersker, før instruktør Peter Strickland vender relationen på hovedet, og vi pludselig ser magtforholdet fra en helt anden side.
Filmen gestalter et særegent univers fyldt med vittige beskrivelser af det systematiske S/M-forhold, inklusive forhandlinger om urinsex og brugen af et human toilet. At de to kvinder er professionelle sommerfugleeksperter giver bare endnu et æterisk lag til den elegante fortælling, som aldrig forekommer lummer – og faktisk ikke er specielt eksplicit – men snarere psykologisk inciterende. ’The Duke of Burgundy’ spiller bold op ad 70’ernes lesbiske sexploitation-film, men billedsiden er udsøgt, og ambitionen større end simpel metaleg.
En smuk film om, hvad man gør for at leve op til sin partners forventninger. Gå hjem og vug, ’Fifty Shades of Grey’.
Læs vores anmeldelse.
10. ’Mad Max: Fury Road’
Midt i mængden af CGI-tunge superhelte-flicks giver det håb for Hollywoods fremtid, at en film som ’Mad Max: Fury Road’ ser dagens lys. Her er kun en ganske lille del lavet i computeren, og den kinetiske energi lyser ud af filmen i enhver grotesk bifigur, hæsblæsende biljagt og ekspressivt landskab.
Det er utroligt, at 70-årige George Miller, 25 år efter sin seneste ’Mad Max’-film, har bevaret sansen for at lave tidssvarende action, eller måske har resten af Hollywood bare overhalet ham med en omgang, så det nu er ham, der ser moderne ud, fordi han laver færre klip i sekundet og ikke forfalder til plastisk action.
Filmen fortæller en ultrasimpel historie, der kan nedbarberes til, at en kortege kører ud i ørkenen og tilbage igen, men det siger noget om det visuelle mesterskab, at det alligevel er konstant medrivende. Man ihukommer tilsvarende, elementært filmiske actionfortællinger som ’Apocalypto’ og ’300’.
I Charlize Therons Furiosa skabte filmen en øjeblikkeligt ikonisk karakter, der er filmens drivkraft langt mere end Tom Hardys lidt anonyme titelfigur, som primært tjener rollen som vores indgang til universet. At ’Mad Max: Fury Road’ på den måde står tilbage som en feministiske actionfilm er et ekstra plus på et tidspunkt, hvor Hollywoods kønsskævvridning mere end nogensinde før er til debat.
Og så tæller Millers små, excessive quirks i den grad også op. Guitaristen på køleren af Immortan Joes frontlastbil er utvivlsomt halvårets bedste cameo.
Læs vores anmeldelse.
9. ’Foxcatcher’
Den amerikanske drøm vendes på vrangen i Bennett Millers brydedrama med Steve Carell som selvbedragerisk, psykopatisk rigmand og Channing Tatum og Mark Ruffalo som brødreparret, der kommer i hans fold med tragiske hændelser til følge.
Det er en uforsonlig fortælling, der ikke et sekund prøver at være charmerende, men i stedet dystert og illusionsløst beskriver det mærkværdige forhold, der udspiller sig mellem Carells John du Pont (eller The Golden Eagle, som han i en sjældent morsom scene anmoder om at blive kaldt) og Tatums Mark Schultz.
Bennett, der tidligere har stået bag ’Capote’ og ’Moneyball’, er en nøgtern instruktør, som med kirurgisk præcision gestalter en imponerende miljøtroværdighed gennem karakterernes mindste bevægelser. I et blik eller en gangart afslører de, hvad de er gjort af.
Fortællingen tager et par ujævne turns mod slutningen, men kommer efter det i den blændende, foruroligende slutsekvens. Tilbage står en sært mindeværdig film om magt og grusomme konsekvenser af old money i USA.
Læs vores anmeldelse.
8. ’It Follows’
Hvor var det dog befriende at se en original og drøneffektiv horrofilm i de danske biografer i første halvdel af 2015.
David Robert Mitchells ’It Follows’ er på overfladen en klassisk gyser i sin præmis om unge, lækre mennesker på flugt fra onde kræfter, her et mystisk væsen, der kan antage form efter hvad som helst omkring sig, og som går målrettet efter sit offer.
’It Follows’ er sin genre fuldt ud bevidst, og det er meta-agtigt sjovt, at stalker-væsenet gives videre via sex (sex er som bekendt altid farligt i amerikanske horrorfilm), og når det dundrende score emmer af John Carpenter.
Samtidig er det en genuint creepy film, fordi den udnytter sine kameravinkler og -bevægelser optimalt, og fordi den sætter tempoet ned, så uhyggen kommer snigende i stedet for buldrende.
Med en lille forvrængning af virkeligheden forvandler den forstadens stille villaveje til et frygtindgydende sted, det velkendte omdannet til det uhjemlige, das unheimliche, for nu at parafrasere Freud. Resultatet er klart: Man kigger sig nervøst over skulderen, når man kommer ud fra biografen.
7. ’Love Is Strange’
De har været sammen i 40 år, maleren Ben (John Lithgow) og musiklæreren George (Alfred Molina), og i de sidste 20 har de boet i en fin lejlighed på Manhattan.
Nu skal de endelig fuldbyrde deres kærlighed ved at blive gift, og det er tænkt som begyndelsen på et smukt, symbiotisk livsefterår. Men selvom ægteskab mellem homoseksuelle er legaliseret, betyder det ikke, at samtlige problemer er ryddet af vejen. George arbejder på en katolsk skole, og da ærkebiskoppen får nys om giftemålet, fyrer han George på gråt papir, selvom alle på skolen har kendt til og accepteret hans seksualitet i årevis.
Ben og George må sige deres lejlighed op, og mens de leder efter en økonomisk overkommelig erstatning, sover Ben i køjeseng med sin teenagenevø, mens George overnatter på sofaen hos et par konstant festende, yngre homovenner.
Ira Sachs opfølger til ’Keep the Lights On’ med Thure Lindhardt er et afdæmpet drama, som lige nu føles ekstra aktuel i lyset af højesterets afgørelse om, at homoseksuelle har ret til at blive gift i samtlige amerikanske stater. For Ben og George har den nyfundne frihed en slagside, fordi det omgivende samfund ikke har fulgt med.
Med nænsomme og ikke sjældent humoristiske scener følger vi det kultiverede ældre ægtepars reaktion på at blive frataget værdigheden sent i livet. Med deres bolignød sætter de deres venner og families kærlighed på en prøve, og det viser sig, at ideen om fuld accept er lettest på afstand. Men selvom tonen er melankolsk, er der også masser af håb, for modstanden til trods sætter Ben og George også varige spor i menneskene omkring dem.
Lithgow og Molina leverer nogle af karrierens bedste præstationer i en bevægende og tankevækkende film.
6. ’Leviathan’
Andrej Zvjagintsevs ’The Return’ fra 2003 var en mesterlig coming of age-film, der kombinerede russernes sans for sigende allegorier med en ubønhørlig realisme. Det var svært at forestille sig, at instruktøren ville kunne overgå dette gennembrudsværk, men så lavede han ’Leviathan’, der som minimum er på niveau.
Filmen er en løs filmatisering af Jobs bog og handler ligesom Bibelfortællingen om en helt almindelig mand, automekanikeren Kolja, der må gå grueligt meget igennem. Manden, der prøver Kolja, som Gud prøver Job, er en lurvet og drikfældig borgmester, der vil fjerne Koljas hus fra jordens overflade for at bygge et kommunikationscenter i stedet.
Kolja – selv en moralsk tvivlsom karakter – slår pjalterne sammen med en advokat, men det er ikke nemt at besejre det kafkaske system af grådige skrankepaver i Rusland. Zvjagintsev spidder det russiske bureaukrati i en grad, at det er ubegribeligt, at landets kulturministerium har postet penge i filmen. Men ud over den beske samfundskritik er der også masser af humor, som regel afledt af vodka i store mængder, som når vores hovedpersoner skyder til måls efter gamle russiske ledere som Stalin, Lenin og Bresjnev. »Det er for tidligt med de nutidige. Man må have historisk perspektiv«, som en af dem bemærker.
Filmen vil stå tilbage som et politisk gravskrift over det anakronistiske russiske system – fordi den er et stort kunstværk i egen ret.
Læs vores anmeldelse.
5. ’Birdman’
Alejandro González Iñárritus film blev allerede ved verdenspremieren udråbt som guds gave til filmkunsten, og med rygtet om en ærefrygtindgydende one take-stil og et dundrende meta-comeback til Michael Keaton var forventningerne bygget så meget op, at en modreaktion uundgåeligt ville spire.
Den skete da også, og mange hader ’Birdman’ af et godt hjerte. Men lader man sig forføre af oplevelsen uden at granske alt for dybt i den dybere mening er Iñárritu og fotograf Emmanuel Lubezkis ambitiøse værk en hyperaktiv, rundtosset tour de force, som er svær at tage øjnene fra. Edward Norton overstråler – i nogen grad bevidst – Michael Keaton som kompromisløs metodeskuespiller, og deres møde på scenen slår gnister. Det samme gør relationen mellem Keaton og Emma Stones forsømte datter, hvor en tiltrængt følsomhed blomstrer frem.
Times Square-scenen med en panisk Keaton er suverænt hektisk, og filmen giver en blændende fornemmelse af mental opløsning, som den ofte krydrer med uventede elementer, som når percussion-soundtracket gestaltes i selve handlingen.
Slutningen er lidt af en cop out, men det ændrer ikke på, at ’Birdman’ er en teknisk milepæl og et medrivende sansebombardement.
Læs vores anmeldelse.
4. ’White God’
Kornél Mundruczós crowdpleaser blander så mange genrer, at det kun mod alle odds er blevet en vellykket film: Horror, coming of age-historie, melodrama, socialrealisme, allegorisk eventyr og blødsøden kæledyrsfortælling a la Lassie.
Teenageren Lili elsker sin hund, Hagen, over alt på jorden. Men da hun flytter ind hos sin far for at bo der i tre måneder, sætter han hunden på gaden af frygt for en ny afgift på gadekryds.
Det udvikler sig slet ikke, som man kunne forvente, og det er netop den uregerlige vildskab, der er filmens styrke. Det er imponerende, hvordan instruktøren skifter perspektiv fra Lili til Hagen, som i sidste del er den egentlige hovedrolle, uden at man finder det underligt eller off. Og tag ikke fejl: Hunden(e) bag Hagen leverer en Oscar-værdig præstation i en film, der både fremkalder gys, grin og gråd.
Læs vores anmeldelse.
3. ’Timbuktu’
For tiden hører vi nærmest dagligt om undertrykkelse og brutale aktioner fra islamistiske ekstremister rundt omkring i verden. Men hvordan er det egentlig at bo i et ultrafattigt område i Afrika, hvor militserne sætter sig på magten og håndhæver en menneskefjendsk lovgivning, som Gud bliver taget til indtægt for?
Mauretanske Abderrahmane Sissakos Oscar-nominerede film er en slags ensemblehistorie i ørkenområderne omkring Timbuktu. En nomadisk familiefar kommer i problemer, da en desperat fisker slår en af hans køer ihjel, og han tager hævn. En ung pige giftes væk mod sin vilje. En gruppe unge mennesker piskes, da de tillader sig at spille musik og synge i deres eget hus.
Filmen udstiller med stor sans for kompleksiteten i det absurde i islamisternes forbud, og når man ser én af jihadisterne ryge i smug, en anden lytte et ekstra par sekunder til musikken, før han griber ind, og en flok diskuterer spansk fodbold, selvom de har forbudt al sport, lyser et grundlæggende håb for menneskeheden ud af den ellers illusionsløse film. Selv ikke de værste mørke kræfter kan holde livslysten i ave.
Med sin løse fortællestruktur er ’Timbuktu’ en befriende uforudsigelig historie langt fra den vestlige filmindustris konventioner. Og dens musikalitet og menneskelige nærvær bevirker, at man har øjnene på stilke. Det er samtidig en uovertruffent flot film med indtil flere mesterlige set pieces: En fodboldkamp uden bold, en allegorisk nedskydning af en kussehår-lignende busk og et monumentalt panorama over en dødskamp ved flodbredden. Tre scener, der bør gå over i historien.
Læs vores anmeldelse.
2. ’Whiplash’
Damien Chazelles film om en trommeslager og hans sadistiske mentor er en af den slags film, der vokser, først i hukommelsen og siden ved gensyn. Sjældent har man set en så stramt komponeret film, der med thrillerens sans for spænding holder tilskueren i en skruetvinge, selvom det, der udspiller sig, er elitær jazzmusik på et fornemt konservatorium i New York.
Om filmen giver et realistisk blik på jazzmusik er for så vidt underordnet, for hovedsagen er den allegoriske fortælling om, hvor langt man vil gå for at indfri sin drøm. Den er et stik i sidebenet til mængden af håbløse drømmere, der arrogant tror, at de kommer sovende til genistatus, en hyldest til succes gennem blod, sved og tårer, men også en film, der dyrker den moralske kompleksitet hen ad vejen.
J.K. Simmons har skabt en ikonisk figur med den enigmatiske, uforudsigelige Fletcher, men Miles Tellers præstation som den unge fyr, der må gå så grueligt meget igennem, skal heller ikke undervurderes.
Filmens få knaster – en lidt uforløst romance og en deus ex machina-agtig bilulykke – er bagateller i det store billede, og vores bud er, at ’Whiplash’ vil stå tilbage som en nyklassiker, når mange andre Oscar-vindere er glemt.
Læs vores anmeldelse.
1. ’Mommy’
Det er på én gang ubegribeligt og ganske logisk, at en fyr på blot 25 år står bag ’Mommy’.
Ubegribeligt, fordi det er så filmsprogligt virtuost et værk, en film så ultrabevidst om mediets virkemidler, at man skulle tro, der lå årtiers erfaring bag. Og samtidig logisk, fordi filmen kaster sig hovedkulds ud i vilde og vovede eksperimenter, og den tror 120 procent på, at den kan formidle de helt store følelser uden at forfalde til tåkrummende melodrama.
Med historien om den ustyrlige, ADHD-ramte teenager Steve og hans politisk ukorrekte, men kærlige mor, Diane, ramte det canadiske wunderkind Xavier Dolan for første gang i sine fem film en emotionelt frugtbar åre. Forholdet mellem de to outsidere, der på skift elsker og tugter hinanden, og deres venskab med den stumme nabo Kyla er spækket med temperament, humor og rytme. Det kvadratiske billedformat underbygger fornemmelsen af psykisk klaustrofobi, og når Dolan bryder formatet i løbet af filmen, skaber det et af de mest prægnante øjeblikke i filmhistorien.
Soundtracket flirter vellystigt med kitsch, når Oasis og Dido brager ud af højttalerne, og Dolan tager stikket hjem, når Ludovico Einaudis ’Experience’ tilsættes en uforglemmelig, tårefremkaldende montage mod slutningen.
Anne Dorval, Suzanne Clement og Antoine Olivier-Pilon spiller røven ud af bukserne. Det er en overvældende og vital fortælling om mor-søn-forhold og samfundets blik på dem, der ikke er helt som alle andre. En excentrisk film om excentriske mennesker, der åbenbarer sig som helt og aldeles almenmenneskelige. Og halvårets bedste film i de danske biografer.
Læs vores anmeldelse.